Som et led i en afklaring til et ressourceforløb blev jeg henvist til psykiatrisk afdeling da min læge anbefalede en angst- og fobibehandling som det bedste for mig. De anbefalede antidepressiv medicin, men pillerne fjernede al min glæde, og gjorde, at jeg kunne sidde med mit lille barnebarn på skødet uden at føle noget. Da det gik op for mig, droppede jeg dem med det samme.


Af Lianne Larsen

Jeg er tilknyttet jobcentret som sygemeldt, eller det vil sige: man kan ikke være syg på kontanthjælp. Man er bare registreret i en gruppe hvor de – jobcentret – ikke må sende en ud i et arbejde uden forudgående aftale. Nå, men jeg havde aftalt med min tidligere jobkonsulent, at vi skulle arbejde hen mod et ressourceforløb, eventuelt med en arbejdsprøvning i udsigt, med henblik på et flexjob.

Min jobkonsulent skulle indhente info fra ’alle’ de steder, hvor jeg er/har været i forløb for de psykiske og fysiske lidelser.

Jeg har ’kuskefinger’ på venstre lillefinger, hvilket vil sige, at den er bøjet i 90 grader af fastgjorte sener. Ringfingeren kan ikke strækkes helt, da den går i krampe på grund af de ødelagte sener i lillefingeren og ned i hånden. Dette er medårsag til, at jeg ikke kan skrive særlig godt på tastatur, da fingeren er i vejen. Jeg kan ikke skrælle kartofler, ikke skære grøntsager, ikke vaske hår og ikke smøre mig med creme uden smerter i hånden. Jeg har slidgigt i venstre hofte, som gør at jeg ikke kan gå eller stå ret længe ad gangen, jeg har slidgigt i venstre albue, som kræver, at jeg skal holde venstre arm nogenlunde i ro og slet ikke kan løfte tungt. Jeg har en diskusprolaps i ryggen, som gør, at jeg ikke kan sidde ret længe af gangen. Og skal jeg ud i verden, foregår det på store doser smertestillende medicin, hvilket gør, at jeg har begyndende mavesår, som jeg er medicineret for.

Oven i alt dette er jeg diagnosticeret med psykisk stressrelateret epilepsi. Hvis jeg bliver stresset eller presset, får jeg kramper, og hvis det fortsætter, kan det føre til anfald. Jeg er medicineret for det, så jeg holder den gående.

Psykisk er det panikangsten, der er værst. Ukendte steder, fremmede mennesker og ukendte opgaver udløser det. Men også noget, jeg kender, kan udløse det, f.eks. møde på kommunen eller jobcentret, fordi jeg ikke ved, hvad der venter.

Jeg har været tilknyttet en psykolog i to forløb af 12 gange.

Ikke flere værktøjer til mig
Nå, men tilbage til det her ressourceforløb. For at man kan blive indstillet til et sådant forløb skal alle behandlingsmuligheder være forsøgt, bl.a. skulle min læge lave en generel helbredsattest, en såkaldt GHA. Min læge er en meget fornuftig kvinde, og hendes mening er, at jeg skal have fred – læs: pension – så jeg den vej kan komme mig over mine psykiske udfordringer og måske blive mere ’komfortabel’ med mine fysiske udfordringer.

Som et led i denne GHA, henviste min læge mig til psykiatrisk hospital, idet hun mente, at jeg måske kunne få nogle værktøjer til at håndtere alle mine skavanker, hvis jeg kunne deltage i et forløb i en gruppe, der hed ’Angst og fobi’.

Jeg mødte op til samtalen en torsdag. Halvanden time med en psykiater, som afsluttede med at sige, at jeg helt klart lå i præferencegruppen, men at det skulle tages op på et gruppemøde om mandagen, så jeg ville få besked tirsdag eller onsdag. Allerede mandag eftermiddag ringede hun: ”Du er så langt ude, og du har været det så længe, så vi kan ikke give dig flere værktøjer, end dem, du selv har udviklet over den lange periode, men det ville nok være en god idé, hvis du fik antidepressiv medicin. Vi tror, det er det eneste, vi kan gøre for dig lige nu”, lød meldingen.

Wauw, for en lussing. Langt ude?  Ja, det ved jeg. Og længe? Ja. Jeg har ikke været på arbejdsmarkedet, siden jeg gik ned med stress for første gang for 10 år siden. Men at der kun var lykkepiller tilbage, slog mig helt ud. Jeg tudede resten af dagen, det var simpelthen for meget. Jeg har hele tiden prøvet at undgå at tænke direkte på, hvor langt ude, jeg er, og så blev jeg bare sendt direkte til tælling – og ikke bare til 10

Så det var en tur til lægen med dette svar. Vi aftalte, at jeg skulle starte forsigtigt på antidepressiv medicin, 50 mg Sertralin, en måned senere skulle vi så mødes igen med henblik at regulere dosis. Jeg startede i begyndelsen af december, og allerede efter en uge kunne jeg mærke virkningen. Jeg blev lidt meget ligeglad, men jeg havde stadig mine nedture.

Kunne ikke overskue børnene
Mit lille barnebarn på knap et år blev syg, og min datter ringede og spurgte, om mormor kunne komme og passe ham, så far og mor ikke skal bruge feriedage på det.  Det ville jeg selvfølgelig meget gerne, da han er min lille guldklump. Det skulle blive en meget anderledes oplevelse, end den jeg er vant til. Jeg plejer at blive fyldt op af lykke, når jeg er sammen med ham. Denne gang følte jeg ikke ret meget. Det opdagede jeg faktisk ikke lige der, men da vi holdt jul sammen, slog lynet ned: Min svigersøn har tre børn i forvejen, som jeg også er meget glad for. Normalt plejer jeg at sørge for børnene og give de voksne en pause, men ikke denne gang. Det var mig, der gik for mig selv i køkkenet, for jeg kunne simpelthen ikke overskue fire børn.

Juledag fyldte min guldklump 1 år. Normalt har mormor førsteret til at skifte bleer, men mormor overlod det til farmor. Jeg orkede ikke, jeg var bare så træt i mit hoved.

Da jeg kom hjem og hele senariet pludselig slog ned i mig tudede jeg hele natten. Næste dag tog jeg ikke medicinen, og har ikke gjort det siden. Jeg har mange nedture og de bedste opture får jeg især af mit barnebarn og de tre bonusbørnebørn. Det vil jeg ikke undvære. Dette fortalte jeg min læge, og hun var meget forstående. Man skal ikke tage antidepressiver for enhver pris.

I dag, fem måneder efter, at jeg droppede pillerne, har jeg stadig mange nedture, men jeg kan overskue dem, fordi jeg ved, at jeg cirka tre gange om måneden er i Frederikshavn, hvor jeg overnatter hos min lille guldklump og resten af familien. Det gør mig rigtig lykkelig, og jeg glæder mig hver gang til at se min familie. De gør det muligt for mig at kapere det, når jeg har det rigtig dårligt. Den glæde kunne jeg ikke mærke, da jeg var på medicin, og derfor er jeg ikke i tvivl om, at jeg gjorde det rigtige, da jeg lagde pillerne på hylden.

2 Kommentarer

  1. Ilse Herbst Jensen

    Kender du til akupunktur metoden NADA ? Der sættes 5 nåle I hvert øre, som skal sidde i 45 min. Det virker beroligende på hele kroppen. Kan evt fåes indenfor psykiatrien eller slå NADA op i dit område. Så vil du kunne finde behandlere. Til dine stramme sener på venstre hånd vil jeg anbefale dig akupunktur metoden IMS. Der sættes nålen i dit stamme senevæv, og tages ud med det samme. Du vil umiddelbart mærke en ændring. Gives af fysiotetapeuter. Søg også her på nettet efter behandler i dit område. Mvh en kvinde med bipolare lidelse 2 og praktiserende fysioterapeut.

    Svar
  2. Michael

    Vil lige nævne at kuskefinger (dupuytrens kontraktur) kan behandles, så fingeren kan rettes ud og derved fjerne smerten i hånden.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.