Så er det hverdag igen og jeg er tilbage på rosenhøj. De sidste måneder inden jul bød på en del konflikter med personalet, ofte i fællesrummene, hvor de andre beboere, ufrivilligt, blev tilskuere til alt andet end behagelige øjeblikke. Det er gået op for mig idag, hvad jeg har udsat de andre for. Der var, under frokosten en konflikt imellem en anden beboer og personalet. Ikke rart og nogle af de andre beboere gav også udtryk for utryghed. Jeg tænkte for mig selv at det vi oplevede idag er vand ved siden af, hvad jeg har udsat mine medbeboere for. Jeg kunne egentlig godt forstå vedkommende. Når frustrationer og følelsen af ikke at bliver forstået tager over, handler man til tider i affekt og har ikke helt styr på hvad man får sagt og gjort. Man føler sig måske alene som den røde ludobrik blandt alle de grønne. Men forsvarer det disse, ikke så hensigtsmæssige, vredesudbrud, blandt andre mennesker. Egentlig ikke! Jeg håber at kunne tænke så langt i fremtiden. Både for min egen skyld men i særdeleshed også for mine medbeboeres skyld.

Om Forfatteren

Jeg en kvinde på 45 år, der har oplevet hele livet på den halve tid. Det skal ses i det perspektiv, at jeg som 40 - årig mistede min kæreste igennem 15 år, da han døde af hjertestop. At jeg siden har følt, at sorgen åd mig op. Intet i livet gav mening. Idag øser jeg ud af min brugererfaring til glæde for diverse tiltag i psykiatrien og dermed, forhåbentlig, for andre brugere her. Det har givet indhold i hverdagen og livet en anden dimension. Hermed velkommen til min blog❤️❤️❤️

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.