Jeg har de her dage, virkelig svært ved at skulle forholde mig til stort set ALT!
Jeg går egentlig bare og venter på at der skal ske noget dårligt, så jeg kan få det dårligt og alt er som det plejer. Jeg har igennem hele mit (korte) liv, haft rigtig mange opture, og hver gang er der kommet en nedtur. Der er altid sket noget, som så har gjort at jeg har fået det dårligt igen. Så det med at skulle kæmpe mig ud af dynerne hver morgen, det er normalt for mig, det er jeg van til, for det er næsten det eneste jeg har prøvet. Nu skal jeg bare sætte mig op og stå ud af sengen, uden nogen form for kamp mig med selv. HVAD SKER DER? Det er jeg overhoved ikke van til! Det er udenfor min normalitet.

Så denne her frygt for at der skal ske noget, den sidder der konstant. Den sidder og fylder så meget, at jeg faktisk ikke kan nyde at jeg har det godt. Jeg har et par gange taget mig selv i bare at begynde og græde.. Uden nogen grund, men fordi jeg liiiige skulle føle hvordan det nu var at få et sammenbrud. Jeg har rigtig svært ved at have det godt, og har ALTID haft det! For hvordan har man det godt? Hvordan lever man et liv uden bekymringer? For det kan jeg i hvert fald ikke finde ud af!
Det er som om at jeg bliver ved med at finde fejl, og grunde til at jeg skulle få det skidt, bare så jeg kan komme tilbage i ”vante rammer” igen.

Jeg burde egentlig bare tage 1 dag af gangen, men det går heller ikke. For det er for spontant til mit sårbare hoved.
Jeg burde bare NYDE at jeg har det godt, jeg burde nyde at det går godt med mig, men hvordan gør man det?

Jeg har altid sagt til mine nærmeste ”Jeg kæmper for at kunne få et normalt liv” Men hvad er et normalt liv?? Er det et liv hvor man bare altid har det godt?? For det er da næsten en umulig opgave.
Efter lidt overvejelser igennem det her år, har det slået mig at det liv jeg lever, det er fuldkommen NORMALT! Det er jo normalt for mig, for jeg har aldrig nogensinde kendt til andet end at skulle leve et liv, med op og ned ture konstant. Jeg har altid været tilknyttet et eller andet form for behandlings sted. Jeg har altid været sårbar, jeg har altid haft social angst. Jeg har altid, i mine 21 år, levet det her liv. Det gør mig egentlig ikke så meget mere, at det er det her liv jeg skal leve med, i resten af mit liv. For det er jo det som er normalt for mig, hvor noget andet kan virke fuldstændig normalt for et andet menneske.

Jeg har på den anden side også altid sagt ”Jeg ville ønske at jeg kunne blive normal” Men hvordan er det nu? Hvordan er man et normalt menneske? Kan man overhoved være normal?
min konklusion.. NEJ.
Ordet normal, er blevet brugt så meget i en negativ sammenhæng i mine forløb, at det simpelthen er blevet et forbudt ord. For selvfølgelig er jeg ligesom alle andre mennesker! Jeg har 2 arme, 2 ben, øjne, øre.. Hvorfor skulle jeg ikke være ligesom alle andre? Nå ja, fordi jeg har en skizofreni diagnose. Men gør det mig mindre, ligesom alle andre? Nej. At have denne her skizofreni diagnose, det er noget jeg har lært at leve med, det er en del af mig nu, og en del af min hverdag. Det handler måske også om accept? At kunne acceptere at man har den her diagnose, og det er sådan det er. Jeg ser ikke så sort på diagnoser.. Jeg har bare fået sat ord på en hel masse symptomer, så jeg kan hjælpes bedst igennem livet. Jeg har det ikke svært ved at sige ”Jeg har parnoid skizofreni” for det er en del af mig. Derfor er det normalt. For andre mennesker, nej så er det ikke normalt. Men det er utrolig normalt for mig!

Ligemeget hvad andre siger, og prøver at belære mig om. Så er jeg præcis ligesom alle andre.

Om Forfatteren

Jeg er en helt normal ung kvinde på 25 år. Bortset fra jeg har haft en psykose, jeg er dianotiseret med generaliseret angst, parnoid skizofreni samt træk fra panik angst. Dagligt kæmper jeg også med social fobi. Jeg har gennemgået enorme smerter, svigt, modgang, endnu flere smerter og lidt mere modgang. Jeg bruger min stemme, min passion for at skrive, mine erfaringer og personlige beretninger til at tale tabuet ihjel.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.