For Bernd Bachmann var det svært at miste sit arbejde. Men han er nået til en erkendelse af, at han bidrager til samfundet, selvom han ikke nødvendigvis får penge for det.

Af Bernd Bachmann

Da jeg i sin tid mistede mit arbejde, og efterfølgende blev erklæret uarbejdsdygtig, følte jeg, at jeg var berøvet min identitet. Jeg flakkede i lang tid rundt uden noget håndgribeligt, som jeg kunne koble en ny identitet op på andet end min psykiske sygdom. Men jeg var og er ikke min sygdom. Jeg er noget andet, men at finde ud af, hvad det er, har været en lang proces.

Da jeg i sin tid hoppede fra gymnasiet midt i 2. g, startede jeg mandagen efter på mit første fuldtidsarbejde. Et eller andet skulle man jo have at rive i, og en løn gav jo også en frihed. Bortset fra et højskoleophold og tre år på seminariet arbejdede jeg, som de fleste andre mennesker, fuldtid og kontinuerligt. Da filmen så knækkede, og jeg røg ud af arbejdsmarkedet, gik der lang tid, hvor jeg egentlig stadig identificerede mig som pædagog, jeg var ”bare” sat på pause. Da jeg så, efter flere aktiveringsforløb uden den store succes, fik førtidspension, nød jeg i nogen tid, den fred det gav, ikke at skulle leve op til kommunens og statens aktiveringskrav.

Søgte hjælp i flasken
Jeg har altid været lidt ærekær. Det at være i arbejde og aktiv i det hele taget, var noget jeg tillagde stor betydning i forhold til, hvordan jeg opfattede mig selv, altså som mand og forsøger for min familie. Så da rollen pludselig blev en anden samtidig med, at familien gled mig af hænde, var fornemmelsen af at være degraderet til en anden- eller tredjerangs borger stor. Jeg valgte at forsøge at drukne min vrede i, hvilken som helst lettilgængelig alkoholfyldt væske. Det kan ikke anbefales.

Derouten var dermed total. Jeg gik fra at være pædagog med ledelsesansvar, familiefar, at have et aktivt socialliv og være fagligt engageret, til at være fraskilt, langtidsledig alkoholiker med en psykisk sygdom i løbet af få år. Den, jeg kendte, var væk og ham, der kiggede tilbage fra spejlet, var ikke en person, jeg havde lyst til at se i øjnene.

Belaster ikke samfundet
Da jeg var yngre, hørte jeg flere gange ordsproget ”lediggang er roden til alt ondt”, og jeg er stadig af den overbevisning, at der er noget sandhed i ordsproget, men ikke som jeg opfattede det dengang. Det at være uden arbejde, er ikke det samme som lediggang, men vi har nogle samfundsnormer, som lærer os at sidestille tingene, uden den store eftertanke.

Jeg mener ikke, at ledighed er det samme som arbejdsløshed. Ledighed betyder vel umiddelbart, at man ikke har et betalt arbejde, hvorimod arbejdsløshed betyder, man ikke har et arbejde. Jeg er ledig, men jeg har masser at arbejde med. Måske ikke i forhold til normalen, men jeg arbejder blandt andet med mig selv og med at få min hverdag til at hænge sammen, så jeg har styr på min psyke og belaster ikke andre og samfundet mere, end hvad der er nødvendigt.

Før jeg kom til den erkendelse, var det at være arbejdsløs sammen med mine andre problemer et nederlag, der blev ved med at stikke til mig, indtil jeg var klar til at stikke hovedet op af dyndet og prøve at kigge på de problemer, jeg havde, fremfor at prøve at drukne dem. Det er desværre forbandet nemt at give skylden til andre, alle dem, man mener ikke forstår én. Det er langt sværere at løfte hovedet og prøve at takle modgangen end bare at flyde med strømmen.

Vi har alle noget at byde ind med
At komme dertil hvor jeg delte ledighed og arbejdsløshed op i to separate ting, har været en lang rejse, og hvornår jeg kom dertil, kan jeg ikke sige. Men for mig er det af afgørende betydning i forhold til, hvordan jeg ser på mig selv. Jeg opfattede mig selv som en taber i mange år, det gør jeg ikke mere, heldigvis. Derimod så prøver jeg at yde min del, der hvor jeg kan og i forhold til, hvordan min psyke svinger. Jeg ved, at mine dage som lønmodtager er ovre, men det er ikke det samme som, at livet er slut. For vi har alle noget at byde ind med, det svære er at finde ud af, hvad det er, og hvordan det kan lade sig gøre.

Nogen kan komme dertil af sig selv, andre, som mig, skal hjælpes på vej. Det vigtigste for mig, i det liv jeg lever nu, er, at jeg kan se, at mine tidligere erfaringer på arbejdsmarkedet ikke er spildt, men er noget, jeg i nogen grad bruger nu. At selvom det liv jeg lever nu, ligger meget langt fra det, jeg levede engang, så er der alligevel en sammenhæng, som giver følelsen af et helt liv, og ikke to brudte liv.

At have arbejde er mange ting og afhænger meget af, hvem du er. Jeg ved godt, at der stadig findes nogen, som påstår, at det eksempelvis at sørge for en husholdning ikke er et arbejde, eller at det at være på barsel heller ikke er det. Deres øjne må der arbejdes på at få åbnet. Erkendelsen af at vi alle er forskellige, med forskellige interesser og funktionsniveauer, er noget vi hver især skal arbejde lidt med, men det er også et samfundsproblem.

Psyken bør ikke begrænse
Noget af det som os, der er lidt skæve oppe i hovedet, skal lære at leve med, er netop, den skævhed og, hvad den betyder. Når vi har nogenlunde styr på den del, kan vi bidrage med vores. Om det er i familien, lokalt eller ude i den store verden, er i mine øjne irrelevant. Vores psyke er forskellige, og vore interesser er det også, der bør ikke være begrænsninger på, hvad et bidrag kan være, for det er individuelt. Så hvis bidraget bare er et ”hej” eller ”godmorgen”, så må det være nok, hvis kræfterne ikke rækker til mere.

Vi bør om nogen stoppe med at se ned på os selv, for hvordan kan vi få samfundet til at lade være, hvis vi ikke selv kan.

Så ja, det at være uden for arbejdsmarkedet er noget møg, men det er bare penge. Jeg er psykisk syg, ædru alkoholiker på førtidspension, det er ikke noget, jeg er stolt af, men det er den fane, jeg tager med mig, når jeg blander mig, og det vil jeg blive ved med at gøre, der hvor jeg kan.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.