Tina Jørgensens første møde med systemet er en indlæggelse på ungdomspsykiatrisk afdeling i teenageårene. Siden er hun indlagt på adskillige psykiatriske hospitaler og et par bosteder. På fem år går Tina fra at have fast vagt på 24 timer i døgnet til at bo i egen bolig. Hør historien fra både Tina og hendes kontakt person.

Af Tina Jørgensen

Jeg kom til Tuesten Huse i Aarhus efter at have boet på et botilbud i Mariager med udviklingshæmmede, hvor jeg ikke passede ind. Jeg var psykisk syg ikke udviklingshæmmet. Jeg havde haft vagt på 24 timer i døgnet i to år – konstant. Jeg var aldrig alene. Mine familie og venner var stadig i Aarhus og den lange afstand og det, at jeg skulle have vagt på, gjorde det svært at ses.

Når jeg havde det svært, så prøvede jeg at komme af med livet. Jeg var bange for at smitte folk. Jeg kunne ikke se folk i øjnene, gik med tæppe og kasket og skadede mig selv på alle mulige måder. Da jeg kom hjem til Aarhus, mærkede jeg, hvordan jeg fik lyst til at prøve og blive rask.

En stor motivationsfaktor er, at jeg var bange for at komme tilbage til botilbuddet for udviklingshæmmede. Det var ikke godt at blive overvåget, alt det tvang og bæltefiksering gjorde det bare værre.

Louise, Tinas kontaktperson, fortæller:

– Det er vigtigt at forstå, hvad Tina kommer fra for at forstå, hvor lang vej hun er kommet. De første ni måneder på Tuesten Huse var ekstremt intensive.

– Da hun flyttede ind, var hun fuldstændig opslugt i sin egen verden. Hun havde en fantasiverden, som hun søgte tilflugt i, og den var ikke ubetinget god. Den krævede ting af hende, der var helt urimelige. Der var blandt andet stemmer, der sagde, at hun skulle skade sig selv, hvis ikke hendes familie skulle komme til skade.

– Hun opførte sig helt ekstremt og gik rundt med en solskygge og musik i ørene og tæppe over skulderne. Hun gik med høje knæløft og lavede så lidt lyd omkring sig som muligt. Og så var hun meget selvskadende. Hun slugte eksempelvis blade fra hobbyknive, og hun havde ingen tillid til nogen.

– I starten brugte vi meget energi på at lave om på det sprog, der blev brugt omkring hende. Vi var ikke kontrollerende, vi kom ikke og kiggede til hende for at kontrollere, det var udelukkende tryghedsbesøg.

Du er jo ikke skør
På Tuesten Huse fik jeg hund og kat. Det betød meget. Jeg havde mit eget køkken og kunne selv bestemme, om jeg ville spise med i fællesrummet. Mine venner og min familie kunne komme og gå, som det passede dem og mig.

Jeg begyndte at ses med veninder og familie igen. Mange af mine veninder sagde: “Du hører ikke til der. Du er jo ikke skør”.

I Aarhus havde jeg mine venner og min familie. I Nordjylland havde jeg ingen. Det betød rigtig meget. Nogle gange kom de bare og hentede mig, og vi tog til hesten eller til byen. Det var vigtigt at komme ud og ikke bare sidde der på botilbuddet. Jeg skulle ud blandt andre og se noget andet end de fire vægge, ellers blev jeg skør.

Jeg fik hurtigt en god veninde på den anden side af botilbuddet i de “normale” boliger. Hendes søn på fire kom på besøg, og vi snakkede og legede sammen. Han gav mig livsglæde. Han kom med noget andet og spurgte for eksempel: “Hvorfor har du de ar på armene”? Og så måtte jeg tænke på en anden måde for at få ham til at forstå det.

Louise, Tinas kontaktperson, fortæller:

– Vi brugte en del tid på Tinas netværk, da hun begyndte at få det bedre. Det var hendes mor og hendes gamle veninder, som kom til åbne dialogmøder.

– Vi arbejdede med at balancere deres forhold, så de ikke kun var i hjælperollen, men så det blev mere ligeværdigt. Tinas netværk gjorde det nemt, fordi de gerne ville samarbejde, og det var rigtig vigtigt for Tina.

Hun insisterede
På Tuesten Huse fik jeg tildelt tre kontaktpersoner. Den ene så ud som en led kælling, én man kunne komme op at diskutere med. Det viste sig, at vi også godt kunne komme op at diskutere, men det var, fordi vi snakkede om alt muligt. Hun gjorde rigtig meget for mig. Hun troede på, at jeg kunne komme videre og ud af det her system, også når jeg ikke selv troede på det.

Hun blev ved med at spørge ind til de ting, jeg gjorde, indtil jeg til sidst selv kunne forklare det – hun spurgte så længe, at jeg til sidst selv fik en ide om, hvorfor jeg gjorde, hvad jeg gjorde. Hun blev ved, selvom jeg blev sur og sagde, nu må du altså stoppe. Men hun insisterede på at forstå mig, og det hjalp også mig til at forstå. Jeg kunne mærke, at hun troede på mig, og på, at jeg skulle videre i livet.

Når jeg havde det svært kunne dem, der kendte mig skubbe lidt til mig. Det kunne de, fordi jeg var glad for dem, og fordi de kendte mig og behandlede mig ordenligt, og fordi de troede på mig. De vidste, hvornår de skulle skubbe lidt, og hvornår de skulle holde igen.

Mit vendepunkt
Jeg gjorde stadig meget selvskade, mens jeg boede på Tuesten Huse, og der var flere gange, hvor jeg slugte barberblade. Men de kom jo ud igen. Første gang gik der hul på min tarm, men det afskrækkede mig ikke. En måned efter gjorde jeg det igen. Men der kom de ikke ud, og jeg skulle ind og opereres. Da de fiskede dem op, skar de ved et uheld hul i spiserøret, og jeg endte i koma i fire dage.

Da jeg vågnede fra koma, lå jeg i bælte omgivet af læger og psykiatere. Jeg blev forskrækket og tænkte:” hvad fanden sker der?” Og det er stadig svært at forstå i dag, fordi det ikke føltes virkeligt. Det, tror jeg, var mit vendepunkt. Det var første gang, jeg forstod, at det her, det kunne jo virkelig gå galt. Jeg kan ende som en grønsag, jeg kan også miste livet, og det havde jeg ikke lyst til.

Så jeg satte mig det mål ikke at gøre skade på mig selv i et halvt år, og så gik jeg op på den afdeling, hvor jeg kom meget og sagde: ”Jeg har klaret mig i seks måneder nu uden selvskade. Og det er en god dag!” Efter jeg besluttede mig for at have det godt, var jeg aldrig hjemme, jeg var på vej videre.

Min kontaktperson havde besluttet, at når hun kom tilbage fra sommerferien, så skulle der gå to måneder og så skulle vi søge en ny bolig. Men da hun kom tilbage, havde jeg allerede taget kontakt til min myndighedsrådgiver og bedt om at få en bolig tæt på min mor. Og det lykkedes heldigvis at få bolig i det område, hvor jeg kendte mennesker og følte mig tryg. Jeg var nervøs for at flytte, men jeg sov så godt den første nat, at jeg tænkte: ”Det her er lykken”.

Jeg fik lov til at beholde mine kontaktpersoner fra Tuesten Huse, som blev tilknyttet som bo-støtte det første halve år, fordi jeg var så træt af systemet og ikke gad fortælle min historie igen til en ny person.

Jeg vil af med mit stempel
I dag bor jeg i hus med min forlovede og mine to hunde. Jeg vil gerne ud af min pension. Siden jeg flyttede ud af Tuesten Huse, har jeg haft frivilligt arbejde. Først i et beboerhus og siden på en skole i 9. klasse, hvor jeg arbejdede i stalden. Nu er jeg lige stoppet på Tingskoven, et dyreinternat, fordi jeg kom til skade med foden. Jeg får ingen medicin længere. Jeg er trappet ud i samråd med min læge. Jeg sover bedre og har fået mere overskud.

Min kæreste og jeg sparer sammen til et nedlagt landbrug for at starte en katte- og hundepension. Jeg elsker dyr, og jeg vil af med det stempel, en førtidspension er. Det er ikke, fordi det ikke kan løbe rundt økonomisk, det er det stempel, jeg vil af med. Det at være på førtidspension er ikke det, jeg har lyst til. Jeg vil vise, hvad jeg kan. Jeg kan arbejde.

Jeg snakker stadig med mine kontaktpersoner fra Tuesten Huse, også selvom de ikke alle arbejder der mere. Vi ses jævnligt uden for systemet i dag til kakao og snak om alt muligt. Jeg er i dag rask, både ifølge mig selv og min læge. Jeg kæmper dog stadig for, at det danske system skal behandle mig sådan.

Louise, Tinas kontaktperson fortæller:

– Tinas fortid forfølger hende stadig. Hver gang hun møder systemet bliver fortiden smidt i hovedet på hende igen og det er helt urimeligt at hun har lavet det her kæmpe stykke arbejde og så bider fortiden hende i røven. Der har været flere tilfælde, hvor Tina for eksempel er gået til lægen med smerter og lægen har troet, det var noget psykisk.

– Tina og jeg ses stadig, og det giver stor energi og arbejdsglæde at følge med i Tinas liv.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.