Westminster Abbey og vor sindssyge kultur

Westminster Abbey og den sindssyge vestlige kultur. Under et besøg i London får Terkel Winther nok af kirkens hykleri ved synet af den overdrevne ødselshed til Gud ære og fraværet af penge til de fattige.

 

Af Terkel Winther

Min kæreste og jeg er taget til swinging London. Livet er hektisk i gaderne, og mylderet er stort. Røde dobbeltdækker-busser holder i kø ned ad gaden, der er mange, som skal med, og afstandene er store. Vi bestemmer os for at besøge Westminster Abbey.

Præsterne og de kirkelige viser folk på plads. De er klædt i hvidt og med røde slag. Der er sat rækker af stole op, og vi har fået at vide, at vi ikke må rejse os og gå under gudstjenesten. Folk sætter sig andægtigt og folder hænderne. Tre præster skrider op af gulvet og ser hverken til højre eller venstre under deres gang. Præsten i midten holder en stav af sølv, som han holder strakt ud fra kroppen i en vinkel. Man forstår, at det ikke er tid til spøg.

Orglet bruser. Bachs toner forplanter sig i rummet, og den drømmende, vemodige musik stemmer sindet til andagt. Præsten træder frem, og folk rejser sig. Sammen læser vi et par ord fra den hellige skrift. Derefter begynder prædiken. Ordene er præcise og tydelige. Hvert ord er sagt, så alle kan høre.

”Hvem har ikke følt Guds kærlighed, når han tør stå frem og bekende sine fejl?”

“Hvem har ikke mærket tilgivelsens nåde?”

De tydeligste ord er synd, synder, tilgivelse.

Da andagten har varet en times tid, er gudstjenesten forbi. Vi rejser os, da præsterne igen går ned ad gulvet uden at ænse andet end Guds tilstedeværelse. Lisbeth og jeg rejser os og ser rundt i kirken.

Alteret er af det pureste guld. Kirkens hvælvinger høje og slanke. Gravmonumenter for de royale. Flag og røgelse og præsternes spraglede og håndbroderede ornat.

Foran udgangen er der lagt en sten i gulvet, og en kæmpe mand med skudsikker vest står foran. På stenen er indgraveret, at her ligger en helt almindelig mand. En soldat fra en krig. Ingen kender hans navn eller hans rang. Han gav sit liv for konge og fædreland, og derfor har han en plads her blandt de kongelige og adelen.

Til venstre for os, som skal ud, står en kirkebøsse, og man opfordres til at give en skilling til de fattige. Men nu er det for meget for mig. Jeg ser på guldet på alteret. Præsternes håndbroderede dragter. Kirkens slanke og højt hvælvede lofter. Røgelsen i sølvkar og attributter til Guds ære i kostbare materialer. Jeg tænker på de forgyldte porte ind til det royale palads. De blanke og sorte Rolls Royce til de kongelige og deres følge. Garden, der marcherer i spraglede uniformer, og betjenten, der skældte ud, fordi vi ikke kom hurtigt nok væk. Jeg tænker på de afspærrede områder, hvor folk formenes adgang og ikke mindst marchmusikken. Trommer og fløjter, basuner og klarinetter i en let og optimistisk melodi, spillet af soldater med maskingeværer over skulderen og et skarpt øje på alle os, der potentielt kunne være farlige for magten og demokratiet.

Giv en skærv til de fattige, siger den engelske kirke og ryster på hovedet. Vi har ikke flere penge. Det hele gik til Guds ære.

Jeg husker ikke, om jeg var vred eller ked af det, da jeg endelig kom ud på gaden. Er det også vores kultur, tænker jeg, og pludselig giver religionen mening. Så hvis man er belemret med tanker om ligeværd, ja, så er Guds nåde måske den eneste vej frem.

.