To Verdener... 1Jeg er lige blevet 18 år.

Som alle andre unge har jeg drømme om fremtiden.

Min drøm er at blive sygeplejerske på en børneafdeling. At stifte familie, bo på en gård, have hest igen og samtidig have overskud til at gøre de ting jeg gerne vil.

Men lige så ofte som disse drømme dukker op, ligeså ofte dukker også en helt anden fremtid op.

En fremtid med flere indlæggelser, opgivne uddannelser, mere medicin og nederlag på stribe.

Jeg vil så gerne tro på at jeg selvfølgelig godt kan tage en uddannelse på lige fod med alle andre. at jeg sagtens kan flytte hjemmefra og selv håndtere min OCD og min angst. At jeg kan bo alene og passe på mig selv.

Jeg har lige søgt ind på Social- og Sundhedsskolen. Jeg har lukket øjnene for risikoen for at jeg ikke kan. Jeg har ikke skrevet noget om mine vanskeligheder i min ansøgning.

“For hvis jeg lukker øjnene for det jeg ikke vil se, så er det jo nok væk!”

Jeg har ikke gennemført 9. klasse.

Jeg har taget 10. klasse to gange. Og ikke gennemført nogle af gangene.

Selvom jeg nu har fået intensiv behandling i forhold til min OCD, føler jeg lidt at mine odds er imod mig.

Hvad skulle gøre at jeg nu kunne gennemføre en uddannelse. en erhvervsuddannelse er trods alt hårdere end 9. klasse!

Jeg vil SÅ gerne tro på at jeg KAN denne gang. At dette bliver anderledes.

Men jeg har aldrig været så bange. Så bange for endnu et nederlag.

Jeg vil så gerne kunne bruge mine erfaringer til noget positivt. Jeg vil så gerne “ud på den anden side”.

For nyligt læste jeg at OCD er en kronisk lidelse. Jeg kommer ikke “ud på den anden side”. Jeg kan lære at tøjle det. Gemme det. Grine af det, mens jeg i mit stille sind tæller skridt og frygter bakterier.

De to verdener fylder meget i mit hoved. Der er ikke rigtig plads til begge to. Den indre kamp mellem det håbefulde og det frygtsomme er larmende.

Jeg kan jo ikke bare glemme min fortid hvor end jeg gerne ville.

Jeg vil ikke indlægges igen. Desværre er det ikke rigtig noget jeg bestemmer.

Jeg vil også gerne slippe af med min OCD.

Jeg vil da også gerne kunne flyve – Det ville være rart.

Desværre er det ikke alting der kan lade sig gøre.

Men mon ikke man hen ad vejen finder et niveau hvor man kan en del af de ting man har lyst til?

Jeg håber at jeg når bare nogle af mine mål. Jeg vil måske altid have noget at kæmpe med. Måske kan jeg ikke have hest og bondegård på landet.

Men jeg håber at jeg lærer at glædes over de ting jeg kan. I stedet for at græde over det jeg ikke kan…

 

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.