Dødsangst

Kære læser. Denne blog handler om dødsangst. Alle ved, at de engang skal dø, men nogen tænker nok mere på det end andre. Jeg er en af dem, der har tænkt og stadig tænker meget over det. Her er min historie – og også lidt om, hvordan jeg i dag forholder mig til at arbejde med mennesker, der har haft døden tæt inde på livet.

De tidlige oplevelser
For nylig skrev jeg en blog om angst. Her fortalte jeg blandt andet, at jeg altid har været bange for at dø – men særligt for kroppens forgængelighed ved sygdom. Nærmere bestemt mener jeg frygten for, hvordan kroppen bliver mere og mere afpillet, og hvordan man måske taber hår og kurver over tid.

I bloggen om angst berettede jeg desuden om, hvordan jeg som meget lille var indlagt mange gange og så meget syge mennesker gå omkring. Det var mens jeg var indlagt på et hospital i Tyskland, og selvom jeg var indlagt på en øjenafdeling havde jeg dagligt min gang i et stort fællesspisningsområde, hvor blandt andre også kræftpatienter gik rundt; afpillede, hulkindede, sammenkrøbne og skaldede. Jeg husker også, at mange af dem var tilkoblet drops – jeg husker slangerne, der udgik fra de tynde arme.

Angsten for cancer
Jeg har altid været meget bange for at fejle noget alvorligt og dø tidligt. Særligt har jeg været bange for at få kræft, og i perioder har jeg faktisk haft det sådan, at jeg var sikker på, jeg ville begå selvmord, hvis jeg fik kræft, fordi jeg simpelthen ikke kunne forestille mig at være i en krop, der var så død-lignende. Jeg husker, at jeg skammede mig over disse tanker, for var det virkelig sådan, at jeg syntes mennesker med kræft var ulækre? Hvad var jeg dog for en? Men nej. Jeg fandt ud af, at jeg sagtens kunne omgås mennesker med kræft, for desværre har vi haft en del med den sygdom i min familie. Nej, det med at få kræft rørte ved noget inde i mig selv. Når jeg tænkte på kræft, så jeg nemlig præcis de billeder for mig, af de tynde mennesker fra det tyske hospital. Kroppe, der lignede en død. Hvordan kunne jeg være i sådan en krop?

 

Facing my fears
Som 20-årig gik jeg i terapi, fordi jeg på det tidspunkt havde en periode, hvor angsten for at få kræft og dø var alt for stor, og de skræmmende billeder for mit indre blik alt for begrænsende for mig. Jeg havde voldsomme mareridt, hvor et tyndt, skaldet menneske greb ud efter mig og omsluttede mig. Derfor sov jeg i den periode med lyset tændt. I terapien talte vi om, hvordan det gav rigtigt god mening, at jeg var bange for sygdom og død, min historie taget i betragtning. Men vi kom ikke rigtigt videre – jeg følte ikke, jeg fik nogle værktøjer til at håndtere angsten. Det skal siges, at jeg på det tidspunkt var i dyb krise grundet min nyopdagede øjensygdom – så det giver mening, at min grundlæggende dødsangst var særligt stærk da. Måske har hun haft en rigtigt vanskelig opgave, terapeuten.

Jeg fik aldrig genoptaget behandlingen, og da der kom mere ro på ift. øjnene, fortog angsten sig gradvist. Jeg begyndte at kunne sove med lyset slukket, og tankerne om at begå selvmord, hvis jeg fik kræft, forsvandt også. I dag har jeg stadig tidspunkter, hvor jeg bliver skræmt, når det er mørkt – og så må jeg tænde lyset på værelset eller synge i vilden sky, mens jeg løber hjem fra togstationen en sen aften.

For nylig talte jeg med en psykolog, der mente, jeg nok havde en belastningsreaktion. En art PTSD. På en måde giver det god mening for mig – og i så fald burde jeg gå i behandling, hvor jeg lader mig udsætte for de svære, indre billeder jeg har – i et trygt rum. Skal jeg være helt ærlig, så tør jeg ikke 🙂 Men måske gør jeg det en dag.

At udøve terapi om døden – når man selv er bange
Som psykolog er det en del af dét at være professionel, at man kender sig selv rigtig godt. Her tænker jeg særligt på, hvis man har en psykisk sårbarhed, der gør, at man ikke vil kunne forholde sig professionelt i en terapisession; dvs. blive alt for påvirket af situationen. Jeg har overvundet spiseforstyrrelser, og i dag synes jeg, det er en fordel, at jeg har været igennem dette. Jeg er kommet ud på den anden side og kan bruge min personlige erfaring som en styrke i terapisammenhæng. Jeg ved – groft sagt – hvordan man tænker, når man er spiserforstyrret.

På den anden side har jeg altid vidst, at jeg ikke skulle arbejde med langtidssyge eller dødsangste mennesker. Når man selv har været så overvældet af frygten for sygdom og død, og faktisk ikke har fået den behandlet, så er det ikke en opgave, man bør påtage sig. Men! For nylig fik jeg en henvendelse vedr. en ung mand, der for nogle år siden mistede sin bror til kræft. Jeg blev bedt om at tage nogle samtaler med ham, hvor min opgave blev at rumme hans sorg og hjælpe ham videre med livet. Du kan nok regne ud, at jeg havde mine betænkeligheder! Samtidigt tænkte jeg, at det ville blive en stor udfordring, jeg måske kunne lære noget af, så jeg gik i gang.

Jeg har nu haft én samtale med drengen, og tiden gik med, at jeg bad ham genfortælle hele forløbet. Han – som ellers er en lidt fåmælt fyr – snakkede i over en time. Han malede de mest frygtelige billeder, og jeg kunne mærke, hvordan jeg hele tiden sad og skiftede mellem at blive næsten bange – og at have stor medfølelse med ham. Til sidst viste min klient mig et billede af hans bror et par dage før han døde. Jeg havde næsten lyst til at sige, jeg ikke ville se billedet – men selvfølgelig kunne jeg ikke det. Og hvad så jeg? En tynd, skaldet dreng – der smilede. Det var på én gang en ubehagelig oplevelse for mig at se noget, der lignede de skræmmebilleder, jeg nogle gange ser for mit indre blik, og samtidigt forstod jeg, at billedet rummede en helt utrolig kærlighed mellem to brødre. Igen blev jeg både bange og følte omsorg for min klient.

Efter den første samtale havde jeg meget brug for at tale oplevelsen igennem. Jeg ringede til flere venner, mine forældre – og brugte også mine kolleger, simpelthen for at få det bearbejdet og ud af systemet. Det lykkedes nogenlunde. Da jeg lagde mig til at sove om aftenen måtte jeg alligevel lade lyset være tændt. Jeg så den lille drengs ansigt i mørket, og jeg blev opfyldt af frygt og en stor sorg.

Billederne har fortonet sig nogenlunde nu, og jeg har i dag snakket med en psykolog, der udelukkende beskæftiger sig med at behandle mennesker med kræft og deres pårørende. Jeg fortalte hende min egen historie samt min oplevelse i terapien, og hun gav mig faktisk nogle gode redskaber til at komme videre. Jeg fik desuden at vide, at havde jeg igen brug for at snakke, så måtte jeg gerne kontakte hende igen. Dette gør, at jeg nu har mod på og føler mig bedre rustet til at gå videre med terapien.