Der gemmer sig en lille pige indeni mig. En lille pige, der bare vil krølle sig sammen i et hjørne, en lille pige som vil beskyttes mod en verden der er for svær. En lille pige, der ønsker sig hen i en anden verden, en verden der er knapt så svær. En verden hvor hun kan holde ud at være til.

Uden på er jeg en voksen kvinde, en kvinde med et liv, omend ikke det liv jeg drømte om. Men trods alt et liv. Jeg ønskede mig noget andet af livet end det jeg har fået.

Jeg er en lille pige og så alligevel den voksne kvinde, som andre ser. Men jeg kan ikke slippe barndommens ensomhed, barndommens erindringer og oplevelser. Hver eneste gang jeg krøller mig sammen i et hjørne genoplever jeg, hvad der er hændt mig.

Jeg ønsker så meget at få fred i mit sind, at få fred i min sjæl. Men hvordan jeg skal opnå det ved jeg ikke.

Jeg ønsker mig normalitet, hvad det så end er. Jeg ønsker et normalt liv, normale mennesker, normal snak. Bare et ganske almindeligt liv med almindelige problemer. Jeg er sikker på at jeg ville være god til det.

Men jeg sidder fast, fast i dyndet omkring mig, fast i tågen, der smyger sig som en kappe om mig. Jeg ser lysglimt i ny og næ, dyndet slipper for en kort periode. Tågen letter og jeg ser klart, men bedst som jeg tror at nu har jeg fundet vejen, nu er jeg ved at være i mål, vender tågen tilbage og slører stien.

Tilbage sidder jeg med den lille forgrædte, forsømte pige, som bare ønsker at nogen vil tage sig af hende, holde om hende og trøste hende. Folk prøver at trøste hende, men det er svært at trøste en lille pige gemt i en voksen kvinde.

Voksne bør ikke græde og når de gør det er det et tegn på svaghed har jeg lært. Men voksne må gerne græde, det er okay at græde, at fjerne smerten den vej.

Det er ikke ok at være destruktiv. Det er ikke okay at skære sig og alligevel virker løsningen så tillokkende. Så simpel, så enkel. Bare give slip og give los. Lade andre overtage ansvaret for det liv, jeg ikke kan rumme. Bare lade andre træde til. Benytte et råb om hjælp, som alle kan forstå og som ingen alligevel virkelig fatter. Hvorfor gør hun det? Du er for klog til det her, bliv dog voksen og håndter problemerne på en ordentlig måde. Snak om tingene. Men når det er næsten umuligt at italesætte hvad det er der sker, hvordan skal man så kunne tale om det? Når man mangler ord og kun føler kaos og ikke ved, hvad det er der sker indeni en.

Om Forfatteren

Født i 1983 Uddannet lærer Været i kontakt med psykiatrien siden 2009. En af os ambassadør Har mere end 200 bæltefikseringer bag og mange indlæggelser. Jeg har leget kispus med døden i flere år. Jeg har gjort virkelig mange dumme ting, men jeg overlevede. OG det er der nok en mening med. Jeg boede tidligere på bosted, men har nu forladt psykiatrien for good. Jeg har mine meninger om dette emne, måske ligner de ikke alle de andres, men det er min oplevelse og mit møde med psykiatrien. Jeg holder i dag bla foredrag om mine oplevelser, kommer med begrundelser for hvorfor jeg tænker, som jeg tænker udfra den historie, jeg har med mig.

En kommentar

  1. jens peder Nicolaisen

    Kære Oxana
    Vi har alle en lille pige eller dreng indeni, som ikke altid fik den omsorg, der var nødvendig.
    Som voksen er der desværre kun os selv, der hver især skal passe på det lille barn, der var udsat for svigt og fortræd.
    Jeg ved det er meget svært, men jeg synes det er flot, at du har taget imod det lille barn indeni i dig.
    Den erkendelse må jo være af største vigtighed, for at du kan passe på og give det lille barn den omsorg, det burde havde fået i barndommen.
    Jeg ønsker dig alt muligt held med omsorgen.

    Venlig hilsen
    Jens Peder Nicolaisen

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.