Jeg husker det som var det i går, den gang jeg blev indlagt for første gang på ungdomspsykiatrisk afdeling i Kolding.
Det var sommeren i 2009 og jeg var fuldstændig knust indeni, jeg trængte til hjælp men frygten for at komme ind på afdelingen var det eneste der susede igennem hovedet. Det var første gang jeg nogensinde skulle tage medicin for at min hjerne kunne fungere igen og det blev starten som prøve kanin for at finde det rette præparat.

pillerblog
Jeg sidder her ved min computer imens tankerne flyver i hver retning. Jeg tænker tilbage på den dag jeg første gang skulle tage piller mod kaos og tristhed, det var den gang det hele startede. Jeg er stadig den dag i dag tilknyttet psykiatrien og jeg får også stadig medicin som skal hjælpe mig fra alt som fx konstant tristhed og holde stemmerne på afstand.
Jeg har været tilknyttet psykiatrien siden 2009 hvor jeg var fyldt 16 år og her sidder jeg så som 24 årig med en pille æske der er fyldt til randen og selvom det er forfærdelig at sluge alle de piller i løbet af dagen så ved jeg også at det er dét som hjælper mig igennem dagene. Der er stadig dage fyldt med stemmer og depressionens skarpe klør men det bliver bedre og bedre for hver dag der går.

Jeg har igennem årene haft forskellige læger som alle har prøvet forskellig medicin af på mig men fælles for de fleste af lægerne har været at de ikke ville lytte når jeg fortalte om bivirkninger eller at medicinen egentlig ikke virkede.
Jeg har følt mig som en prøve kanin for alle deres smarte præparater og meget af de uden positiv virkning.
Jeg har ikke følt at jeg havde noget at skulle sige omkring medicinen, jeg følte mig som et barn der blev talt ned til.
Jeg har fået høje doser medicin og jeg tror at lægerne har været desperate og har skruet mere og mere op for min medicin hvilket min krop reagerede negativt på.  Min familie og jeg har kastet mange penge i et sort hul når der skulle skiftes medicin hvilket har været en kæmpe frustration når jeg hele tiden skulle skifte medicin.

Jeg har i tide og utide stoppet med min medicin, de fleste gange fordi jeg indeni kæmpede en kamp.
Jeg startede op hos en psykiater som faktisk var glad for at høre at jeg var stoppet med min medicin kort forinden fordi den dosis jeg fik var alt for voldsom. Det er første og eneste gang at jeg er blevet rost for at stoppe med medicinen men det skabte også en ambivalens indeni, kunne jeg stole på lægerne når nu de gav mig voldsomme mængder medicin?
Jeg blev kastede fra den ene til den anden læge men så endte jeg vist det rette sted.

Jeg går ambulant hos en af de sødest læger jeg nogensinde har mødt i psykiatrien.
Jeg havde forberedt mig til første samtale og havde lavet en lang liste over medicin jeg havde prøvet samt en beskrivelse af hvad det gjorde for mig af gode og dårlige ting. For første gang i mange år følte jeg mig hørt og forstået, hun lader mig være en del af valget om medicin og giver mig valg i stedet for at bestemme selv. Jeg har selv været med til at beslutte hvilken medicin jeg skulle have og hun er altid klar hvis der er noget der skal tilpasses når jeg har dyk eller har det meget bedre.

At blive involveret i sin egen behandling er vigtig! det skader mere end det gavner hvis man bliver talt ned til og ingen valg muligheder får. Jeg kan mærke markant forskel på min tidligere ambivalens omkring medicinen nu hvor jeg bliver hørt.
Jeg tager medicinen fordi det gavner mig og fordi jeg har gode mennesker i mit netværk som støtter op og er klar til at gribe mig når jeg falder.

Måske skal jeg tage medicinen resten af mit liv men det er okay
– så længe det hjælper mig til at leve.

 

 

 

 

 

Om Forfatteren

Skjult bag navnet Charlie, befinder der sig en ung pige på 26 Jeg jonglerer med diagnoser der aldrig rigtig virker til at falde helt på plads, bokser med et system der aldrig rigtig har ville hjælpe, og råber på hjælp i psykiatrien for døve øre. Jeg skriver om mit liv, min verden, om oplevelser og minder og springer frem og tilbage i tiden.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.