Outsideren har været i biografen og set filmen ’Aminas breve’. Et drama om en ung psykisk syg fyr, der går på jagt efter den gymnasieveninde, der som den eneste har holdt kontakt til ham under hans indlæggelse på en lukket afdeling. Det er historien om jagten på Amina, men endnu mere en fortælling om hovedpersonens Janus’ forfulgte sind.

Af Tinne Buchholz Madsen

Esben Smed har et af den slags ansigter, om hvilke, man kan forestille sig, hvordan det så ud som fem-årigt. Sårbarheden lyser ud af hans drengede, markerede ansigt, og det gør ham til en særdeles godt castet galionsfigur for filmen ’Aminas breve’, hvor han har hovedrollen som Janus, en ung mand, der lider af paranoid skizofreni.

Filmens omdrejningspunkt er gymnasieveninden Amina, som Janus i snavset T-shirt ringer til fra den lukkede afdelings telefon, der – ligesom Claude Monet-billedet af åkanderne – er boltet fast på væggen.  Han fingererer med små, nervøse bevægelser ved telefonledningen, mens han fortæller Amina, at han ’har været lidt forvirret nogle gange’, da hun spørger, hvordan det går.

Umiddelbart et fint udgangspunkt for at tage fat i nogle af de problematikker, der er forbundet med at være psykisk syg: omverdenens reaktion på, at alle alarmklokker bimler og bamler på ’øverste etage’ og at sindet kører med udrykning ud ad en motorvej. Denne tematik følges desværre kun løseligt op, da det senere fremgår, at Janus officielt er tjekket ind i lufthavnen for at tage til Goa, i stedet for, som virkeligheden forholder sig, på en psykiatrisk afdeling.

Ingen faste holdepunkter
Hurtigt overgår Janus og Aminas kommunikation til skrift. Under det forvaskede hospitalslagen gemmer Janus sin skat: En plasticlomme fyldt med håndskrevne breve fra Amina. En samling breve, der holder sammen på Janus under hans indlæggelse. Men pludselig er der ingen kuverter med Janus’ navn at hente i den lille luge, hvor den ansvarshavende sygeplejerske plejer at uddele dem. Og da Janus bliver udskrevet, sætter han sig for at finde ud af, hvad der er blevet af Amina.

Denne agenda bliver motoren på filmen – for det viser sig, at det slet ikke er så ligetil at opspore gymnasieveninden.  Vi følger Janus gennem miljøer af meget forskellig karakter, men med det tilfælles, at der ingen faste holdepunkter er for ham. Da Janus tjekker ud fra hospitalet, er det til storebroren Kristoffers lejlighed, der indeholder dyre designermøbler, men ingen storebror, da denne er på forretningsrejse i Shanghai. Vi ser Janus besøge en af sine kvindelige gymnasiefæller, der plaprer løs om sin træning og viser selfies i et væk. Og vi ser ham opsøge sin medpatient, kunstneren Astrid, som han opnår en flygtig romance med – eller gør han?

Der er faktisk ét fast holdepunkt for Janus, ud over Aminas breve, gennem hele filmen. En fedladen ældre mand i undertrøje, der uafladeligt ryger cerutter og med sin hvislende stemme nedgør Janus igen og igen. En misbrugende stedfar? En pædofil onkel? Eller bare personificeringen af det helvede, der udspiller sig i hovedet på den unge mand på grund af hans sygdom? Vi får ikke noget svar på det, og det gør egentlig heller ikke noget. For manden fungerer som den special guest star, der kommer på scenen, hver gang Janus igen krakelerer og sygdommen overtager ham. Hvad enten det giver sig udslag i ukontrollable grådanfald og svedeture, et inferno af druk, dødsmetal og opkast og vandalisme af broderens lejlighed – eller sønderrivende lemlæstelse af de karakterer, han møder på sin vej.

Det normale er fraværende
Manden er det onde, der ledsager Janus. Og som biografgængere forstår vi godt, at karakteren Janus er en plaget sjæl, højst sandsynligt med en barndom som offer for adskillige former for misbrug. En indikation er, at han ikke opsøger sin mor, men i stedet ringer op til hende uden at sige noget, og lister sig hen til hendes stuevindue og kigger ind uden at banke på.

Filmens problem er for mig at se, at vi ikke rigtig når at lære Janus så godt at kende, at vi for alvor græder med ham. Jonas T. Bengtssons anden roman, Submarino, blev forbilledligt filmatiseret med Thomas Vinterberg som instruktør, og det er ærgerligt, at Aminas breve, instrueret af Jacob Bitsch, ikke formår at få helt samme skæbne. Og hvorfor så ikke? Esben Smed kan man ikke skyde skylden på. Han spiller sublimt, græder, slås, sveder og bløder, alt med stor indlevelse og troværdighed. Det er måske snarere historien, vi skal klandre: at vi ikke får et indblik i Janus’ liv, før sygdommen slår ned; i gymnasielivet, til ungdomsfesterne med klassekammeraterne, i tosomhedsstunder med Amina. At vi hopper lige ned midt i, hvor udrykningen er tændt, frem for at følge hverdagen, der leder op til det. Det gør f.eks., at det bliver svært at følge hans åbenlyse forelskelse og fascination af Amina, at vi ikke møder de to i en ’normal’ situation. Det kan selvfølgelig også være hele Jacob Bitsch’ pointe: at der ikke nødvendigvis har været en normalitet inde i Janus på særlig mange tidspunkter, og at han, instruktøren, gerne vil fremstille den flænsende smerte, der bor i det menneske, der aldrig finder ro.

En kommentar

  1. Kim Engelbrechtsen

    Hej Tinna

    Flot, flot anmeldelse. Jeg får lyst til at se filmen, selv om du nok har ret i, at der burde være noget om Janus opvækst – og stunderne med veninden.
    Især i betragtning af at Janus er navnet på en romersk gud, der karakteriseres ved to ansigter, der kigger i hver sin retning. De to ansigter giver ham overblik og gør ham i stand til at se både frem og tilbage på samme tid. Janus symboliserede forandring og overgange som fra fortid til fremtid, fra en tilstand til en anden, fra en vision til en anden og fra et univers til et andet.
    Det lader ikke til, at denne symbolik er brugt til fulde i filmen. Men jeg vil alligevel ind og se den. Du har vækket min nysgerrighed. Tak for det 🙂

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.