Terkel Winther mødte for nylig en ny psykiater, der – i modsætning til hans gamle – troede på ham og hans muligheder. En tro, der giver håb om et nyt liv – ligesom de japanske Kentsugi-vaser, der med stor skønhed bliver repareret med guld i sprækkerne.

 

Af Terkel Winther

Vindene ændrer sig. Nye mennesker kommer til, og de gamle måder forsvinder lige så stille. Alt det arbejde, som foreninger som f.eks. LAP har udført, lægger et nyt og bedre fundament for den psykiatriske behandling. Jeg mærker det på egen krop. Der blæser nye vinde.

Åbenhed og at turde være ærlig, åbner op for en dialog. Systemerne har været fastfrosset gennem lang tid, men bøger skrevet af patienter fortæller med en næsten chokerende hudløshed, hvordan livet kan være, når håbet synes ude. Det nytter. Der kommer sprækker i de tykke mure, og lyset siver stille og næsten ubemærket ind. Pludselig er der nogen, som griber tanken om at turde se et menneske og turde give et håb, selv om det ser svært og umuligt ud. Håbet er det vigtigste, vi har, når livet glider gennem fingrene og ned på gulvet. Men tænk på Kentsugi, de japanske vaser. Det er vaser, som er gået i stykker, men japanerne har sat vaserne sammen igen og fyldt guld i sprækkerne. Man kan tydeligt se, hvor vasen er gået i stykker – det er fremhævet med guld. Resultatet er en vase, der ser anderledes ud. Men med stor skønhed – hvis man har blik for det.

Farvel til en psykiater – og en ny indlæggelse
Her følger en historie. Hvert et ord er sandt, men historien har en paradoksal konklusion. Det er ikke en historie om at blive rask, det er tværtimod en historie om at indrømme og turde stå ved sin sygdom. Konklusionen bygger på de nye vinde.

Historien begynder en gang for mange år siden – over otte år siden. Jeg skulle sige farvel til en psykiater, og hendes afskedssalut til mig var, at jeg aldrig ville kunne få et godt liv.

Årene skred frem, og jeg blev mødt af livet på den måde, som livet vælger, at man skal mødes. Et forhold blev opløst, og der kom et nyt. Igen gik det galt. Jeg var syg, men ville ikke indrømme det. Jeg var rask!

Jeg var ulykkelig. Jeg talte med min ekskone og sagde, at jeg ville gå ned i psykiatrien og snakke med dem. Klokken var fire om natten, og jeg var sikker på, at min tur til Bispebjerg ville blive min visse død. Ikke død i fysisk forstand, men den visse mentale død. Jeg ville blive overmedicineret, tavs og uden mulighed for at agere i mit liv. Jeg var hunderæd for at gå derhen. Ikke desto mindre følte jeg, at det var det eneste valg, jeg havde.

Jeg gav min eks mit bankkort og koden dertil for, ”hvis jeg ikke kommer tilbage, er der lidt penge på kontoen, og dem må du få.” Så gik jeg af sted, og Bispebjerg var bælgravende mørkt. Jeg var bange og besluttede mig for at gå hen til skadestuen. Jeg ville indtaste mit personnummer hos dem, så nogen i hvert fald ville vide, at jeg havde været der. Så gik jeg ned på den psykiatriske skadestue. Jeg havde konstrueret et personnummer i hovedet, men eftersom jeg ikke havde noget navn at sætte til det, havde jeg ikke andet valg end at sige mit eget navn og personnummer. Men lad mig gøre en lang historie kort. Jeg blev indlagt – overført til Gentofte Psyk. og kom ud igen efter tre uger.

Goddag til en ny psykiater
Jeg havde sagt ja til at komme hos distriktspsykiatrien. Der var med blandede følelser, for jeg huskede, hvordan det var for syv år siden. Dengang var jeg blevet mødt med nul tolerance, og det betyder, at psykiateren intet godt havde at sige. En lang smøre hver gang jeg snakkede med hende om, hvad jeg ikke kunne, og at jeg faktisk ikke kunne noget som helst. Jeg ville stoppe hendes endeløse retirader omkring mine uformåenheder og spurgte, om hun kunne se noget som helst godt i mig, og svaret var nej. Jeg havde ikke store forventninger.

Men nye vinde blæser. Jeg blev mødt af en psykiater, som siger, at han tror på mig og mine muligheder. Han siger, at jeg skal studere. Han siger, at jeg ikke behøver have så mange negative tanker om mig selv, og han siger, at når et menneske er meget sensitivt, kan det løbe ind i mange problemer – men der er gode ting, jeg selv kan gøre. Han tror sagtens, jeg kan. Han snakker ikke medicin, og han snakker ikke til mig, som om jeg ikke var noget som helst værd. Tværtimod.

Har brug for andres tro for at skabe sit eget håb
Nogen gange, når et menneske er nede, har det brug for andres tro for at skabe sit eget håb. Det gjorde denne læge, og derfor turde jeg for første gang åbne op for, hvad jeg kæmper med.

For længe siden, dengang psykiatrien ikke lyttede, holdt jeg det meste for mig selv. Det var et system, jeg selv opgav at være i, selv om jeg følte, at det var det eneste sted, jeg kunne være. Og nu – tænk at blive talt til med håb og tro i et system, der havde revet håbet væk under mine fødder gennem så mange år!

Hvad kan jeg andet end at tro på, at det begynder at lysne. Når lægerne taler som mennesker, der vil andre mennesker. Ikke læger, der partout skal behandle en maskine, der er gået i stykker, men som mennesker, der griber mennesker og giver dem et håb.

Håbet om at komme sig kommer gennem at erkende og acceptere sine besværligheder – sin sygdom. Det har altid været sådan, at tryk avler modtryk, og når psykiatrien insisterer på sin eksklusive ret til at behandle, så presser patienterne på den anden. Pludselig møder jeg en psykiater, som rækker frem. Pludselig møder jeg et menneske, som siger, at jeg godt kan. Han siger, at han tror på mig.

Det nytter – alt det arbejde, som lægges i de mange patientforeninger og græsrodsbevægelser. Ordene flagrer gennem luften, og nu og da møder de en modtager. Der skal et frø til, før en plante kan spire, og selv om jorden kan føles både kold og hård, så slår frøet rod lidt efter lidt.

Din tro kan være mit håb, og med håbet er grunden lagt til at se nytten i at komme videre og kunne se nytten i at kæmpe for sig selv og sit liv. Men først må man acceptere sit problem, og den accept kommer, når man tør håbe på at blive rask. Det tør jeg håbe på – hvis du tør.

 

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.