Jeg føler mig som værende pandoras æske. Eller rettere sagt det føles som om alt det onde er sluppet ud af æsken. Alt det jeg har kæmpet så hårdt for at lægge bag mig er kommet tilbage igen.
Følelsen af glæde, jeg var begyndt at mærke i min krop og i mit sind er på tilbagetog. Jeg mærker hvordan virkeligheden trækker sig tilbage og giver plads til flashbacks og kaos. Jeg prøver at gøre normale ting, at overleve, at være.
Men vinteren i mit sind er på vej og dog vokser der en lille bitte erantis yderst i mit sind. Den erantis, der skal vokse og gro og varsle forårets komme.
Jeg er vendt tilbage til gammel sikkerhedsadfærd. Jeg sidder med nye sår, friske sår, syede sår. Smerten i dem minder mig hele tiden om at jeg er faldet tilbage. tilbage i gamle mønstre, gamle vaner. OG så alligevel er jeg et andet sted, et rarere sted, et sted hvor jeg nemmere kan ryste de gamle mønstre af mig og begynde på en frisk.
Jeg kæmper hårdt, holder fast i de hænder der støtter mig. Krampagtigt for ikke at forsvinde fra denne verden.
Det gør ondt at få tilbagefald, det gør ondt at blive fikseret igen og igen, men det redder mit liv. Det liv som jeg langt hen ad vejen betragter som værdifuldt.
Jeg blev indlagt igen, jeg gik ned og mistede kontrollen. Jeg oplevede en fair behandling, men alligevel slog nederlaget mig hårdt. Jeg ved med min fornuft at det ikke er et nederlag, men et led i processen med at blive rask.
Men pandoras æske er åbnet, jeg kan mærke hvordan jeg igen føler mig fristet til at skære smerten væk, til at udrense min krop. Mine følelser styrer mine handlinger, mens fornuften kæmper imod. Fornuften trækker mig væk fra selvskaden, væk fra indlæggelser og ind i en fremtid der er rar at være i.
Jeg står med min hest i intetheden, den intethed jeg selv har skabt. Jeg føler at min hest er mit eneste holdepunkt, men sådan er det ikke længere. Jeg har venner, jeg har behandlere, familie og kæreste. Der er så mange der vil mig at jeg slet ikke kan finde ud af at tage imod på den rigtige måde. De er så overvældende og så langt væk fra det jeg er vokset op med. Men jeg ved det og holder fast i mit netværk. De griber mig når jeg falder og støtter op om mig, når jeg bevæger mig ind på nye og ukendte veje. De er der altid.
Den fremtid jeg drømmer om, jeg ved ikke præcis hvor mine drømme fører hen, men verden ligger åben for mig.