Jeg har kastet håndklædet i ringen. Jeg kan ikke klare mig selv uden støtte. Sådan som jeg har det nu, efter min alkoholiske mor overfaldt mig for snart 3 uger siden, har jeg brug for hjælp.
Jeg kan ikke lide at være hjemme i dagtimerne i sommersolskin og varme, jeg har så meget angst hjemme, at det er helt urimeligt, og nu er det ikke holdbart længere. Jeg må have, sandsynligvis massiv, hjælp til at finde noget ro i mig selv, lære til dels at kunne holde ud at være hjemme en time eller to midt på dagen, bare nogle få dage om ugen. Jeg skal have hjælp til at lære at holde lidt fri en gang i mellem.
Det er en arbejds uge på omkring 120 timer og det er 17 timer i døgnet, jeg for tiden har en følelse af at være på arbejde. Jeg sover da nok tungt 5 timer hver nat og da føler jeg en dejlig form for frihed. En frihed som normale og velfungerende mennesker, forhåbentligt føler hele tiden. Resten af natten sover jeg alt for let og har mareridt Det er vel lidt PTSD halløj efter overfaldet, og alle de år jeg har oplevet min såkaldte “mors” voldelige alkoholisme. Så de mareridt tæller med i arbejdsugen og så meget arbejde kan ingen mennesker holde til i ret lang tid. Jeg kan i hvert fald slet ikke. Jeg har arbejdet for meget i mit gamle 28 årige liv. Føler mig tit som en 80 årig.
Jeg har i et stykke tid gået og tænkt på, om jeg skulle kontakte nogle professionelle og i fredags kontaktede jeg Teglgården, som er et social psykiatrisk værested i Nakskov. Og alle, jeg mener alle, virkede bare søde, rare og jeg følte mig så godt tilpas. Jeg fik en snak med en kvindelig personale, og vi blev hurtigt enige om at sende to mails afsted til kommunen. Jeg skal have hjælp til mit liv og mine traumer og jeg har brug for massiv hjælp til at finde noget ro. Vi skal skaffe mig en støttekontaktperson ret så hurtigt, og måske skal jeg under en paragraf igen. Sådan som jeg var det i København. Så må vi se, hvad det munder ud i. Jeg har også tænkt mig at bede om noget terapi af en slags, gerne narrativt. Jeg er nødt til at vende mit liv til noget bedre nu. Jeg hverken kan eller vil fortsætte med så meget angst. Mit hjerte gør knuder igen og det skulle nødigt blive alvorligt, med brug for EKG, tjek i hovede og røv igen. Lort.
Lørdag aften var den helt gal. Jeg var så ensom og ulykkelig, jeg havde cyklet hvileløst rundt en stor del af dagen, taget billeder af blomster i grøftekanten, tilbragt nogle timer på biblioteket og prøvede at få skrevet lidt, hvilket heldigvis lykkedes. Jeg havde hele dagen ventet på, at min far skulle skrive en sms til mig, og den kom også, men meget sent. Jeg skyndte mig, at ringe ham op, men han havde allerede slukket for mobilen igen. Jeg gik i panik. Ren panik og tud brølede og skreg. Det er ikke tit, jeg gør det. Jeg ved godt, hvorfor han slukker. Det er fordi, han er meget travlt beskæftiget af alkoholikeren. Hun er så fuld, at han ikke har tid til telefonen. Til mig. Hun er fuld og dum, og dermed skubber hun hele balancen i vores familie, så der ikke er plads til mig. Så er det ikke mærkeligt at gå i spåner og blive ked. Jeg reagere bare alt for meget for tiden, og det gør mig voldsomt syg, hvad disse ting og traumer angår.
Resten af tiden opfører jeg mig ret normalt, men ser generelt trist ud, vil jeg tro. Der er masser af håb i mit liv, og det er der, mit fokus skal ligges, men min grundfølelse er og bliver stadigt noget i retning af deprimeret. Det er denne grundfølelse, jeg må have hjælp til at få vendt til noget normalt igen… Igen? Hvornår har den sidst været normal? Før alkoholikeren kom frem og da jeg boede i bofælles skabet Granhøjen, på en bondegård med heste til daglig og journalistik to dage om ugen for beboerbladet Koglen.
Da jeg ikke kunne få fat i min far, måtte jeg bare tale med nogen, så først ringede jeg til en veninde, men hun tog ikke telefonen. Jeg tænkte over, om jeg skulle ringe til min onkel. Vi har ikke kontakt så ofte, og jeg har kun ringet til ham en enkelt gang på et halvt år, og det var dagen, efter alkoholikeren overfaldt mig. Det gjorde hun en onsdag aften. Der var vejarbejde mega tidligt torsdag morgen 6.30 (lovmæssigt må de først begynde at larme kl 7!!!) og det trickede mig til at gå i panik. Jeg ringede alligevel til min onkel, som fik mig ned på jorden, og jeg skulle have været over til ham alligevel kl 10.00. Vi hyggede, løst og fast, og snakkede lidt om problemer, men intet tungt.
Men denne lørdag aften ringede jeg ikke til ham. Lige i øjeblikket vidste jeg ikke hvorfor, jeg ikke bare greb min mobil. Jeg var vel flov over min tilstand, og ville ikke forstyrre ham så sent, lidt over kl 21.
Jeg ringede til Sind, men de har ikke åbent om lørdagen. Efter lidt hurtigt Goggleri, endte jeg med at ringe til en sygeplejerske på akut modtagelsen i Vordingborg, og jeg fik en snak. Hun var virkeligt sød, rar og det hjalp mig meget at få at vide i mine øre, at jeg skulle fokusere på de positive ting i mit liv. Teglgården, ny hjælp af kommunen, min halvpart på min islænderhest og mine forfatter projekter. Logisk er der jo mange flere gode ting i mit liv, jeg føler mig bare så traumatiseret, at der ikke skal meget til, før det er det, der fylder mest.
Sygeplejersken spurgte mig meget venligt, hvorfor jeg ikke kunne ringe til min onkel og hun gjorde mig opmærksom på noget vigtigt. Jeg har lovet min far, at jeg skal vise min onkel og tante, at jeg har det godt og kan klare mig selv. Men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke klare mig selv. Jeg er alt for angst efter det overfald. Jeg ville gerne have et tættere forhold til min fars familie, især nu hvor jeg har mistet min mor, selvom hun lever. Hun er mig levende død.
I forhold til min fars familie skammer jeg mig over at have det skidt. Jeg føler mig som familiens sorte får. Min onkel og tantes søn, er så sej en voksen mand. Ansat i tv branchen. Jeg undre mig over min far og onkel, hvordan de to brødre har kunnet få så forskelligt afkom, fætter K og mig. Er det noget med gener? Fra min mors side? Der er der i hvert fald flere dumme historier med druk og vold, er jeg for nylig blevet bekendt med.
Mht skam er jeg generelt ikke typen, der går og skammer mig over at have det skidt. Det er nogle punkter af mit liv, hvor skammen kommer frem. Som sygeplejersken sagde, så skal jeg ikke skamme mig over for min familie, at have det skidt og have brug for hjælp af dem. Jeg vil faktisk meget gerne øve mig i at bede dem om hjælp. Hjælp til mig kan også bare være selvskab, som det var den dag efter overfaldet.
Når jeg er hjemme, har jeg brug for absolut ro og frihed, føle ro og føle frihed. Følelsen af dette skal være med mig før, at angst er væk. Jeg føler ro, når jeg er helt alene i verden, helt alene hjemme, vinter, stormvejr og nabobilen er væk, dermed intet tv på den anden side af væggen til at forstyre i mit soveværelse og min søvn. Men jeg bor i rækkehus, og det hader jeg. Jeg hader at bo tæt på andre mennesker, det giver mig angst, for tiden invaliderende angst. Når jeg har det virkeligt skidt og har brug for roen, og har lyst til at sætte mig ud i min have og bare glo ud i luften, ud over blomster og marken og kun høre på pipfugle, så kan jeg en varm solskinsdag, eller varm aften, ikke sætte mig ud, hvis der er nogle naboer, der snakker, for når de snakker, er der grænseoverskridende larm i min trætte sjæl. Blomsterne bliver ordnet tidlig morgen og gør mig hurtigt færdig, for jeg gider ikke snakke med nogen. Jeg er ikke selskabelig, når jeg er hjemme, sådan er det bare. Jeg gider hverken snak og slet ikke landsby sladder. Få sætninger har ændret mit liv til en masse mere angst, jeg ikke aner om er rigtigt eller bare ondsindet sladder. Jeg er alt for sårbar og skrøbelig, og aner ikke, hvordan jeg skal takle snak og sladder. Sladder er døden i min verden.
I går aftes var jeg et par minutter ude i haven, men var nødt til at gå hurtigt ind igen desværre. Der var et tv, der kværnede højlydt, jeg var træt, havde brug for ro, havde lige arbejdet hele dagen med at trække en splintret spids ud af min fod og mit sind. Var jeg blevet derude, ville jeg være kørt op i den splintrede spids. Det kunne ikke nytte noget at arbejde med mig selv og blive ude i haven, finde ro i mig selv, når jeg stadigt havde et så åbent sår i min sjæl, efter “mor” alkoholikers overfald og angst, brug for ro, når der slet ikke var ro i haven. Jeg gik hurtigt ind igen for at bruge mine tanker på noget andet end “lorterækkehusliv”, blive endnu mere trist og frustreret over ikke at bo, lige nu og her, alene i et bondehus midt på en mark, og koncentrerede mig om det positive i mit liv, som sygeplejersken havde sagt, aftenen forinden, ville være bedre for mig. Forfatter, foredrag, hest, nye venner, trods alt et cottage garden blomsterbed jeg elsker, med besvær.
Det er blevet bedre at bo på landet, med færre mennesker omkring mig, men det er slet slet ikke den drøm, jeg drømte om, da jeg flyttede. Jeg føler mig ikke fri for angst, fri i mit eget hjem og i min have slet ikke. Min have er overskuelig, jeg holder meget af mine blomster og jeg kan passe det selv.
Jeg kan ikke lide at være hjemme i dagtimerne, hvis det er solskinsvejr, vindstille og varmt. Så går folk oftere ud, der er snak, højlydt tv for åbne vinduer og jeg bliver drevet til vanvid af gamle døve folk. I det mindste er der ikke nogle dumme larmende børn på trampoliner, som der var masser af i København (børn er ok, men jeg gider satanme ikke bo i nærheden af dem! Eller nogle andre menesker).
Jeg kan ikke sove til middag ret tit i mit eget soveværelse, selv om vinteren pga naboens højlydte tv. Jeg kan heller ikke gå tidligt i seng, for der bliver først slukket kl 22. De fleste nætter har jeg sovet halve eller hele nætter i min stue på sofaen. Den mulighed har jeg trods alt for ro og det er meget bedre end i min gamle ungdoms bolig i København, et værelses med ørepropper. Om natten er her helt ro altid, inden udrykninger eller unge mennersker i ungdomsboliger, der komme fulde hjem fra fester. Alkohol dræber!
Jeg er ked af, at jeg ikke er rigtigt glad for mit hjem. Jeg er glad for at bo på landet, men jeg kommer aldrig til rigtigt at trives i et rækkehus. Jeg er et ensomtliggende bondehus menneske, hvis der ellers er noget, der hedder det. Hvis jeg havde vist for et halvt år siden, hvor skidt jeg ville have det i rækkehus, havde jeg undersøgt markedet og mine muligheder mere for et bondehus, inden jeg flyttede. Det er den skinbarlige sandhed. Jeg vil for min egen skyld gerne lære at blive nogen lunde okay med at bo i rækkehus, jeg behøver ikke blive glad for det, men at hade det så inderligt er meget skidt for mig. Det spænder så meget ben for mit eget velbefindende, alt det had. Jeg vil gerne være ok med mit hjem i rækkehus, men stadigt kæmpe for at flytte i et bondehus. Men det skal ikke være endnu en panik handling at flytte igen.
Min far hjalp mig meget økonomisk og jeg bliver ulykkelig, hvis jeg ikke kan gøre ham glad, ved at jeg selv er glad for at bo her. Jeg skammer mig over for ham, hvis jeg ikke bliver glad og gør ham stolt. Men denne skam trækker mig ned i endnu et af mine sorte huller. Jeg har brug for at tale med professionelle om det. Noget latterligt er, at jeg faktisk selv har vendt det om det at min far gav mig en mulighed for at flytte på landet og dermed komme i kontakt med nye folk på landet, folk der kender til området og til bondehuse til salg. Hvem ved måske dukker lige mit bondehus op en dag?
Men jeg må en tid nøjes med lidt mindre, indtil mit bondehus dukker frem af den blå himmel, havet og den grønne mark. Jeg glæder mig meget til at komme på Teglgården værestedet, for de har så mange aktiviteter, der lige er mig. Krea, musik og de har en stor have, jeg vel nok kunne komme hurtigt i sving med, og måske oven i købet kunne gøre fin, lave en havebog og foto af den? Det kunne være spændende. Hvis ikke jeg kan lave en bog om min egen nuværende, dumme rækkehushave, så kan jeg finde på noget i deres have, håber jeg. Jeg kunne uden tvivl føle meget mere frihed i deres haven end i min egen. Der kan jeg godt overskue andre folk og tale glad med dem. Der vil jeg være fri for angst og ikke føle mig nødsaget til at liste lydløs rundt, for ikke at tiltrække mig opmærksomhed fra naboer, der vil sladre til mig om et eller andet, der rager mig en skid, eller værst af alt, sladre om noget der gør mig så angst, at det forandre mit liv til et levende helvede. Skinbarlig sandhed.
Selvom jeg rammer bunden gang på gang i mit liv, så har jeg en følelse af, at jeg faktisk bliver stærkere bagefter, for hver gang jeg har været helt nede at skide. Da jeg boede i København, følte jeg mig mere og mere knækket for hver gang, jeg ramte bunden. På landet og når jeg møder modgang, så kæmper jeg mig tilbage igen, og bliver i kræft af alle mine projekter, stærkere. Det er en mærkelig følelse at blive mere knækket, men mere håbefuld og stærkere af det. Det er jo nok en lille smule forsigtigt håb.