Der er psykiatribrugerens verden – og der er “de andres verden”. Terkel Winther har længe haft svært ved at udviske dette skel og sammenligner det i denne artikel med at skulle lære et helt nyt sprog.

Af Terkel Winther

Det tager sin tid. Hvert bogstav er det samme, men hvert ord har en ny lyd. Ligefrem en anden betydning. Møjsommeligt stykker jeg mine ord sammen og udtaler dem tøvende. Jeg er nødt til at prøve dem af. Det er kun i en samtale, at et sprog kan læres. Det sociale alfabet har en grammatik som er svær at få øje på, for den kan kun læres gennem at prøve sig frem. Hver gang et ord udtales forkert, rammer ordet mig som en boomerang. Den lille smerte ordet giver, kan vokse i hovedet på mig og blive større, hvis jeg ikke siger til mig selv, at jeg er under oplæring. Prøve en ny udtale og jeg ved kun, at den er rigtig, hvis ingen bemærker noget.

Det er en mærkelig bagvendt måde at lære på. De andre – det er min lærer – og deres ros er deres tavshed. Ingenting bemærket – alt er som det skal være.

Som dansker trives jeg bedst med mit eget sprog. Jeg kan lide at lære andre sprog, bevares, men på mit eget sprog kan jeg frit fabulere. Udtrykke mig rimeligt ubesværet omkring hvad jeg mener, og skulle jeg mangle et ord, så kan jeg nemt finde et andet, og måske bedre, som erstatning. Jeg er født ind i mit sprog, og alt hvad jeg har oplevet, har jeg oplevet gennem de ord, mit sprog giver mig.

Men min sygdom krævede social angst og isolation. Min sygdom ville ikke konfronteres med livet uden for. Ville ikke konfronteres med andre mennesker, og jeg gjorde som min sygdom befalede. Trak mig tilbage og dermed forsvandt en læreplads for det sociale.

Psykiatriens lukkede rum, med dens egen måde at forstå livet og sig selv på, blev min skole, og selvom psykiatrien er fyldt med gode mennesker, er den også fyldt med sygdom. Ikke mindst social angst og utryghed.

Sygeplejerskerne og lægerne bliver udtryk for normalen, men de er på arbejde og bærer arbejdets uniform og social ide. Kulturen bliver speciel, og det sociale bliver specielt. Det bliver en anden verden parallelt med den normale. Med udtryk og væremåder den normale verden ikke forstår og ikke kan forlige sig med. Stigmaet bliver et stigma omkring en måde at være på, som det normale ikke begriber.

Jeg trives bedst med det sprog jeg har lært fra barnsben, og det gælder også mit sociale sprog. Men jeg har brug for at lære andre sociale sprog for at kunne føle mig tilpas i en verden, der ikke kun består af èt socialt sprog. Jeg har med andre ord brug for at lære det normales sociale kultur.

Bare jeg havde en lærer. Sådan har jeg tænkt mange gange, men sådan fungerer det ikke. Jeg kan kun være, som jeg er og så mærke efter. Det er en mærkelig balancegang, for jeg skal både være mig selv og give udtryk for det menneske, jeg er og så forstå, hvordan man gør det. Reglerne er ikke de samme som i psykiatrien. Der er noget, som er okay, og noget som bestemt ikke er.

Jeg må føle mig frem, og jeg skal passe på, at jeg ikke bliver eftersnakker eller konform. Jeg er ikke ude på at blive et menneske, som pludselig ikke har en historie og et liv, som er levet. Jeg er stadig mig.

At være sig selv. Det er et fast standpunkt, jeg har taget. Jeg vil være mig selv. Det er langt det nemmeste, trods alt. Tro mig, jeg havde en slem personlighedsforstyrrelse.

Det er næsten som at spille i et orkester. I mange år spillede jeg den melodi, som jeg kendte fra psykiatrien. Nu er jeg blevet nysgerrig. Jeg spiller stadig Fagot, men det er en ny melodi, og det tryk, jeg blæser med i fagotten, er anderledes. Selvfølgelig bliver jeg nervøs, og selvfølgelig bliver jeg usikker og – ja – angst. Men det er en anden angst end den, der fortæller, at jeg skal holde mig væk – men den er tæt på at være den samme. Meget tæt.

Jeg har hverken viden eller indsigt nok til at fortælle, hvordan den normale socialitet er anderledes end den psykiatriske. Jeg kan bare mærke, at den er anderledes. Jeg kan mærke, at jeg opfører mig forkert og siger tingene på den forkerte måde. Jeg føler mig som en hund i et spil kegler, og jeg er jo bare her. Mellem de normale. På Cafe. Sammen med normale på et offentligt sted. Hvordan kan det være? Sådan har jeg det ikke, når jeg kommer i de miljø`er, jeg kender så godt. Blandt andre psykiatri brugere.

Alligevel lærer jeg. Langsomt skrider processen frem. Det føles som, jeg skal igennem uendeligt mange nedture, før jeg mærker de små og beskedne sejre. Ligesom en ryger der føler det som en sejr, når han mærker det samme som dem, der ikke ryger. Det er en underlig måde at lære på. Men også dejligt. Ligesom en tidligere ryger føler triumf ved ikke at mærke noget, på samme måde føler jeg triumf når min lærer ikke bemærker noget. Min lærer – det er de andre.

Der er ingenting. Alt er som det skal være.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.