Reportagedigt af Grethe Nielsen
Linoleumsgulvet i venteværelset er slidt ned, ridset som gammelt, gråt beton.
Slidmærker efter tusindvis af tilfældige liv, der har slentret, gået, kæmpet sig frem og tilbage.
Receptionisten er sparret væk, og kitlerne går selv ud og henter næste nummer og taster ind og spørger.
Hvad er det for noget medicin, du tager? Nå, så du kender møllen? Hvilken arm foretrækker du?
En plakat hænger skævt i en skifteramme på skillevæggen med afblegede dinosaurer fra en svunden tid og i en opsætning fra 1970’erne.
Vandhanen på toilettet lækker, og kalenderen på væggen er uden personlighed.
Nede på gaden fortæller manden på bænken om systemet, om kampen for at få pension, om sine kroniske smerter i ryggen.
Han kritiserer skattelettelser for de rige, der giver dem råd til to Lamborghinier i stedet for en.
Han giver systemet en over nakken på samme måde, som systemet ånder de mennesker i nakken, som det kontrollerer.
Hvis han kritiserer systemet og viser sin vrede, bliver han spurgt, om han har en depression.
Systemet stoler ikke på ham, på oplysningerne fra lægen, på at han virkelig ikke længere kan arbejde.
Han forstår ikke, hvorfor de kaster penge ud ad vinduet på kontrol, på indsatser der ikke virker, på sagsbehandling uden ende.