To lange seje måneder. En lille sejr, men dog en sejr. To måneder uden selvskade og indlæggelser, det lyder måske ikke af så meget. Men med min historie er det faktisk en kæmpe ting.
Da jeg begyndte min selvskadende adfærd for snart præcis 4 år siden var det selvskadende adfærd flere gange om dagen. Bæltefiksering på bæltefiksering og så igen. Om og om, jeg kendte dansen og de kendte dansen. Vi dansede den samme dans, de samme trin gang efter gang. Og resultatet var det sammen, bundet fast til en seng. Det er forfærdeligt at blive spændt fast, men det har reddet mit liv og min førlighed og det er jeg dybt taknemlig for.
Selvskadende adfærd, at skære sig, at brænde sig, at slå hovedet ind i væggen eller hvilken vej man nu end vælger at gå, er lige som narkomani. Mere vil have mere. Jeg skar mig først overfladisk, turde ikke andet. Men efterhånden som skæretrangen meldte sig på banen blev jeg mere hårdhudet. Jeg skar mig igen og igen, mange gange, oven i hinanden. Jeg lignede et korsstingsbroderi. Oftest havde jeg over 100 sting i alt ad gangen, når nogen blev fjernet skar jeg mig igen og igen.
Jeg var afhængig af min selvskade, jeg var afhængig af det at straffe mig selv. Bare afhængig. Jeg vil ikke sige at der var fedt at selvskade, det gav mig ingen rus eller endorfiner og hvad folk ellers snakker om. Det var en straf og et arbejde for at gøre mig utiltrækkende for min daværende mand og mænd i det hele taget. Et forsøg på at skræmme verden væk . Arrene er dybe og mange, når jeg kigger mig i spejlet og de vil altid være der. Jeg har lært at leve med dem, jeg ser dem ikke længere. De er der bare, en lige så naturlig del af mig som mine arme og mine ben.
Men der har været mennesker, der har vist mig andre veje end den selvskadende. Mennesker der har vist mig at det kan lade sig gøre at leve med smerten uden at skulle skære den ud. Mennesker der har været en unik støtte for mig. Det har været hårdt arbejde at komme så langt og en del af rejsen har været meget ensom. Alligevel har jeg klaret mig så langt, alligevel er det lykkedes mig at bevise for mig selv og for verden at jeg godt kan. Guderne skal vide at trangen tit har meldt sin ankomst, at jeg tit har tænkt at det ville være nemmere at vende tilbage til gammel sikkerhedsadfærd og med dette menes det selvskadende element, men jeg behøver egentlig bare at ridse konsekvensrækken op for at holde mig fra det. Skadestue, suturering, tvangsindlæggelse, bælte. Det er sket næsten hver gang jeg har skåret mig igennem de sidste 4 år for jeg har ikke kunnet stoppe mig selv igen før jeg bliver stoppet eller afbrudt. Jeg er ikke i stand til at lade mig indlægge frivilligt på en psykiatrisk afdeling, til det har ejg for mange dårlige oplevelser med psykiatrien.
Der har været gode ting, unikke samtaler og unikke personer. Det er det, der holder mig oppe i dårlige tider. De samtaler jeg tænker tilbage på, når isen bliver for tynd til at bære og jeg skal længere ind mod bredden. De helt unikke personer der har slidt sammen med mig, støttet mig når det var for svært og heppet på mig, når det gik lidt lettere. Jeg skylder nogle helt speicelle mennesker en stor tak for den triumf jeg indtil videre har opnået.