I dag er det nøjagtig 27 år siden at jeg så dagens lys, og i 27 år har jeg været vant til at være omgivet af mennesker på min fødselsdag, men efter jeg er flyttet i udslusning er jeg pludselig alene. For første gang!
Igennem hele mit liv har jeg enten boet hjemme, boet på institution eller været indlagt, og derfor har jeg aldrig været alene på min fødselsdag.
I dag kom så dagen hvor jeg skulle prøve det for første gang. I går kom jeg sådan til at tænke på, at jeg skulle vågne op og sidde alene med min morgenmad, da Hugo først ville møde ind kl. 11.00. Det var en mærkelig tanke, og jeg skulle da også lige tænke mig om, da jeg vågnede hertil morgen.
Jeg har godt kunne mærke at ensomhedsfølelsen har banket på, men jeg har forsøgt ikke at lade mig påvirke af den. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke var blevet en smule påvirket, for den er der stadig men den får ikke lov til at fylde og ødelægge min dag.
Indtil videre har det været en meget anderledes dag. Jeg startede dagen ud med at køre på apoteket for at hente den medicin jeg havde glemt at hente. Mens jeg stod på apoteket, ringede min lillebror og min farmor. Jeg stod der og klodsede rundt med pung, sygesikringsbevis, nøgler, taske og cykelhjelm, alt imens telefonen spillede en irriterende melodi i min lomme.
Mens jeg gik ud til min cykel ringede jeg til min farmor, som lige skulle være sikker på at det nu var i dag. Hun er ved at være en gammel dame, så man kan ikke fortænke hende i at det sommetider kan være svært at huske, for heller ikke at nævne alle hendes andre børnebørn og oldebørn, som der også skal holdes styr på. Mens jeg trak cyklen ned ad Storgade, ringede jeg min lillebror Casper op. Klokken var 9.30 og han lød overraskende frisk. Pludselig kunne jeg høre min far ”Tillykke min store pige”, typisk min far. Jeg tror aldrig at han vil give slip på at jeg er hans lille pige.
Da jeg havde afsluttet samtalen med Casper, gik jeg en tur i Bog og Idé for at få brugt mit tilgodebevis. Jeg fandt 3 bøger og en overstregningstusch. Mens jeg gik rundt og kiggede på bøger, ringede Niklas. Han ville også bare ønske mig tillykke og fortalte også lidt om sin fodboldkamp i weekenden.
Mens jeg kørte hjem bippede min telefon i lommen, og da jeg kom hjem lå der nogle sms’er og lykønskninger på facebook.
Selvom dagen langt fra er slut så kan jeg godt mærke at folk er der, ikke fysisk men de tænker på mig. Frygten for at blive glemt har da været der, men den frygt fik ikke lov til at bide sig fast, og ensomhedsfølelsen er så minimal, at den går hen og bliver ubetydelig.
I aften skal jeg spise noget god mad med Rune og Hugo, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at det bliver rigtig hyggeligt. Det er en anderledes måde at holde fødselsdag på, men jeg er overrasket over hvordan jeg selv har taget det.
Destination ”almineligt” liv, gør sit indtog for alvor, og jeg bliver til tider nødt til at stoppe op og se mig selv i spejlet for virkelig at få bekræftet, at jeg igennem de sidste 5 år har udviklet mig ekstremt meget, og at jeg snart er klar til den ”virkelig verden”.