Jeg har faktisk aldrig været typen, kropstypen, der kunne ryste af skræk og angst. Jeg har altid godt kunnet føle en indre rystende fornemmelse, men det har aldrig kunnet ses på mig. Men jeg er den seneste tid begyndt at ryste så meget at mine knæ skælver og det kan i den grad tydeligt ses.
Jeg vil alligevel ikke kalde, det et angst anfald, for hvis jeg først begynder at tænke for meget på det som sådan, så vil det blive selvforstærkende, og det er det sidste, jeg har brug for! Så glad for jeg ikke har kontakt med behandlings systemet, der kunne bekræfte, det var et angst anfald!
Jeg kom lige kommet ind fra min have, skulle plante et par blomster ud i bedet. Jeg mærkede angsten mere og mere, men jeg plantede og jeg nyd det en lille smule. Mindede mig selv om at fuglene pippede, fasanen gav hals, hanen troede, det var solopgang, traktoren brummede på den anden side af landevejen, bierne summede, hestene vrinskede, og x, og der var 170 km til larmende København. Der er alt mulig grund til at være rolig og ikke angst. Men angsten fyldte og styrede mit hoved. Da jeg kom ind i stuen rystede mine knæ så meget. Men jeg ser det ikke som noget, der kun er negativt. Der står nemlig ret meget på spil. Mit liv og min forstand. Rystende ben ser jeg også som noget befrielse, at noget stress forlader mit indre, ud i benene. Jeg rystede, fordi det betyder meget for mig at kunne passe mine blomster selv og det lykkedes jo netop til trods for, jeg var ved at skide i bukserne af skræk.
Det kan jo ikke nytte noget, at jeg er for urolig og angst, så jeg ikke kan være hjemme på visse klokkeslet, hvis vejret er varmt og solen skinner. Jeg er jo helt alene hjemme. Smålyde fra andre og x kan jo være ligegyldige og de er kun kortvarige.
Den sidste uge har jeg ikke været ret meget hjemme, fordi jeg har mest angst i mit hjem, i solskin, i varme, på visse klokkeslet. Så er det nemmere at tage væk på tur, ud i verden hvor jeg kan slippe for angsten nogle timer. Jeg har det skidt for tiden, men jeg klare mig. Jeg har livsindhold og håb for mine projekter med heste, skrive på min roman og foredrags forberedelser.
Jeg ville gerne beskrive, hvorfor jeg har det skidt i solskin, varme og sommer, men det er for hårdt. Hvis jeg skriver om det i detalje er det som at puste til gløderne. Det er en dobbelthed og ambivalens om, hvor meget jeg skal skrive, dele, og tale om angsten. Det hjalp mig jo ikke at tale om den i årevis i detaljer i behandling, det pustede kun på ilden. Behandling gjorde mig mere syg.
Når jeg er hjemme vil jeg helst være alene og have følelsen af at være alene. De sidste uger er jeg også blevet opmærksom på at jeg kan skaffe mig denne “alene følelse hjemme”, hvis jeg har været sammen med andre mennesker og talt med dem i nogle timer eller flere. Sidste onsdag lovede jeg en hest at jeg ville være rolig hjemme, bare denne ene eftermiddag, og det lykkedes. Jeg har åbenbart brug for andre mennesker, heste er ingen overraskelse, selvom jeg i den grad er glad for at være alene og føle mig helt isoleret. Jeg har erkendt, at jeg både er en enspænder og social og at er jeg blevet ensom, efter jeg er flyttet væk fra Kbh og alle jeg kender. Men jeg fortryder det ikke, for jeg trængte til en ny start overfor mig selv og for at få en ny historie i ny omgangskreds.
Der er håb forude, også selvom jeg faktisk har det dårligt for tiden… Og på et tidspunkt er det vinter igen, tid til hi.