På Julie Christina Dam Andersens bosted har personalet taget store beslutninger, uden hun mener, at beboerne er blevet inddraget. Det har blandt andet betydet, at hun føler sig utryg og har mistet tilliden til de ansatte.
Af Julie Christina Dam Andersen
For nyligt besluttede personalet på mit bosted at lave ændringer i team/kontaktperson-ordningen uden, at vi beboere blev inddraget.
Det betyder, at jeg har mistet hele mit team og min trygge kontaktperson, som jeg havde opbygget tillid til, og som jeg havde verdens bedste samarbejde med. Nu er jeg tilknyttet et helt nyt team. Og de har desværre valgt tre personer, jeg slet ikke kan tale med.
Da jeg fik at vide, at jeg havde fået ny kontaktperson, gik jeg psykisk ned, blev selvskadende og blev indlagt samme aften. Lægen konstaterede, at jeg havde en akutbelastningsreaktion og stress på grund af skiftet.
Det har nu stået på i halvanden måned. Jeg har mistet alt i min hverdag, jeg får ikke mine samtaler mere, ingen Nada-akupunktur osv. Det hele er faldet fra hinanden på grund af deres ændringer. Men det værste er, at de fratog mig min kontaktperson, som jeg netop brugte til alle mine samtaler. Det var hende, og kun hende, jeg var tryg ved at tale med.
De har også besluttet, at der skal studerende ind til beboerne, hvor det tidligere kun var et tilbud. Hvis man siger nej, så får man bare ingen støtte, for de studerende erstatter de fastansatte.
Ingen lytter til beboerne
Jeg føler ikke, de lytter til mig eller udefrakommende faglige vurderinger. De har for eksempel en psykolog-rapport på mig, som beskriver, at jeg har brug for faste gennemgående kontaktpersoner, stabile relationer og genkendelighed i min hverdag.
De fik VISO-rådgivning (rådgivning for specialister for området for socialt udsatte) i et år, fordi de ikke kunne finde ud af at hjælpe mig. VISO-rapporten beskrev det samme som psykolog-rapporten, nemlig at der kommer alt for mange forskellige personaler ind til mig. Der er cirka 25 ansatte, og der kan komme op til syv forskellige ind til mig på én dag, og jeg ser alle de 25 på skift på en uge. Efter min mening er det helt vanvittigt at udsætte en sårbar pige som mig for så mange mennesker.
Jeg har et mål i min handleplan, som hedder, at jeg skal få en tryg og stabil hverdag, men det er helt umuligt, når de skaber kaos og utryghed med alt for mange forskellige mennesker omkring mig.
Det er som om, personalet gør, hvad der fungerer bedst for dem, og ikke hvad der fungerer bedst for beboerne. Hvis man ikke kan leve op til deres krav, så må man undvære.
De burde tilpasse støtten til den enkeltes individuelle behov, men dét sker ikke. Det er os beboere, der skal tilpasse os deres rammer.
Alle fralægger sig ansvar
Når jeg har spurgt kommunen, siger de, at bostedet tilrettelægger støtten ud fra faglige vurderinger fra VISO-rapporten og psykologer, men det er slet ikke det, der sker. Jeg lavede endda en underskriftindsamling, da de besluttede at ændre kontaktpersonsordningen, og der var flere beboere, der var utilfredse og kede af det, men vi blev alligevel ikke hørt. Jeg føler, vi er ligegyldige, så længe personalet og ledelsen kan få det, som de vil have det.
Vi bliver aldrig taget med på råd. Det er så grotesk, det er jo hele vores hverdag, der bliver påvirket, når de laver ændringer.
Det er på trods af, at Socialtilsyn Syd har et kriterie, som lyder, at borgeren skal have indflydelse på beslutninger vedrørende hverdagen i tilbuddet. Jeg har påpeget, at det har vi ikke, men jeg mærker ingen reaktion fra dem heller.
Mine pårørende har også klaget utallige gange til både bostedet, kommunen og socialtilsynet, men de bliver heller ikke inddraget.
Personalet er nødt til at spørge os beboere, før de gør noget, især os, der vægter meget højt at blive inddraget. De skal jo hjælpe os, så vi får det bedre, men jeg får det kun værre og værre.
De overholder heller ingen af de aftaler, jeg har lavet med dem for eksempel i forhold til mit ugeskema. Og når jeg siger det til personalet, siger de, at jeg skal gå til afdelingslederen, men når jeg gør det, siger hun, jeg skal gå til centerlederen osv. Alle lægger ansvaret fra sig.
Jeg har også oplevet flere gange, at de ændrer mine aftaler uden at inddrage mig. Når jeg så spørger dem, om hvorfor de ikke overholder aftalen. Så siger de bare “Det er en beslutning, der er taget”. Jeg bliver simpelthen så frustreret. Det er dybt respektløst, ikke at lytte til os beboere.