af Anonym
Efter en halv søvnløs nat ankommer jeg ad langstrakte danske landeveje i en gammel Toyota til den prægtige bispegård midt i Viborg – til tiden. Her er guddommelig smukt. Charmen bliver ikke mindre, da jeg ender i forgården til det, man kunne kalde det allerhelligste og så endda med en kop kaffe i hånden – for her er bøger. Mange bøger. Jeg er endt i biskoppens bibliotek. At vurdere ud fra boghylderne er det – ikke overraskende – en belæst mand, jeg skal møde. Opstemt erfarer jeg, at biskoppen ved en masse om spiritualitet. Her står alt lige fra den sataniske bibel til en bog om Bibelens salmer.
Man skal tilsyneladende forholde sig til meget som biskop og i dag altså også til en mere eller mindre medicinpåvirket mand fra smilets by, der kræver spirituelle svar på sine spørgsmål om psykiatri og spiritualitet. Som jeg sidder over for min interviewperson, får jeg pludselig en mærkelig storhedsfølelse af, at jeg nu skal til at føre tilsyn med tilsynsmanden, uanset hvordan det så lader sig gøre. Men efter det korte blackout sidder jeg og ser ind i de rareste øjne. De sidder på 53-årige Henrik Stubkjær, der er biskop i Viborg.
Længsel er ikke en sygdom
Jeg mærker Henrik Stubkjærs socialt indignerede hjerte banke. Et hjerte som kun er vokset med tiden, først som studenterpræst i Aarhus, siden som forstander for Diakonhøjskolen og senest som generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. Da jeg spørger, hvad han forbinder med spiritualitet, står det snart klart for mig, at den nyslåede biskop har mange stærke spirituelle budskaber til det lidende og søgende menneske.
Henrik Stubkjær slår hurtigt fast, ”at den dybeste identitet er den, vi har på forhånd. Mennesket er, før mennesket gør”.
Han uddyber:
”Man er i Guds kærlighed, sat i fællesskab til Ham og til andre mennesker. Dåben og nadveren i kirken er de konkrete fysiske elementer, der bekræfter denne kærlighed, som man aldrig vil falde ud af. Længslen efter relationer, mening og kærlighed er på ingen måde en sygdom.”
Henrik Stubkjær fortsætter:
”Vi har noget i os, der kalder på noget, der er større end os selv. Det er er en fadæse at fornægte og tilmed sygeliggøre en længsel, der ligger så dybt i mennesket”, siger han og lægger vægt på, at der findes et hjem for vores længsel. Der er svar på de vigtigste spørgsmål i vores liv. Vi kan ikke finde dem i os selv, men med os selv i mødet med Gud. I dig selv alene finder du aldrig det, som du egentlig søger”, siger han.
Henrik Stubkjær påpeger også, at når vi finder og oplever os elskede af Gud, så åbner det os ud mod verden. Den kærlighed, vi selv har oplevet må deles med andre, så de også oplever sig elskede. Kirken skal derfor have en mangfoldighed af døre, som man kan gå ind af som menneske. Kirkens væsen er ifølge Henrik Stubkjær at være på vej. Og at tilbyde et sprog særligt til den lidende.
Henrik Stubkjær understreger, at det går galt, hvis vi mister det åndelige sprog, for så mister vi en hel dimension ved det at være menneske. Samtidig vil Henrik Stubkjær ikke afvise, at man kan have oplevet noget i livet, som giver én åndelige kvaler. Det er helt naturligt.
”Kvalerne vidner blot om, at du er et menneske og ikke en maskine. Hvis mennesket ikke bliver rystet af umenneskelige oplevelser, så ville jeg først være bekymret”, siger han.
En snak om det onde
Samtalen tager nu en mere mørk drejning, da jeg spørger, om der findes beskyttelse mod det onde i den åndelige verden? Henrik Stubkjær bliver mere eftertænksom, for – som han siger – skal man passe lidt på her. Henrik Stubkjær svarer, at det er et emne, der optager ham og bispekollegaerne meget og han foreslår overraskende konkret, at man gør korsets tegn for sit ansigt og bryst. En handling, der bekræfter ens kristne dåb til påmindelse om, at man tilhører ham, der er stærkere end det onde. Jesus. Henrik Stubkjær understreger i forlængelse heraf, at det aldrig kan være din tro på Gud, der er noget i vejen med, hvis du oplever svære lidelser eller overgreb.
”At mennesket skulle være del af en større åndelig virkelighed, der indbefatter ånder og dæmoner, er fremmed i vores nutidige, danske kultur. Men det er en kamp, som er virkelig, også fordi det er en kamp, som foregår inde i os selv”, siger Henrik Stubkjær.
Den gode spiritualitet
Jeg spørger Henrik Stubkjær, om der findes sund og usund spiritualitet?
”Kristne spirituelle oplevelser skal lægges i forlængelse af Kristus,” svarer Henrik Stubkjær.
”Hvis oplevelsen ikke binder dig, men gør dig fri, så kan det være en kristen spirituel oplevelse – og så må du have lov at tro, at det er en oplevelse med Gud. Men der findes også usund spiritualitet, der låser og binder dig. Den må du tage afstand fra”.
”Er det en oplevelse, der løsgiver dig og sender dig ud i verden,” spørger Henrik Stubkjær retorisk.
Dog præciserer Henrik Stubkjær, at et menneskes sunde, indre spiritualitet kan have kæmpe betydning for andre mennesker og deres liv.
”I bønnen og i Bibelen kan vi søge Gud – begge dele skænker mennesket et sprog for troen og et sprog, når livet bliver mørkt og lidelsen indtræder.”
I kirken er der ritualer og i ritualet siges bl.a. det, vi ikke selv kan sige. Alt det, vi kan mangle ord for, fortæller Henrik Stubkjær. Det, der særligt kendetegner en god kristen spiritualitet er håbet, på trods af lidelsen. Håbet til livet her og nu – og håbet, som rækker om på den anden side af døden. Et evigt liv uden lidelse.
Sådan slutter vores snak og Henrik Stubkjær følger mig høfligt ud til døren, hvor biskoppen lige når at minde mig om, at solen jo skinner. Noget den ikke har gjort længe.