Så er det hverdag igen og jeg er tilbage på rosenhøj. De sidste måneder inden jul bød på en del konflikter med personalet, ofte i fællesrummene, hvor de andre beboere, ufrivilligt, blev tilskuere til alt andet end behagelige øjeblikke. Det er gået op for mig idag, hvad jeg har udsat de andre for. Der var, under frokosten en konflikt imellem en anden beboer og personalet. Ikke rart og nogle af de andre beboere gav også udtryk for utryghed. Jeg tænkte for mig selv at det vi oplevede idag er vand ved siden af, hvad jeg har udsat mine medbeboere for. Jeg kunne egentlig godt forstå vedkommende. Når frustrationer og følelsen af ikke at bliver forstået tager over, handler man til tider i affekt og har ikke helt styr på hvad man får sagt og gjort. Man føler sig måske alene som den røde ludobrik blandt alle de grønne. Men forsvarer det disse, ikke så hensigtsmæssige, vredesudbrud, blandt andre mennesker. Egentlig ikke! Jeg håber at kunne tænke så langt i fremtiden. Både for min egen skyld men i særdeleshed også for mine medbeboeres skyld.
