Jeg vil så gerne tro at jeg har haft min sidste indlæggelse. Min sidste bælte fiksering. Min sidste fastholdelse.

Mit sidste sammenbrud.

Jeg er så bange. Så bange for at jeg falder i et dybt hul igen.

Jeg er fuldt ud bevidst om at jeg balancerer på kanten. På kanten af hullet. Det dybe sorte hul.

Hver gang jeg begynder at ryste bare det mindste, bliver jeg endnu mere bange.

“Hvad nu hvis det ender med en fastholdelse?”

“Hvad nu hvis det ikke bliver bedre igen?”

Jeg ved godt at det muligvis gør det hele meget værre, når man tænker sådan. Men jeg er blevet skuffet så mange gange. Jeg har været optimistisk så mange gange. Hver gang jeg er blevet udskrevet, har jeg tænkt; “nu er det sidste gang jeg er her”. Når jeg så har haft brug for indlæggelse igen, er jeg blevet så skuffet over mig selv, og ikke mindst flov.

Her ved min sidste udskrivelse tog en af mine yndlingssygeplejersker fat i mig. Hun fortalte mig at det højst sandsynligt ikke var min sidste indlæggelse. At jeg havde brug for aflastning igen. Hun sagde også at jeg skulle holde op med at sige at det var min sidste indlæggelse. Det var alligevel ikke rigtigt. Tomme ord fra min mund. Det var faktisk ret befriende. Her var der en der fuldt ud accepterede at jeg blev indlagt igen. En der forstod mig og gav mig ret i at nogle gange kan livet bare være for svært at stå med selv. Og at en indlæggelse ikke betød at jeg nødvendigvis skulle være en måned på den skærmede del.

Efter vores samtale gik det også op for mig, hvad det her “sidste gang” egentlig handlede om: Jeg var så bange for at en indlæggelse var lig med lang tid på den skærmede (lukkede afdeling), masser af medicin og bælte fikseringer.

Jeg har nu lært efter min sidste indlæggelse, at det ikke behøver at være lang tid, voldsomt eller andet i den dur.

Så for sidste gang har jeg sagt at det var min sidste indlæggelse.

For sidste gang.

 

2 Kommentarer

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.