”Det værste ved at være ked af det er, at jeg skal kunne forklare hvorfor”. Sådan skrev jeg i min dagbog i 1998. Jeg var så desperat efter en lovlig grund til at være ked af det, så jeg ønskede, at jeg selv eller en i min familie var syg. Ikke sådan alvorligt syg selvfølgelig, men nok til, at jeg kunne forklare – måske endda forsvare – over for andre, hvorfor jeg græd hver dag.
Set i bakspejlet var det min første depression. Da jeg seks år senere fik diagnosen ”Tilbagevendende depressioner af svær grad med psykotiske symptomer”, var det en lettelse at få en legal grund til, at jeg havde haft det svært så længe. Og så lød det jo af noget! Ikke bare en lille depression, men fuld skrue på den lange titel, så ingen kunne være i tvivl om, at jeg ikke var svag eller overdrev, hvordan jeg havde det, men måtte tages alvorligt. Jeg havde en forklaring at give mig selv og andre, og det var rart.
I mit arbejde som peer-støttemedarbejder er jeg ikke specielt interesseret i folks diagnoser. Jeg er interesseret i, hvilke udfordringer deres sind giver dem i det daglige liv og, hvordan vi kommer videre derfra. Men samtidig med vil jeg aldrig tage diagnosen fra den, for hvem den betyder noget. Hvis den er vigtig, så skal den tages seriøst og ikke forties. Jeg havde selv brug for den og ved, at den kan have betydning en tid, og på et tidspunkt har man måske ikke længere brug for at identificere sig med den.
Jeg spørger ikke efter diagnosen. Men hvis den borger, jeg samarbejder med, fortæller mig deres diagnose, er det fordi den betyder noget for dem, og så må vi sammen undersøge hvad. Der kan godt være noget vigtigt gemt i det. Måske er diagnosen en forklaring, som giver mening og dermed en lettelse, ligesom for mig. Behovet for at forstå det, man ikke forstår og som skræmmer en.
Det kan dog også være, at man trænger til at gøre op med, at man ikke er sin diagnose, og man har sat sig selv i en usund sygdomsrolle, som spærrer for at se ressourcerne og viljen til selv at tage ansvar. Måske tænker de unge, som jeg samarbejder med, som jeg gjorde, at det ikke er okay at være ked, træt, og så videre, og det er så vigtigt at tale om.
Vi skal ikke identificere os med vores diagnose, som den vi så er. Langt fra! Jeg var ikke en depression, men du kan godt møde et menneske og se på om, det er en sund eller usund del af deres selvopfattelse – eller begge dele. Diagnoserne er på ingen måde udgangspunkt for en behandling for mig, men at undgå at tale om den og skamme den, er ikke en løsning for mig at se.
I samme forbindelse tænker jeg af og til over udtrykket ”psykisk sårbar” – forskrækkelsen over at sige psykisk sygdom. For jeg føler mig underkendt med udtrykket psykisk sårbar. Min oplevelse er, at jeg har været pissesyg. Sårbar leder automatisk tankerne hen på svag, og den, der har eller er kommet videre fra en psykisk sygdom, er ikke svag, men kæmper en hård kamp.
Måske var mine symptomer almene følelser som vrede, ked-af-det-hed, angst, lavt selvværd osv. Men følelserne var forstørret i en sådan grad, at jeg ikke kunne kende mig selv og mine tanker, følelser og handlinger. Jeg har ikke bedre ord end psykisk sårbar, men ønsker mig en betegnelse, som viser respekt for den styrke, du må besidde og den kamp, du må kæmpe.
Illustration: Karen Sandfær