Jeg har rigtig mange oplevelser med systemet, gode som dårlige. Men noget springer mig virkelig i øjnene og det er systemets forhold relationen mellem den ansatte og patienten. Hvad jeg har hørt meget om igennem mine 6 år i psykiatrien både fra de fastansatte og når jeg har snakket med elever og studerende er snakken om hvor vigtigt relationsarbejdet er. At relationsarbejdet er grundstenen i al behandling. At der skal skabes tilid og accept før man kan begynde at arbejde. Det er også det jeg har mødt de fleste steder, men ikke altid. Nogle gange er det sket at en ellers god og konstruktiv relation bliver revet i stykker i løbet af 5 min. Man får aldrig forklaringen, man får aldrig at vide hvorfor. Man kan ligge i sin seng og fundere over hvad man gjorde galt. Hele tiden tænker man: ” hvad gjorde JEG galt, hvorfor måtte jeg ikke fortsætte det gode samarbejde. Hvad er der galt med MIG?’”

Jeg tror uden at vide det måske nok det handler om kroner og øre. Jeg har hørt fra folk omkring mig at ”sådan nogle som mig” manipulerer sig til en længere indlæggelse fordi man har fået en god relation til en ansat. At man spiller skuespil og snor personalet om sin lillefinger. At man deler dem op og favoriserer. Sådan nogle som mig – Altså manipulerende borderline dramaqueens.

Vi søger bare anerkendelse ,at få at vide vi er gode nok, selv med alle vores lig i lasten, vores følelse af skam og skyld, der bestemt ikke bliver mindre når relationer bliver revet over.

Måske er der en enkelt i ny og næ, der føler mere tryg på en afdeling end hjemme, men for langt de flestes vedkommende og alle dem jeg har snakket med inklusiv mig selv er en indlæggelse yderste konsekvens, sidste udvej. Man vil meget hellere være hjemme i trygge rammer, hvor man kan gøre hvad man vil, frem for ofte at bliver underlagt afdelingens mere eller mindre gennemtænkte restriktioner. For det skal jo ikke være for attraktivt at være indlagt. Og det kan jeg da hilse og sige at det ikke er. Mange lange dage, der slæber sig af sted med ingenting. Kun dårlige tanker svæver rundt og gør at man reagerer, hvilket igen gør at man gør dumme ting, der forlænger ens indlæggelse. Det bider sig selv i halen.

Man bliver ikke behandlet som menneske, men som en umælende ting, der kan behandles efter afdelingens forgodtbefindende. Som tvangstilbageholdt patient har du ingen rettigheder i den retning, du har ingen indflydelse på din egen behandling. Du kan bare klappe hælene sammen og sige javel. Tænke hvad du gør og reagere på en uhensigtsmæssig måde for at fortælle at dette her simpelthen ikke er okay, for ingen lytter til mennesket bag patienten. Og de få der gør bliver fjernet.

Dette leder mig tilbage til spørgsmålet om det virkelig er et spørgsmål om kroner og øre. ER det virkelig et spørgsmål om at få patienten ud hurtigst muligt uanset konsekvensen? Er det et sådant samfund vi har skabt? Er det bedre at vippe en patient hjem efter 3 dage også så få vedkommende tilbage samme aften i en blodpøl end at tage det lidt længere seje træk og så rent faktisk hjælpe patienten? Er det billigere for samfundet? Jeg ved det ikke.

Om Forfatteren

Født i 1983 Uddannet lærer Været i kontakt med psykiatrien siden 2009. En af os ambassadør Har mere end 200 bæltefikseringer bag og mange indlæggelser. Jeg har leget kispus med døden i flere år. Jeg har gjort virkelig mange dumme ting, men jeg overlevede. OG det er der nok en mening med. Jeg boede tidligere på bosted, men har nu forladt psykiatrien for good. Jeg har mine meninger om dette emne, måske ligner de ikke alle de andres, men det er min oplevelse og mit møde med psykiatrien. Jeg holder i dag bla foredrag om mine oplevelser, kommer med begrundelser for hvorfor jeg tænker, som jeg tænker udfra den historie, jeg har med mig.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.