Fortælledigt af Grethe Nielsen
Frøen springer ind foran mig. Der er ingen anden udvej end at slikke på den.
Kort tid efter danser post-its i psykedeliske farver rundt omkring mig, og det er som om, jeg befinder mig i Alternativets gruppelokale midt i en helt særlig brainstormingsproces en tidlig onsdag formiddag.
Jeg fægter med armene og forsøger at indfange de forvildede papirlapper.
I et hjørne kan jeg fornemme frøen hoppe rundt, helt ustyrlig og fjollet og sende mig et blik, der siger “So long, cowboy”, “Adios amigos” eller måske “Auf Wiedersehen”.
En for en fanger jeg de utallige post-its og begynder at sortere dem efter farve på væggen og prøver at danne sætninger af ordene. Foran toner sætninger frem med budskaber af den hårde slags:
DU ER IKKE GOD NOK
DU HAR INGEN VÆRDI
DU BLIVER IKKE TIL NOGET
De hænger og blafrer og forsøger at komme fri, men de hænger uhjælpeligt fast, da jeg forsøger at hive dem af og rive dem i stykker. Sætningerne slår mig hårdt i ansigtet, og jeg går hen i et hjørne.
Frøen hopper hen mod døren, og på sin vej vælter den spande med maling, som breder sig i lyserøde, lyseblå, lysegrønne og gule farver hen over gulvet, op ad væggene og løber hen mod mig og standser deres flugt foran mine fødder, så jeg nu står på den eneste bare plet i rummet.
Jeg sætter mig ned og holder om mine ben, lægger hovedet mod knæene og først græder, så hulker jeg, og hele min krop ryster. Jeg sidder her længe.
Ved siden af mig begynder en gammeldags sort telefon at ringe. Jeg kigger forundret på den, men jeg kan ikke tage den. Kort tid efter ringer den igen, men jeg lader den være. Efter en kort pause ringer den for tredje gang, og jeg rækker langsomt hånden ud efter den og tager røret op. “Jeg tror på dig”, siger en stemme. “Rejs dig op og kæmp videre”.
Jeg tøver lidt, rejser mig langsomt op og kigger ud på det psykedeliske hav foran mig. Det ligner kaos, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme forbi det, så jeg bliver stående.
Efter en lille evighed ringer en flaskegrøn telefon i et af de andre hjørner. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op, jeg kigger mig forvildet omkring og får øje på en pensel på væggen. Jeg griber ud efter den og begynder lige så stille at pensle malingen ud til siderne foran mig og danne en ujævn sti hen mod den grønne telefon, som ringer igen og igen.
Udmattet når jeg frem til den grønne telefon, som pludselig er blevet helt stille. Jeg kigger på den og venter lidt, men den forbliver tavs. Jeg bukker mig ned og tager røret op og drejer instinktivt et nummer. En stemme siger til mig: “Jeg håber, du kommer ud derfra, og at du finder den rigtige rækkefølge til ordene på din væg”.
Jeg holder en pause og kigger over mod væggen. Nogle af ordene har løsnet sig lidt i limningen.
Frøen hopper hen til mig, springer op og tager min pensel ud af hånden på mig og hopper væk med den i munden. Den hopper ud ad døren og lægger penslen fra sig i døråbningen. Det er vejen ud, men jeg kan ikke se, hvordan jeg skal komme derhen uden min pensel.
I et tredje hjørne ringer en rød telefon. Jeg forstår, at jeg må hen til den og høre dens budskab, men det kræver mod. Med mine hænder hvirvler jeg maling ud til siderne og danner en vej derhen, men malingen skaber et virvar af tanker inde i mit hoved ved den mindste berøring. Jeg må være forsigtig og kun skubbe til lidt maling ad gangen. Jeg må stoppe op og holde pauser undervejs.
Imens står frøen ved udgangen til døren og springer infernalsk rundt, som om den hopper og griner af mig på en og samme tid.
Langt om længe når jeg hen til den røde telefon, som for længst har ringet den sidste gang. Jeg ved godt, hvilket nummer, jeg skal ringe, og en stemme i røret siger: ”Jeg elsker dig, jeg er ved din side altid, du er dejlig, som du er.”
Frøen hopper hen til mig og vender sine udstående øjne mod væggen med budskaberne til mig. De mange post-its med ord som IKKE, INGEN og UDEN blafrer sig ned fra væggen og flyver ind i frøens mund. Den synker ordene og synker sammen. Den ligger nu fladt på gulvet som en perleplade. Jeg samler den op og hænger den op på væggen.
På vejen ud af rummet, vender jeg mig om en og kigger på væggen en sidste gang. Jeg ser på mit spor på gulvet. Det danner et hjerte.