For mig er angst lig med krokodiller og krokodiller lig med angst, skriver Lene Hermann i denne personlige beretning.
Af Lene Hermann
Krokodille- og slangehuset
Som barn var jeg af og til i Zoologisk Have med min søster og vores forældre. Ved hovedindgangen lå en lille bygning, hvor der var slanger og en krokodille. Det kostede 50 øre ekstra at komme derind, hvad vi altid var som start eller slut.
Krokodillen lå i midten omgivet af glas fra gulv til loft. Min søster og jeg mente bestemt, den var levende, fordi den glippede med øjnene, når vi på skift stirrede ind på den! Der var en smal gang mellem krokodillen og glasburet med slanger. De var levende, men vi var ikke bange for dem.
Jeg husker ikke, hvornår min angst for krokodiller opstod, men min søster har fortalt, at vi som 10-12-årige en dag jagtede hinanden rundt om spisebordet – jeg med et billede af slanger og hun med et billede af krokodiller. Da hun fortalte det, kunne jeg godt huske, hvor skrækslagne vi begge var. Det har vi hver især været lige siden. Slangerne har dog ikke domineret min søsters liv på samme måde, som krokodillerne har domineret mit liv!
Trygheden i slangehuset – sammenlignet med den rædsel jeg har følt (og stadig kan føle), når jeg uforvarende ser en krokodille i en avis eller på tv – er så langt væk fra hinanden som muligt!
Krokodilleøen i krokodillesøen
I mange år har jeg levet på en ø med mange krokodiller. Jeg var selv en af slagsen: Stor, fed og ulækker. Jeg gjorde alt for at den ikke skulle vise sig i mit ydre liv, men den stak hele tiden sit hæslige hoved frem.
De andre krokodiller på øen holdt hele tiden øje med mig. Hvis jeg ikke “opførte mig ordentligt”, behøvede de bare at slå et slag med halen eller åbne gabet, så “faldt jeg til patten”. Måneder, lange perioder gennem mange år, måtte jeg stå til regnskab for min opførsel. Hvis jeg f.eks. havde været ude aftenen før. Det kunne være møder i forbindelse med mit arbejde som pædagog, eller hvis jeg havde deltaget i en hyggelig sammenkomst i “Kalorius” – en spiseforening, jeg var medlem af i 25 år.
Så stod den på tæsk og voldsom skældud: “HVORFOR GRINEDE DU DER? HVORFOR SAGDE DU NOGET FORKERT? HVORFOR SAGDE DU NOGET RIGTIGT?” Det kunne vare flere timer, hvor jeg sad krummet sammen på gulvet, grædende og forslået på krop og sjæl. Først når jeg havde lovet bod og bedring, og at jeg “aldrig ville gøre det mere”, ebbede det langsomt ud, og jeg kunne kravle op på sengen, fuldstændig udmattet.
Langsomt samlede jeg stumperne sammen og fik mig stablet nogenlunde på benene igen!
Skyld
Jeg havde en kæmpe skyldfølelse! Når jeg fik det lidt bedre efter et måneder langt anfald, skete der altid noget forfærdeligt i verden: En truende tredje verdenskrig, en sultkatastrofe, en miljøkatastrofe – som jeg tog skylden for. Så gik jeg tilbage til min altid fordømmende indre verden. Nye skyld- og angstanfald, ny fordømmelse…
Nogle gange trodsede jeg krokodillerne på øen, men så trådte krokodillerne i søen til. De dukkede mig under vandet og holdt mig der, til jeg overgav mig og vendte tilbage til øen igen.
Mit ydre krokodille-liv
I december 2001 var jeg på en måneds ferie i Salvador i Brasilien. Jeg blev hentet i lufthavnen af mine venner, og i nærheden af deres hjem kom vi forbi en kridhvid strand med en sø, man kunne bade i. Jeg blev glad, for jeg så stranden som en mulighed for gå- og løbeture.
Men det måtte jeg ikke, da mange mennesker var forsvundet der uden nogensinde at dukke op igen!
I søen var der et afspærret område på ca. 10×20 m. Det lille område blev overvåget af en livredder, for der var også forsvundet mange mennesker i søen.
Allerede ved første blik var jeg klar over, at det var det nærmeste, jeg ville komme min krokodilleø og -sø. Det hindrede mig dog ikke at bade i søen, eller af og til sidde på stranden i kokospalmernes skygge og drikke frisk kokosmælk af en kokosnød. Men jeg var ikke helt tryg. Jeg kunne jo ikke vide, om der ville dukke en krokodille op LIVE!
En dag, da jeg var midt i trediverne, var jeg helt ude af den. Jeg ringede til min psykiater, som jeg gik hos en gang om måneden, og bad om en time hos ham her og nu. Det fik jeg!
Om aftenen ringede en veninde til mig og spurgte, hvordan jeg havde det. “Jeg har et fem måneders barn i maven og en stor krokodille traskende i hælene”. Det grinede vi begge af. Det var forløsende at grine, men det var sådan, jeg havde det! Den krokodille var jeg ikke bange for.
Samme psykiater sagde også: “Du må lære at acceptere krokodillen i dig selv!” Det har taget mange år. Indtil videre 35. Men det går bedre. Nu kan jeg da tænke på dem uden at blive rædselslagen!
For 20 år siden gik jeg i noget alternativ terapi, “Touching Dialogue”, udviklet af min terapeut David Cambell. David fortalte, at han som 14-årig havde en alligator som kæledyr. Han havde bestilt den gennem et postordrefirma uden at tale med sine forældre om det. De boede et sted i USA.
En søndag eftermiddag blev forældrene ringet op af postmesteren fra det nærmeste postkontor. Der var kommet en pakke til David, som de måtte hente, da der var noget levende i den.
Det var Davids alligator, som han fik lov til at beholde, hvis han selv passede den. Den boede i et bur i haven, og Davids eneste ekstraudstyr var et par stive handsker, som nåede ham op til albuerne.
Efter tre år blev alligatoren sendt retur. I de forløbne år var den næsten ikke vokset. Nok fordi den var holdt i fangenskab, da den ellers kunne blive 8-9 meter lang!
En anden sand krokodille-beretning fik jeg af en veninde, da jeg fortalte om min skræk for krokodiller: En af hendes venner i Helsingør, hvor jeg selv boede, havde en krokodille som kæledyr. Den gik frit rundt i lejligheden, når den var alene hjemme.
En dag havde vennens kæreste lukket sig ind i lejligheden. Krokodillen var i stuen, og kæresten havde siddet fuldstændig stiv i en stol med krokodillen liggende for sine fødder i flere timer!
For et par år siden var jeg inde i den lille boghandel ved søerne på Østerbrogade i København. Der lå en stak bøger med titlen “Min ven Berlusconi”. Jeg tog en op og læste på bagsiden, at Berlusconi bliver kaldt “Il Caimano.” Kaimanen, læste jeg, er en alligator, der lever i Sydamerika. Dens panser er så hårdt, at det er lige så svært at trænge indefra og ud som udefra og ind.
Jeg stod længe med bogen i hånden, men jeg købte den ikke. Jeg havde den dog i baghovedet i lang tid og overvejede at købe den.
Et halvt års tid senere var jeg i Tiger-forretningen skrå over for boghandelen. Der stødte jeg på filmen “Il Caimano – mig og Berlusconi”.
Før jeg købte filmen, gik jeg over i boghandelen for at købe bogen i stedet for. Men bogen var der ikke, og de havde aldrig haft den!
Jeg gik tilbage og købte filmen. Jeg har ikke set den, fordi jeg er bange for, at en kaiman vil tone frem på skærmen!
Daglige gåture i raskt trav
Med til at holde krokodillerne på afstand er mine daglige gåture i raskt trav. Mindst en time om dagen uanset vejr.
Søren Kierkegaard har blandt meget andet udtalt følgende: ”Jeg har gået mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den.”
Det er jeg – langt hen ad vejen – enig i!