Jeg går igennem gangene i Føtex.
Tusindvis af dufte rammer mig, lyset skærer i mine øjne samtidig med at alle farverne på pakker og kartoner skriger på opmærksomhed.
Jeg hører fodskridt, jeg hører en summende lyd fra loftet, lyden af en pose frosne ærter der bliver hevet op af køledisken, en mand der griner imens et ungt par skændes.
Jeg mærker varmen fra de mange lamper og kulden i grønt afdelingen.
Jeg mærker, hører og ser det hele på en gang.
Alle mennesker er udstyret med et indre filter.
Filterets funktion er at sortere urelevante ting fra, enten så opdager folk det slet ikke, eller også når de kun lige at tænke over det et øjeblik før deres fokus igen er tilbage på indkøbssedlen.
Jeg har også et filter, men mit filter er ødelagt og fyldt med huller.
Mit filter kan ikke sortere urelevante ting fra eller sørge for at mine tanker ikke bliver ved med at være optaget af disse ting.
Jeg bliver fyldt allerede når jeg træder ind i en butik og oftest er jeg overfyldt når jeg så forlader butikken igen.
Det behøver ikke kun at være en situation i en forretning, det kunne ligeså vel være en helt almindelig tur i skoven.
Den værste tid med et ødelagt filter er foråret og sommeren med alle farverne og duftene og menneskerne, hvert fald for mig.
Alle farverne skærer i mine øjne, duftene kvæler mig nærmest og mine øre fyldes med støj, og så er det ligemeget om det er i Føtex eller en tur på stranden.
Det manglende filter er en del af skylden for at det er svært for mig at færdes udenfor min lejlighed og være sammen med andre mennesker, men det står ikke alene – derfor vil jeg skrive om nogle konkrete situationer og problematikker i andre indlæg, men lige netop i dette her indlæg har jeg fokus på det manglende filter som jeg ved at en hel del også kender til.
Problemet med det manglende eller ødelagte filter er at jeg bliver overfyldt meget hurtigt, hvilket kan gøre mig forfærdelig udmattet og urolig og nervøs.
Jeg mister hurtigt fokus på hvad jeg egentlig skulle, mit overblik forsvinder, og jeg har så ofte forladt en forretning uden det jeg egentlig skulle købe.
I dagligdagen får jeg støtte af personalet til at handle når det er mig der står for madlavningen på bostedet og når jeg så skal handle til mit eget køleskab så er det mine forældre eller en ven der tager med.
For mig gælder det om at komme hurtigst igennem situationen hvilket kan være en stor irritation for min mor når vi handler sammen.
Jeg farer rundt i butikken og griber det jeg skal bruge og styrter ned til kassen for at betale og så er det ellers bare ud og hjem i en fart så jeg kan ligge mig i et mørkt rum under dynen og falde til ro igen.
Jeg har nogle enkle strategier der kan gøre det lettere at færdes udenfor og i butikker, nogle gange virker de – andre gange virker de slet ikke.
Jeg plejer at tage høretelefoner på med musik skruet så tilpas højt op, at jeg intet andet kan høre end musikken.
Jeg bærer solbriller det meste af tiden når jeg færdes udenfor, selv på regnvejrsdage, hvilket kan være uforståeligt for andre mennesker, men for mig kan det dæmpe farverne og indtrykkene.
Men problemet med det manglende filter er nok at det sætter en 10 sporet motorvej igang indeni mit hoved, en motorvej jeg på ingen måde har kontrol over.
Jeg tænker over alle de indtryk der bliver kastet direkte ind i mit system, og mange dage kan jeg slet ikke smide de tanker væk selvom jeg er tilbage i min lejlighed, de indtryk kan gøre at jeg er overfyldt i mange dage efter og derfor er komplet udmattet og nervøs.
Det manglende filter kan være skyld i at jeg ikke kan følge med i en samtale hos lægen, at jeg ikke kan deltage i en fødselsdag, at jeg ikke bare kan gå ned i fakta og hente en liter mælk, at jeg vælger aktiviter fra som jeg sagtens kunne deltage i for en måned siden.
For mig gælder det om ikke at være overfyldt konstant eller at vælte læsset når jeg allerede er overfyldt, hvilket kan være svært for andre at forstå når jeg melder ting fra.
Det kan være svært for andre at forstå hvorfor jeg bærer solbriller hele året rundt, eller hvorfor jeg lige pludselig går.
Det manglende filter kan være så uforståeligt for mange
– ikke mindst for mig selv.