Af Terkel Winther

Min elskede elsker med en fremmed mand
lige foran mig
på gulvet
og hun smiler mod mig
og siger
det sker ikke
og jeg er træt
af din enorme fantasi

men det er ikke min fantasi
og jeg tror på dig
min elskede
og vi kalder på vores bedste ven
som også er læge
og han ser alvorligt på mig
og giver en injektion
og jeg kan ikke mærke noget
ikke engang min krop
og hvor er hjertet
som før slog og slog
og hvor er foråret
og dagen
og hvad er der andet
end den dybeste melankoli

en utrolig historie
at kærligheden kostede ham livet
men han er ikke Romeo
blot en galning
på en afdeling
hvor de råber

men kærligheden er der aldrig
for medicinen gjorde dig tyk
og afstumpet og bange
og hvor er de dage
da hendes smil var mit
og hjerterne føltes så rige
og forår altid forår
og de hvidkalkede vægge
bare sol på en sommerdag
og dagen kom da hun smilede
uskyldigt til en anden
og det gjorde dig så bange
så bange
så bange
at du forsvandt ned i dit mørke
dit skjul
din virkelighed
som gjorde hende træt
og hendes smil forsvandt
men hun blev hos dig
og holdt din hånd
og du var væk
mens hun elskede på gulvet
med endnu en fremmed mand

og hun ser op på dig
og siger
det sker ikke

det du ser
er ikke virkeligt
og medicinen
som skulle gøre dig rask
dræbte det hele
kærligheden til livet
din kærlighed til mig
min kærlighed til mig
og jeg magter ikke engang at græde
og lægen smiler
og siger
at det ser godt og lovende ud

ensomheden kunne ikke være større
end dette hulrum
af mislykkede forsøg
fravær af selv ingenting
det
som gør mig til menneske
min kærlighed
min elskov
mit smil
og mine øjne
sjælens spejl
er sort og lukket
jeg forstår de kolde skuldre
se!

et menneske
som ikke kan elske

jeg lægger mig på knæ foran dig
smider den sidste rest af værdighed
sig det er sandt
at du så mig elske
sig

det er sandt
jeg var også menneske
jeg var også menneske
jeg ved det
jeg ved det

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.