Hvad er normalt og unormalt? Terkel Winther vender her tingene på hovedet og går voldsomt i rette med det normale. Det normale er så fyldt med løgn, skriver han og reflekterer over, hvordan vi tør se vore indre dæmoner i øjnene og møde den sorte engel Samael.

 

Af Terkel Winther

Der er noget ved det normale, som man skal passe på. Der er noget, som ikke stemmer. Når det normale smiler, er det som om, at der bag ved smilet gemmer sig en grimasse.

Jeg har svært ved at stole på det normale. Jeg må meget ofte konstatere, at når jeg har snakket med et menneske, som bor på en institution, eller som kommunen har svært ved at håndtere, som har en diagnose, eller som bare indeholder en mærkværdighed i sjælen, som gør dette menneske anderledes end andre, så møder jeg en ægthed – måske en opgivenhed i at forstille sig, som det normale ikke forstår – som det normale frygter, og som det normale ikke kan bruge.

Det normale frygter sine egne indre dæmoner. Det normale tør ikke forstå, eller se i øjnene, at den eneste grund til, at de kan kalde sig normale, er at de har et meget stærkt indre forsvar mod sjælens sorte sider – og det er derfor, jeg ikke stoler på det normale.

Jeg sidder ude i indkørslen til Skærlund og snakker med en fyr fra Enggården.  Han fortæller om sine nederlag og sine mørke sider. Om angsten og livet med misbrug. Han bor på Enggården, og han har boet på behandlingshjem ikke langt herfra. Han har ikke brug for at forstille sig. Han har ikke brug for at vise andre billeder af sig selv end dem, som er der. Han har ikke brug for at smile, hvis han ikke kan smile, og ikke brug for at lyve et liv bedre, end det er. Han har levet med løgne hele sit liv, og hvor bragte det ham hen? Det var dengang, han var normal, fortæller han. Da havde jeg brug for at skjule min angst.

Det normale sidder med gardinerne trukket for
Jeg kender det normale. Jeg ved, at også det normale sidder derhjemme med gardinerne trukket for. Med flasken i hånden og en hadsk indstilling til alt og alle, fordi omverdenen tror på de løgne om at have styr på det hele, som det normale har så stærkt brug for.

Det normale har brug for de syge. Det normale har brug for mennesker, der er kørt skævt. Det normale længes med en ustyrlig kraft efter de bizarre liv – de skæve liv og det mørke, som nogle gange fuldstændig tager overhånd og får det til at løbe koldt ned at ryggen på det normale. Det er frygteligt, siger det normale, mens de skovler angsten i andres liv ind i så enorme mængder, at det normale må tage en sovetablet for at kunne smile næste dag.

Det normale vil ikke se sine egne dæmoner, men ved godt, at de er der. De genkender sig selv i dem, som har opgivet at skjule sine dæmoner. Det normale mærker eksistensen af en hemmelig dør hos sig selv. Bag døren gemmer sig nøjagtig de samme rædsler, som de ser rundt om i verden. Som de ser i TV, når en respektabel borger i en stille by, et sted ude på landet, ved en tilfældighed er blevet opdaget i en frygtelig entreprise.

Det er derinde. En satan. En dæmon. En engel med sorte vinger. En engel, der engang blev smidt ud af paradis, fordi han gjord oprør mod Gud. Han findes i sjælen på alle mennesker. Hos den skæve. Hos den forkerte. Den med diagnose. Den uden diagnose. Hos den respektable borger og hos den, der ved ,hvordan alle andre skal leve deres liv.

Det normale er fyldt med løgn
Jeg stoler ikke på det normale – fordi det normale er så fyldt med løgn. Det normale lyver om sine intentioner og om sin perfekthed og om sin lette gang. Det normale gemme sig bag ved det, som ikke fungerer. Det normale gemmer sig bag det skæve, og derfor vil det skæve altid være der.

Den største skræk i enhver normals liv er, at alt det mærkelige og skæve forsvandt ud af verden. Det ville tvinge det normale til at skubbe noget ud af sig selv. Det ville tvinge det normale til at lade sin sorte engel træde frem.

Samael – den sorte engel
Dér ville han stå. Med sorte vinger og et blik af ild. Med et løfte om at bryde alt ned. Hans navn er Samael, og han er ærkeenglen, som engang blev forvist af Gud. Smidt ud af paradis for at gøre oprør og trodse kærlighedens bud.

Dig – som er diagnostiseret. Dig – som må drikke for at holde det ud. Dig – som er utilpas i livet og ikke kan finde din vej. Du kender Samael. Du har mærket hans blik og hans trods. Du ved, at vejen tilbage kun kan findes gennem ægthed og ved at tilgive Samael hans trods og byde den faldne engel velkommen i livet. Bede Samael om at sætte sig ved bordet og sammen med alle de andre, løfte glasset og skåle for livet og for alt, hvad det indeholder. For den skæve ved, fra egen erfaring og fordi han måtte slås, at livet er både sort og hvidt, og den kontrast finder sit stærkeste udtryk i sjælen.

Den normale kan ikke sætte sig ved bordet. Den normale kan ikke løfte glasset, der er sat foran ham. Den normale forstår ikke, hvad der sker. Han kender ikke de sange, der bliver sunget ved bordet, og han forstår ikke de ord, der bliver brugt.

Den normale har lukket sine sorte engle inde i sjælen og smidt nøglen væk. Men dæmonerne er der. Den normale kan høre deres stemmer og deres skrig om natten, og når der er helt stille. Så har den normale brug for at skrue op for noget, der larmer. Noget der kan holde Samaels hån nede. Noget der overdøver de hylende hunde.

Prøv at spørge en normal
Synes du jeg overdriver? At min fortælling er mærkelig og skør? Så prøv at spørge en normal, næste gang du møder en, om han vil fortælle om sin angst – sin ensomhed – sin længsel og den kærlighed, som hele tiden er et uroligt sværd i hjertet.

Måske vil du se en skygge i den normales øjne. Som om der er nogen, der prøver at komme til. Det er næsten som om, der er noget i den normales øjne, du kan genkende fra dig selv. Det er en hilsen fra vores mørke sider. De dæmoner, som alle har i deres sjæl. Det er en hilsen fra Samael. Den faldne engel, der engang blev smidt ud af paradis, og som fandt et skjulested i dig – i mig – og i det normale.

 

2 Kommentarer

  1. K

    Jeg får kuldegysninger af genkendelse.
    Hvorfor drømmer jeg selv om det normale? Om bare at passe ind og være “stærk”? Ønsker jeg i virkeligheden at tage springet over i det såkaldt normale, eller ville jeg da miste mig selv? og dermed miste alt?
    Jeg har en sårbarhed, så det vil aldrig helt lykkes at leve såkaldt normalt , for en dag afsløres jeg i min ufuldkommenhed, som en der tænker dybt over tingene, registrerer og har svært ved at være i verden.
    Verden vil så gerne se alting som enten plus eller minus. Men ofte ser jeg nødvendigheden af at acceptere, at plus og minus ofte ikke kan skilles ad, selvom vi så gerne vil det.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.