Af Eisa Swierkosz

Man ved, man bevæger sig i grænselandet. Man ved muligvis, at det kan karakteriseres i kategorien psykotisk, for væggen plejer da ikke at være blød. Blød ligesom Donnie Darko i filmen, hvor han står foran spejlet og det hele ‘bouncer’.

Jeg går med solbriller på min afdeling. Psykiatrisk afd. 13.1.c. Lukket afsnit.
”Men væggen er blød” siger jeg.
”Det er fordi, du har solbriller på” svarer en ansat. Hun troede, jeg sagde, at væggen er blå. Men jeg sagde. at den er blød og at min hånd forsvinder ind i den. Ind i væggen. Hmm det kan ikke passe.

 Jeg ligger i sengen. Der er vand over det hele. Jeg er under vandet – alle bevægelser er langsomme og bløde. Det banker på døren til min stue.
Jeg siger laaaangsomt “Kom ind”.
Alt er uendeligt langsomt. Det er ergoterapeuten, der vil høre, om jeg vil med til en eller anden gruppe.
”Men jeg er under vand, der er vand over det hele”, siger jeg.
”Jamen, du lytter jo også til sådan noget undervandsmusik”, siger ergoterapeuten, der vil normalisere min tilstand. Retten til at være psykotisk har man ikke her.

Jeg oplever det tit. Enhver eventuelt psykotisk ytring bliver altid negligeret.
Men hallo! Jeg er på psykiatrisk afdeling. Det kan da ikke komme som en overraskelse for nogen, at jeg har psykotiske oplevelser. Det kan heller ikke komme bag på nogen, at essensen er, at de er virkelige for mig.

 

Spirituel psykose, det forstår de.
Det er noget andet med spiritualiteten. Her får man lov til at være psykotisk. Her bliver oplevelsen ikke fejet væk. Her er det ikke din musik, der gør, at du føler, du er under vandet eller dine solbriller, der får dig til at se bløde vægge. Hvis din spiritualitet er anerkendt, er dine psykoser det også. Det siger min privat-logik mig. En logik, jeg har på skrift. Den står i min journal. Jeg tager det som et kompliment.

 Jeg er troende spirituel, men det bliver overhørt på min afdeling.

 Når dine tanker kredser om noget, fx et projekt af en art, en livskrise eller en ambivalens, så kan det være en rigtig givende ting at spørge eller formulere dine ønsker eller tvivl ud mod gud, gudinden eller universet. Hvad end du nu er komfortabel med at kalde de højere magter.

 Og jeg kan fortælle dig en ting: Det virker. Trods det sjældent er som du lige havde regnet med. Det er ikke sådan, at du får en lydbog med posten indtalt af gud. Men hold dig åben, der kommer noget. Jeg tror, at det er det, der hedder ”magisk tænkning” i psykiatrien og her er kendetegnet som et symptom.

Men det er altså virkeligt for mig.

 

Spiritualitet på medicin
Jeg er godt klar over, at psykoser og psykotiske tilstande findes. Jeg har eksempelvis forskellige verdener, jeg bevæger mig rundt i. Jeg bestemmer dog ikke selv, hvornår jeg er hvor. Kort fortalt er der verden 1. Det er der, de fleste er det meste af tiden. Nok det tætteste, vi kommer på at være i samme verden. Så er der verden x, verden x2 og fornyelig dukkede verden x4 op. Selvom jeg er i en af de andre verdener, kan jeg delvist godt kommunikere med dem i verden 1. Men alt dette er ikke så væsentligt.

Min pointe er, at selvom jeg bestemt har tanker om, at der findes parallelverdener – hvad er chancen for, at der ikke gør – så tror jeg, at jeg vil anerkende disse x-verdener som et symptom. Jeg siger ikke, at de ikke er virkelige. De er i den grad virkelige for mig disse x’er. Men jeg tror til gengæld ikke, at de har noget særligt at gøre med min spiritualitet eller med min sparring med universet. De er altså ikke en del af min spiritualitet.

Der er en forskel på symptomer på paranoid skizofreni og spiritualitet. Men skillelinjen er både hårfin og flydende. Og eftersom det kun er én selv, der kan definere, hvad spiritualitet er, er det måske også kun en selv, der kan definere hvor grænsen går.

Det er uhyggeligt og forkert, hvis kun din psykiater bestemmer, hvad der er hvad. Især hvis hans eller hendes konklusion er, at din spiritualitet er et symptom.

Man kan muligvis, men man bør ikke medicinere spiritualitet væk. Det ville være som at at aflive Gud for en kristen.

 

2 Kommentarer

  1. Maria

    Ganske interessant læsning faktisk. Jeg har aldrig været psykotisk (i hvert fald ikke følge min bedste overbevisning), så jeg havde ingen anelse om, at man kunne have flere forskellige verdener – og ja – endda også give sig til at navngive dem 🙂 Lærerigt!

    Svar
  2. Amanda

    Ja, sådan kan det føles. Hele verden flyder sammen for én, mødes og giver en slags mening. Mange kunstnere har sikkert en særlig skrøbelighed og evne til at opleve verden på en anden måde.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.