Mens jeg er låst fast.
Jeg sidder i min sofa, på min stue på psyk eller hvor jeg nu befinder mig. Forsøger at finde ud af livet, forsøger at finde mening med det. Kæmper og kæmper.
Det er som en sløjfe, der hele tiden bliver buner på ny. Tilbage til start. Slået hjem som en anden ludobrik. Håbløsheden melder sig, kampgejsten svinder. Men alligevel prøver jeg. Ingen kan se hvor umage jeg gør mig. De ser kun den håbløse borderline patient med sit svingende humør og sine destruktive tanker.
Ser den selvskadende kvinde. Ser en kvinde der i en alder af 31 år stadig skærer sig som en anden teenager. Ser en kvinde hvis liv passerer revy, mens hun sidder fast i sygdommens kløer. En kæmpe stor rovfugl, der nægter at give slip, men bare flyver videre med sit bytte. En kvinde, der kæmper, men altid taber. En kvinde som alle mister troen på i sidste ende. En håbløs kvinde.
Alligevel blafrer et lille håb i mit sind, en svag drøm om fremtid. Måske kunne jeg… Og så alligevel nej. Duer ikke, væk. Gnisten lever omend den er svag, håbet om en bedre fremtid. Et almindeligt liv. Et liv med almindelige glæder og sorger. Et liv hvor jeg kan leve med mig selv. Et liv uden selvskade og sygdom.
Gigantiske kræfter trækker mig i selvskadens retning. Jeg kæmper imod strømmen, imod de største bølger i verden og taber. Jeg sidder på min stue på psyk med min faste vagt og planlægger mit næste træk omend jeg slet ikke vil. Men jeg kan ikke lade være. Jeg ser frem til at kunne selvskade igen. Men jeg prøver desperat at lade være.
Prøver at undgå at skuffe mig selv og andre og dog ønsker jeg at få folk omkring mig til at give op. At vende mig ryggen, så jeg kan selvskade med god samvittighed. Så jeg med ro i sindet kan sige: ”Se jeg kan ikke andet. Jeg er håbløs, i har selv indrømmet det. Giv op på mig. Lad mig sejle min egen sø i min egen storm. Lad mig være.”
Min dårlige samvittighed prikker til mig. Der er så mange folk, der tror på dig. Så gør dog noget rigtigt, giv slip. Giv slip på selvskade, giv slip på dit gamle liv. Se verden åbne sig på ny. Få dig et liv, undersøg mulighederne for uddannelse. SE din fremtid, tegn din fremtid.
Men selvskadens sikre havne trækker i mig. Udgang fra psyk er for mig lige nu lig med selvskade. At blive på psyk gør mig tosset. Jeg ønsker intet andet end en udskrivelse. Jeg savner mit liv, men savner selvskaden mere. Jeg savner at blive udrenset, omend jeg ved at jeg er ren. At mærke blodet løbe ned af min arm. At kunne mærke sig selvo g give slip på de skygger, der så voldsomt trænger sig på.
Alle venter, jeg venter, men intet sker. Jeg er bundet af mig selv, af mine egne tanker og handlinger