Af Kim Engelbrechtsen
Vi hører og læser det igen og igen: Psykisk syge lever 15-20 år kortere end raske personer. Senest læste jeg det på Denoffentlige.dk i en gennemgang af satspuljemidlerne.
”Overdødeligheden skyldes blandt andet sygdomme som type-2 diabetes, hjertekarsygdomme og visse kræftsygdomme. Det hænger sammen med, at mennesker med psykiske lidelser oftere ryger, spiser usundt og dyrker for lidt motion i forhold til Sundhedsstyrelsens anbefalinger og samlet set har en langt mere usund livsstil end den resterende befolkning”, stod der.
Jeg er snart ved at være godt træt af at høre, hvilket usundt og livstruet menneske, jeg er, fordi jeg har en bipolar lidelse (diagnosticeret i 2005). Men nu hører det nok også snart op. Jeg er 57 år, så det må vel snart være tid til, at jeg lægger mig i graven – så statistikken kan holde. Mænd bliver gennemsnitligt 77,9 år – så der er kun 9 måneder tilbage. I bedste fald 5 år oven i.
Jeg indrømmer, at jeg ryger alt for meget og kun motionerer sporadisk og i et adstadigt tempo – jeg ,går dog tre ture med hunden hver dag. Men jeg kunne absolut leve sundere, gå til fitness, holde op med at ryge, o.s.v.
Min fornemmelse er, at der nok er noget om snakken med den usunde livsstil blandt psykisk syge, men skal vi have ørerne tudet fulde af den nærmest non-stop? Vi er jo ikke dummere end andre, fordi vi har en psykisk lidelse. Vi ved godt, at vi kunne leve sundere. Lad os nu selv bestemme, hvordan vi vil leve, og hvad der for os er livskvalitet. Livet er 
ikke kun et spørgsmål om kvantitet. Er det et mål i sig selv at blive gammel? Nej, det tror jeg ikke. Min farfar blev 93 år – ligesom min farmor – og jeg husker tydeligt, da han med et skævt smil sagde: ”Jeg kan ikke anbefale nogen at blive over 90”.