Lene Hermann har genset London og Speakers’ Corner 50 år senere

Tekst og foto: Lene Hermann

Jeg sidder på en lille cafe under et nyudsprunget bøgetræ i udkanten af “Speakers’ Corner” i Hyde park i London og er omgivet af ni røde dobbeltdækkerbusser. Mere London kan det næsten ikke være.

Det er et længe næret ønske, der er gået i opfyldelse. Det er 50 år siden jeg var her sidst, og stedet er dukket op i min hukommelse med kortere eller længere mellemrum. De to sidste år næsten dagligt.

I Politikkens “Turen går til London” er der to vidt forskellige opfattelser af stedets nuværende funktion. På side otte står der: “I London er der stor åbenhed: Du kan ytre dig frit på “Speakers’ Corner” i Hyde Park, som lever videre trods sociale medier”. Og på side 105 står der: “Speakers’ Corner, tidligere kendt som et sted, hvor folk stillede sig op og udråbte deres mening om dette og hint, er i dag blot en skygge af sig selv.”

I alle årene har jeg husket det første, men i dag oplever jeg det sidste. Her er mange mennesker, men der er ingen der stiller sig op på kasser og råber ud over mængden og heller ingen musikanter.

Lige nu fortæller den unge kvinde, der serverer min kaffe, at det kun er om søndagen, der sker noget. Om jeg når at opleve det, ved jeg ikke, da jeg har andre planer. Men jeg vil prøve.

Jeg har imidlertid fået ro i sjælen ved at være her selv og med øjne og ører erfare, hvordan det er nu.

Nu er jeg kommet hjem og sidder på cafeen i Ørstedsparken, også med kaffe foran mig.

Speakers’ Corner
Hilsen fra London 2Jeg nåede forbi “Speakers’ Corner” sidste søndag. Der var en del mennesker, der lyttede interesserede til talerne. Det var kristendom mod islam eller omvendt. Der var en stor klump sortklædte mænd og så nogle gråklædte, der stod et stykke fra hinanden på hver deres lille trappestige til at holde fast i. Jeg tog nogle billeder og skyndte mig så væk, da der var en lidt dyster stemning.

Ud over “Speakers’ Corner oplevede jeg en masse. For det første slog det mig, hvor mange mennesker der var overalt på alle tider af døgnet. Men trafikken, den bilende, gående og cyklende (dem var der ikke mange af) gled godt. Jeg oplevede, at det var alles kamp mod alle uden aggressivitet.

I undergrundsbanen sad folk nærmest i kø for at rejse sig for sådan en ældre dame som mig. De første dage sagde jeg pænt “nej tak”, men efterhånden som dagene gik, sagde jeg pænt “ja tak”, da det ikke kun var dagene der gik. Vi gik også. MEGET. Så det var om at hvile benene, når vi kunne.

Jeg var også spændt på at se alt det nye, der var blevet bygget, på trods af stor modstand. Den første eftermiddag sejlede vi en tur på Themsen. Fra Westminster til Tower og tilbage. Tower druknede næsten i de omkringliggende kæmpe cementklodser. Den sidste dag, vi var der, gik vi rundt om Tower og så det på nært hold. Der følte jeg det historiske vingesus, som jeg savnede den første dag.

Om eftermiddagen mødtes vi med min veninde Astrids engelske venner, Bob og Denise. De tog os med over Tower Bridge og langs kajerne. Denise viste os et torv med udelukkende moderne byggeri. Der havde arkitekterne gjort sig umage. Det var et smukt syn. Da Denise fortalte, at ca. 900 britiske sangere samledes der en lørdag i september og sang sammen, overgav jeg mig totalt. Det må være en kæmpe oplevelse at synge med, men også at være der som tilhører og tilskuer.

Londons smog og fog
Den tredje og sidste ting, jeg huskede, var Londons smog og fog. Jeg boede der i tre måneder. Alt hvidt tøj blev grågrumset efter en dag i byen. Men sådan er det ikke mere. Luften opleves som ren på trods af de mange busser, der kører rundt. Jeg ved ikke om busserne har filtre, men det føles sådan. Og så er 10 pct. af London udlagt som haver og parker. Og Themsen med kanaler går gennem byen.

Alle dagene oplevede vi en masse. Vi boede på et finurligt lille hotel tæt ved Hyde Park og Kensington Garden. Gik vi til venstre op ad gaden, kom vi til en gade tætpakket med spisesteder. Og til højre 30 m henne lå der en hyggelig pub, der var tætpakket med mennesker alle ugens aftener.

Jeg lærte efterhånden at finde rundt i undergrundsbanen på mit syvdageskort. Det er et imponerende bygningsarbejde. Jeg kunne godt tænke mig at se et kort over de utrolig mange tunneller og trappegange, der binder det hele sammen.

Ind imellem havde Astrid en dag sammen med sine gamle venner, hvor jeg tog rundt på egen hånd. Jeg fik luftet mit engelsk, som det gik nogenlunde med at forstå, på trods af de mange dialekter. Ikke kun de engelske, men også indisk-engelsk, dansk-engelsk – you name it!

Det sydlige London og Brighton
Lørdag fik jeg lokket Astrid med på en længere gå- og bustur. Målet var at finde det hus jeg boede i for 50 år siden. Vi fandt det ikke, men vi fik set en stor del af det sydlige London.

Søndag tog jeg en tur til Brighton på sydkysten. Vejret var koldt og blæsende, og alle de levende hegn var sprunget ud.

Jeg gik lidt frem og tilbage på stranden og gennem den indre by. Der var ingen vagter i forretningerne, så jeg kunne ose lidt. Bl. a. i en stor boghandel, hvor jeg købte en bog, som jeg selv har grinet mig igennem, til Astrid: “The queen and I” og fortsættelsen: “Queen Camilla”, begge af Sue Townsend. Jeg ved ikke, om de findes på dansk, men de er værd at arbejde sig igennem på engelsk.

Vi havde fint vejr alle dage undtaget søndag, så vi opholdt ude det meste af tiden. Vi var på farten hele tiden og oplevede nyt hvert minut!

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.