Ja, så blev jeg indlagt forrige fredag. Efter besked om tvangsindlæggelse hvis det ikke foregik frivilligt. Så frivillig tvang var det vel. Forlod venterummet på psyk. Modtagelse og bevægede mig mod stationen. Ønskede at forlade et liv som gør for ondt at leve. Men modtagelsen kontaktede mit bosted og de ringede mig op og overtalte mig til at vente på politiet, som ville hente mig. Tilbage til modtagelsen, fik en stue og en kort lægesamtale.

Vi nåede til søndag. Snakkede med en læge. Han foregøglede mig at jeg først skulle have det bedre og dernæst skulle jeg udredes og have tilpasset medicinen da der var rod i diagnoserne. Men ny læge er gerne lig nye planer, så da jeg efter den snak blev flyttet til ny afdeling, ja, så røg løfterne sig en tur. I går, efter en indlæggelse på en uge, havde de pludselig planer om at jeg mandag, når der havde været møde mit bosted, skulle udskrives. Omsider fik jeg fortalt om mine konkrete planer, efter massivt pres, og planen blevet annulleret, men kun for at hedde sig at jeg kunne få, få ekstra dage. Min ene kontaktperson fra bostedet var på besøg i går og hun forsøgte at forklare dem, at de derhjemme var nødt til at have en plan inden jeg kom hjem, for hvordan de kunne hjælpe bedst. Desuden at det ikke var holdbart at jeg kom hjem, når jeg er så skidt endnu.

Hvad nu?

Jeg ved at min anden kontaktperson, som kommer til mødet mandag, vil fremlægge deres holdning til tingene, men jeg ved også, at min virkelighed bliver den, som jeg, ifølge en artikel, som jeg læste for kort siden, deler med mange depressive. Vi bliver som depressive ikke nødvendigvis færdigbehandlet ved indlæggelse på psykiatriske afdelinger. Her er man nødt at prioritere potentielt farlige og/eller psykotiske patienter først. At vi som depressive kan være så plaget af selvmordstanker, at vi kan nå dertil, at vi gør alvor af dem, gør os ikke til farlige patienter, vi er “kun” er farlige for os selv. Desuden er jeg bange for, at holdningen stadig er, at fortæller vi om vores selvmordstanker, jamen så gør vi ikke alvor af dem. Og derfor får vi tit sparket ud af afdelingerne al, al for tidligt. Men systemet er også nødt til at huske hvem der bliver sorteper, offer, i dette spil om hvem der skal være plads til. Desværre!

Om Forfatteren

Jeg en kvinde på 45 år, der har oplevet hele livet på den halve tid. Det skal ses i det perspektiv, at jeg som 40 - årig mistede min kæreste igennem 15 år, da han døde af hjertestop. At jeg siden har følt, at sorgen åd mig op. Intet i livet gav mening. Idag øser jeg ud af min brugererfaring til glæde for diverse tiltag i psykiatrien og dermed, forhåbentlig, for andre brugere her. Det har givet indhold i hverdagen og livet en anden dimension. Hermed velkommen til min blog❤️❤️❤️

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.