Anne-Birgitte fortæller over to gange om at lære at sætte grænser og den store glæde det er, når det lykkes. Hun fortæller også om grænseløshedens pinsler og hvordan, det var en hest og en veninde, der satte hende i stand til holde sine grænser

Af Anne-Birgitte Arnfelt

Jeg har aldrig rigtig vidst, hvad det vil sige at have et standpunkt, men jeg har med tiden lært det. Det har ofte været barsk lærdom. For at have et standpunkt skal man vide, at der er noget, der hedder grænser, og man skal turde sætte og holde dem. Det giver faktisk glæde at være i stand til at sætte grænser. Have sine egne meninger og turde sige dem højt og komme med argumenter, det giver bevidst glæde. Det oplever jeg nu. Bare det at sige ”NEJ” beskytter faktisk én psykisk og fysisk. Men jeg skulle meget igennem før jeg nåede hertil – og til glæden ved at sætte grænser. Nu vil jeg gerne fortælle om alt det, der gik forud, alt hvad det kostede at få opbygget mine værn.

Grænsesætning kan skabe konflikter, og jeg har næsten hele mit liv smyget mig uden om ethvert optræk til sammenstød. Jeg ville ikke engang tæt på dem. Farligt. Farligt var det at stå over for andres meninger og synspunkter.  Så jeg føjede mig altså. Lod mig tromle og dominere på en sådan måde, at det var svært at tilpasse mig, jeg måtte forvandle mig, så jeg passede ind. Min opvækst fandt sted i et dysfunktionelt miljø, hvor kun min mor satte grænser. Dagligt. Hun så mig ikke. Hun hørte mig ikke. Hun respekterede mig ikke. Når man ikke har lært at sætte grænser, er man truet alle steder, både hjemme og ude i livet. Man kan blive vægelsindet, og kan gøre sig selv ondt og lade andre gøre en ondt. Man bliver brugt som en kastebold. Og man lider. Det er en pinsel. Ens sjæl bliver perpleks. Man er helt ude på havet, men med en sønderrevet tømmerflåde og uden kompas. Det kan nemt medføre indlæggelser på psykiatriske hospitaler. Ikke at vide hvordan man sætte grænser er symptomudviklende. Det giver simpelthen stress, angst og fører ind i depressionen.

Den gode og den onde vrede
Vrede associeres normalt med konflikter, men er dybest set en kraftkilde, en indre springflod, der kan hjælpe til at sætte grænser. Grænsesætning er af vital betydning. Den er med til at tegne vores identitet, da vi via grænser kommunikerer overfor omgivelserne, hvad vi som mennesker vil og ikke vil være med til. I dybere betydning er grænsesætning evnen til at forsvare sig selv. Det er faktisk at kæmpe for sit liv og for en plads i tilværelsen.

Men vrede kan også ødelægge. Min egen mor manipulerede mig med sin vrede. Det startede i barndommen og videre ind i ungdommen og fortsatte i voksenalderen. I min barndom og ungdom var vi ofte i konflikt, fordi hendes krav var mægtige og tyngede mine skuldre og mit nervesystem. De allerfleste gange bøjede jeg af, føjede hende og fortrængte den voksende psykiske smerte, det gav at stå imod hendes ordrer og altid se hende i øjnene. Ordrer. Fortrængninger. Ordrer. Nu husker jeg det ret. Hun gav ordrer. Men jeg havde en gigantisk vilje. Aldrig sænkede jeg blikket. Men når jeg ikke kunne rumme mere, flippede mit nervesystem totalt ud. Jeg blev omtåget og jeg græd i en uendelighed. For øvrigt var det forbudt at græde hjemme. Min mor truede og vrissede af mig hver gang: ”Du kan bare prøve på at græde …!” og: ”Hvis du ikke føjer mig, må du rejse hjemmefra.” Det gjorde mig altid bange.

For at undgå verbale prygl i de sjældne tilfælde, det skete at jeg græd, styrtede jeg gennem huset, ind på kontoret, smækkede døren og ringede til min far, som intet forstod af det hele. Hulkende fortalte jeg ham, kvalt i gråd med tøffende åndedrag, hvad hun nu havde gjort. Hun havde atter gjort mig fortræd. Efter nogen tid fik han mig dog beroliget og mine ord fløj ud af munden på mig, som overophedede toner flyver ud af et pusteinstrument. Kun min far lyttede til mig. Kun han kunne få mig til at nedtone rystelserne og genfinde balancen. Men han var jo langt væk. Helt i Jylland. Og jeg var på Fyn.

Derhjemme modtog jeg ingen lærdom, selvom min mor var folkeskolelærer og underviste mennesker af en anden kulturel herkomst end dansk. Og dog! Jeg lærte at gøre rent, lave mad, passe et spædbarn – min mindste søster -, foretage havearbejde, kort sagt at være tyende. Så skete der det, at gården vi boede på stod over for en tvangsaktion. ”Hvis vi ikke skal havne på gaden, vil jeg bede dig om at optage det højeste studielån, du kan få,” krævede hun. Og langt ud over bakkerne, jeg lige kunne skimte, måtte jeg lytte til min mors kvaler. Jeg fik også rollen som psykolog og veninde. Alligevel var der hos min mor intet nærvær. Det er alt dette jeg kalder psykisk incest.

I hestenes verden er der ingen skygge
Relationer og tilknytning fandt jeg hos veninder, især Susan – min rideveninde. Og hos heste og andre dyr. Den gang vidste jeg ikke, at mit sind, min hjerne, mine følelser, min person blev såret, hver gang mine grænser blev overtrådt. Der blev slidt på nervesystemet og de kræfter, jeg skulle bruge som voksen. Jeg talte aldrig med mine veninder om det. Jeg turde ikke. Jeg tabubelagde mine lidelser og følte mig skyldig og skamfuld. Heldigvis kunne jeg abstrahere fra lidelsen, når jeg var sammen med Susan og hestene. Vi mødtes i 1979 i Brahetrolleborg slotsstald. Susan og jeg red sammen næsten hver dag. Hver uge trænede vi dressur og ridebanespringning hos en svensk berider i Fåborg. Vi red derhen. En strækning på 15 kilometer. Og hjem igen efter træningen. Når jeg var i hestenes verden, indfandt min skygge sig på sin plads og blev igen en del af mig, og jeg var i et med min hest og mine omgivelser på landet og dets gigantiske skove. Jeg kalder min frygt og angst for min skygge. Når den forsvandt i min kærlighed til min hest og dens træning og i selskab med Susan følte jeg harmoni og glæde. I modsat fald forfulgte den mig hele tiden. Skyggen var min mor.

Mine afbidte negle vidnede om et sårbart nervesystem. Min krop var tynd som et søm.  For min mor var der ikke fysisk, hun var der psykisk. Anne Birgitte var forfulgt. Klædt i sin mors dominans. Skyggen. Psykisk incestoffer var jeg blevet til. Når ens nervesystem nedsmelter, kan man ikke foretage grænsesætning. Det er som luften, der går ud af ballonen.

Fountain House – den første glædelige grænse
Fra 2008 til foråret 2016 har jeg været en fast bestanddel af Fountain House. Først i kontorenheden og redaktionen, dernæst i Bogstøtten, fordi jeg var begyndt på universitetet. Parallelt med denne recoveryfase, konsulterer jeg en psykolog i distriktpsykiatrien, og gør det i øvrigt stadigvæk.

Men i foråret 2016 blev jeg pludselig ramt af angst. Min reaktion var til at starte med godt gemt af vejen. Jeg ville ikke erkende den, end ikke over for mine studiekammerater på KUA, de andre bogstøtter og vejlederne. Så blev min psykolog langtidssygemeldt, hvilket fik min angst til at bryde ud i flammende, lys lue. Jeg kunne ikke længere mestre den. Det var rigtig slemt. Den brændte, som var den en tændt brødrister indopereret i min brystkasse. På grund af smerten kunne jeg ikke holde masken længere. Mit grundlag – min psykolog – var pludselig borte. Jeg blev endnu mere angstbefængt, fordi min vejleder i Bogstøtten ikke forstod, at hans vejledning og hjælp ikke var tilstrækkelig. 30 minutter! Derfor fik jeg skrækkelig angst for computeren og Youtube, som jeg ellers skulle bruge til en opgave. Bange for at skrive den eksamensopgave, der skulle afleveres. Nætternes mareridt handlede om en epoke i mit tidligere studieliv i starten af firserne, hvor jeg på Handelshøjskolen skulle lære at skrive og aflægge eksamen i det. Den eksamen bestod jeg ikke første gang, og som konsekvens måtte jeg gå til reeksamination. Den angst for PC’ere har aldrig forladt mig siden. Jeg fik ganske enkelt stress af dem.

Det var alt det, der var på spil, da jeg fik angst sidste forår.  Svært var det at komme på benene om morgenen, men jeg kom alligevel derhen. Jeg forsøgte at italesætte min angst, men oplevede at menneskene der vendte mig ryggen. Oplevelsen af, at andre psykisk udfordrede ikke ville høre på mig, gjorde, at jeg holdt op med at komme hos Fountain House. Selv blandt psykisk sårbare hærger der stigmatisering. Det er sørgeligt.

Men ved at gå igennem en krise med stress kom jeg ud på den anden side og kunne begynde at mærke glæde i almindelighed og i særdeleshed ved at have forladt Fountain House. Jeg gik nemlig ikke bare, men skrev et langt, argumenterende brev til min vejleder om, hvordan jeg ikke mente, at han havde hjulpet mig godt nok. På den måde fik jeg afløb for min vrede, som jeg med angsten evnede at give udtryk for. Trods alt. Jeg fik markeret min grænse og gjort opmærksom på mig selv.

Tre personer, meget tæt på mig, har været involveret i processen, det var at vende den lyse side ud mod livet. Det skete gennem enkelte store, afgørende og grænsesættende beslutninger. De har hjulpet til at vende mit liv den rigtige vej. De har givet mig glæde, styrke og tro på mig selv. Dem fortæller jeg om i næste tekst.

Læs videre om Anne-Birgittes afgørende beslutninger i næste tekst

Om Forfatteren

Outsideren er Danmarks største online-magasin om psykiatri og psykisk sygdom, produceret af mennesker, der har prøvet psykiske lidelser på egen krop og sjæl. Outsideren er et talerør for folk med psykiatrisk brugererfaring. Outsideren tilbyder også Danmarks største blogger-univers for psykisk sårbare.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.