Psykiatriske diagnoser er i en kategori for sig i forhold til diagnoserne i det somatiske sygehusvæsen. På den ene side af vejen er der håndgribelige beviser for ens diagnose: røntgenbilleder, blodprøver o.s.v.. På den anden side af vejen baseres diagnosen ud fra mere flydende modeller såsom patientens opførsel i miljøet, patientens eget udsagn samt hvordan lægerne tolker disse ting. Mere end en gang har jeg drømt om, at der kunne tages nogle prøver på mig og derefter ville en entydig diagnose blive givet. Tænk hvis det viste sig, at jeg slet ikke fejlede noget? Eller at prøven viste, hvilken medicin der helt sikkert ville hjælpe mig? I stedet for al det famleri i delvis blinde.

Men faktum er også, at en diagnose kan være belejlig ligegyldig, hvordan den er afstedkommet og uagtet om den er møntet på fysikken eller psyken. Belejlig for en selv. Belejlig for ens omgivelser, for sundhedsvæsenet og for samfundet. Måske sidder du og tænker: ”Hvordan kan en diagnose være belejlig?” Det åbenlyse svar er, at hvis jeg har en fået diagnose sat på mit hoved, så kan jeg forhåbentlig få den behandling, der skal til for at jeg kan få det bedre og måske endda blive helt rask. Diagnosen kan også være belejlig for mig som en forklaringsmodel for andre, så de bedre kan forstå de begrænsninger og udfordringer, der er i min verden. Nogle gange belejlig at gemme sig bag og bruge som undskyldning.

Sommetider sker det, at min egen diagnose er belejlig for min familie. Den bruges belejligt når jeg bliver vred over grænseoverskridende adfærd og siger fra. ”God bedring,” bliver der så sagt. Hvilket gør mig vred en gang til. For hvorfor er min berettigede vrede nu blevet et symptom på min sygdom? Fordi det er belejligt for min familie. For så behøver de jo ikke forholde sig til deres egen rolle i konflikten. De tørrer den af på diagnosen. Ganske belejligt. Men jeg har det sådan med min diagnose, at ja den er en del af mig, og jeg kan sommetider have svært ved at finde ud af, hvad der er den oprindelige mig mere, men den er ikke HELE mig. Oplevelser og erfaringer der ligger i min rygsæk er også en del af mig. Lige meget hvad er min diagnose på ingen måde en undskyldning for ikke at respektere mig som den person jeg er, med de grænser jeg har.

Og så er vi kommet til hvorfor det kan være belejligt for sundhedsvæsenet og samfundet at få puttet diagnoser på mennesker. Som før er der den åbenlyse: Det er rart for både patient, læge og kommune at får en diagnose, som kan målrette behandling og anden hjælp. Men det giver også den belejlige sidegevinst, at så kan syge mennesker blive puttet i kasser: De helbredelige, de uhelbredelige. De ”rigtigt” syge og dem som bare burde tage sig sammen. Dem som fortjener mere hjælp end andre syge, fordi deres diagnose er så belejlig, at den få millioner og atter millioner ned i kassen. Mens andre diagnosekasser glemmes, ignoreres eller sættes på standby. Kassetænkningen er bare så belejlig hele vejen igennem , for dem som ikke selv er ramt.

Det startede så godt med, at jeg selv kunne putte mig i en kasse, som jeg kunne anvende til at øge forståelsen. Fordi jeg selv havde puttet mig i den, kunne jeg også selv kravle op igen. Men efterhånden som jeg har bevæget mig igennem og på kryds og tværs af det psykiatriske, det kommunale og familiære system med en diagnose label i panden, har jeg opdaget, at den før til dels belejlige kasse er blevet ombygget og nu er udstyret med et låg. Fanget i kassetænkningen og nu fordi, at det er belejligt for andre, for nu ved de, hvor de har mig. I hvert fald tror de på den illusion. Men jeg har som en anden Houdini naturligvis ikke tænkt mig at blive holdt nede i en kasse låst af andres begrænsende forestillinger om mig. Og det skal du heller ikke finde dig i. Vi er alle mere, end det andre tror, de ved om os. Det er kun os selv, der i sidste ende kender vores egen styrke. Stå ved dig selv uanset diagnose. Find hullerne i kassen. Frihed til at være som du er, er nu alligevel det mest belejlige.

 

Privatfoto taget af Ulven

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.