Terkel Winther har lavet et skriv baseret på den netop afsluttede filmfestival Don’t fear Weird – hvilket vi kun kan opfordre andre til også at gøre. I første omgang er det for Terkel ikke så afgørende, hvordan psykisk sygdom fremstilles i film, men mere at vi ikke hænger fast i klicheerne og i stedet søger den dynamiske og mangfoldige vinkel.

Et samfund har brug for statistik. Befolkningsgrupper af enhver art bliver udsat for beregninger over udgifter og indtægter, alt sammen baseret på statistik. Den statistiske normal bliver beregnet og økonomien indrettet derefter.

Men hvad sker der med dem, der bliver udsat for den statistiske normal? Hvad sker der i et samfund, når den statistiske normal går hen og bliver den gængse opfattelse, og det enkelte møde bliver farvet af klichéen?

Den fulde grønlænder? Den dovne kontanthjælpsmodtager? Den psykiatriske patient, der evig og altid rækker hånden frem, fordi han har brug for hjælp.

Under filmfestivalen Don’t fear the weird har man diskuteret klichéen. Diskuteret hvordan Hollywood skaber opfattelser og stereotyper, der er forkerte og fordrejede. Men måske kan man vende filmene på hovedet og spørge, om filmene viser billeder af individer, der løsriver sig fra klichéerne og skaber nye forestillinger om ”at sådan kan det også være.” Når vi oplever, at filmen skaber et andet billede i hovedet på os, protesterer vi igen, for sådan er det jo heller ikke.

Samfundet har brug for statistik, men når statistikken overtager mødet med individet og bliver den måde, vi oplever verden på, bliver det et problem.

Det har skabt meget vrede i mig, når jeg som psykiatrisk patient bliver mødt med en forventning om, hvordan jeg er, og hvordan man skal forholde sig til mig. Idealet er at blive mødt som menneske først og fremmest, men det er også et urealistisk ideal. Mennesker, patienter og befolkningsgrupper må hele tiden forholde sig til deres egen kliché. Man kan ironisere over klichéen, blive vred eller opgive og falde ind i den forventede rolle.

På den måde bliver filmene om det uforudsigelige individ til et befriende møde. Klicheen bliver erstattet med noget andet og nye billeder og nye klicheer kan opstå. Mange i modspil til den gamle rolle. I protest mod klicheens fremmedgørende fremstilling, skabes nye billeder. Jack Nicholson i Gøgereden, bliver en psykiatrisk James Dean, der protesterer og vrænger af de gængse opfattelser. Mainstream filmene, der ikke gør op med det vedtagne, efterlader sig ikke mange spor, men det er ikke tilfældet med Don’t fear the weird festivalen.

Indre billeder med nye forklaringer. Nye rollemodeller og nye opgør med det vedtagne. Klicheerne bliver forudsætningen for at skabe spænding og på den måde, griber det hele ind i hinanden. Når trykket fra en gammel opfattelse når kogepunktet, må og skal dampen slippes ud. En film skaber et modbillede og den nye kliche bliver diskuteret.

For et menneske er det vigtigt, at nogen skaber nye billeder. Man kan føle sig spærret inde i klicheen og skal forsvare sig selv over for et billede man ikke engang kan genkende hos sig selv. Det gælder for alle med en kliche hængende over sit hoved, som et Damoklessværd, der kan falde ned og slå ihjel, hvornår det skal være. Man fægter mentalt i luften for at afværge den evige trussel mod ens egen selvopfattelse. Men klicheen er grobund for kunsten, og når de nye billeder bliver taget op og diskuteret, er det som en mundfuld frisk luft.

Hvad skal jeg sige – længe leve klichéen? Eller længe leve kunsten? Måske bare at længe leve, at vi er mennesker på godt og ondt. Filmfestivalen fortæller om det – Don’t fear the weird.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.