Hvordan kan man føle sig helt alene, med en masse mennesker omkring sig?

Ikke bare mennesker på en tilfældig gade, men kompetente mennesker; behandlere, forældre og ligesindede?

Jeg kan ikke svare på det? Jeg ved det ikke? Jeg ved bare at det kan man.

Uanset hvem man ringer eller snakker med, sidder de ikke oppe i hovedet på én.

Man skal lave det hårde arbejde alene. Man kan sagtens have et helt heppekor på sidelinjen, og ja, det kan gøre det lettere, men ikke let.

Jeg er så bange. Jeg føler mig som Palle Alene i Verden.

Selvom der både er sygeplejersker, forældre og kontaktperson at snakke med, er det lige som om jeg sidder i et glasbur – alene.

Ingen vil kunne redde mig, hvis der sker noget – eller når der sker noget. For jeg har en fornemmelse. Godt nok hedder den OCD, men i øjeblikket har den overtaget min hjerne.

Jeg vil ikke gå ud fra mit værelse. Jeg tør ikke spise. Jeg tør ikke røre ved noget uden for mit værelse.

I skrivende stund er jeg indlagt på Filadelfia (et epilepsihospital) for min PNES anfald.

Men lige nu vi jeg bare HJEM! Hjem til mine forældre. Hjem til min egen seng. UD fra hospitalet.

Jeg ved med min fornuft at denne tilstand ikke varer for evigt. Men hvor længe er “ikke for evigt”?

Jeg er bange – rigtig bange.

 

 

Om Forfatteren

Jeg hedder Line og er 24 år. Jeg har gennem de sidste otte år haft adskillige diagnoser, men i dag har jeg stort set ingen kontakt til psykiatrien. Jeg bor i Odense i til hverdag læser jeg HF enkeltfag på nedsat tid. Jeg er desuden En Af Os ambassadør i Region Syddanmark og springer faldskærm i min fritid.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.