Mine Gæster – Amanda

Jeg har besluttet mig for at jeg vil præsentere jer for mine Gæster. I starten havde jeg kun én gæst. Men der kom flere. I dag har jeg 4 gæster. De er heldigvis ikke så sociale mere, så de kommer meget sjældent. Og så mæsker de sig åbenbart i hvis jeg har det dårligt. De gør det hele meget værre. Selvom en af dem godt nok begyndte at være rar. Hun var godt nok lidt passiv, i de år jeg har kendt hende, men så tog hun en drejning og blev min mest rare gæst. Sød og motiverende.

Hvad er det dog jeg snakker om?

Det er jo ingen hemmelighed at jeg lider af paranoid skizofreni. Og når jeg kigger i min dagbog fra jeg var 15 år gammel kan jeg faktisk i dag se optrækkene til det. Der står ting med at jeg hører lyde som ikk burde være der. Og jeg skriver at jeg mistænker det som ånder. Da jeg flyttede på bosted i Vordingborg som 19 årig gik der lidt tid inden jeg egentlig opdagede at det der med lydene og hviskende stemmer faktisk var noget som jeg skulle fortælle psykiateren om.

Jeg indså dette da min første gæst besøgte mig. En dag stod hun der nemlig bare. En lille 6 årig pige inde på mit værelse. Hun stod med ryggen til da jeg opdagede hende. Jeg havde det rigtig skidt i forvejen, men blev helt hylet ud af den da jeg så en 6 årig pige inde på værelset. Hvad dulen lavede et barn på mit værelse? Jeg havde ikke engang opdaget at hun var kommet ind? Hun havde en blå kjole på og hun havde langt sort hår og sorte sko på. Jeg kunne se hendes hvide strømpebukser. Jeg blev først rigtig bange for hende, da hun vendte sig om. Hendes øjne… var der ikke. I stedet for var der mørke, røde hulrum. Det var meget skræmmende.

Med tiden fik jeg meget at vide af pigen. Hun hed Amanda og var kommet for at besøge mig. Hun fortalte mig at hun havde stukket sine øjne ud med en kniv… fordi verden var så fuld af ondskab. Den var så ond og grum. Amanda begyndte hurtigt at give mig råd som at jeg skulle skære i mig selv pga det og det andet. Nogle gange fik hun mig til at købe piller som jeg slugte. Men når jeg tog disse overdosiser, hvor jeg delvist gjorde det pga hende, delvist for at dø, og måske mest af alt fordi jeg ikke orkede at kæmpe mere, så forsvandt hun hurtigt når jeg havde taget den mængde hun havde kommanderet mig til at tage.

Jeg husker jeg blev meget bange når hun forsvandt. Var bange for at jeg ville få smerter inden jeg døde. Var også lidt bange for hvad der ville ske med mig efter jeg døde. Jeg ville mest af alt væk. Døden var en mulighed. Men begyndte man at tænke mere over det, så¨blev man sgu også skræmt.

Jeg kan huske at der jeg efterfølgende blev indlagt på psykiatrisk afdeling, dukkede hun op igen. Hver dag. Flere gange. Hun blev tit ked af det. Fortalte mig at det ikke kunne være rigtigt at jeg skulle være indespærret der… Så jeg troede i starten at hun faktisk ville mig det bedste. Og faktisk tænkte jeg egentlig aldrig over konsekvenserne ved at jeg skar i mig selv, som hun bad mig om.

Selvom jeg var indlagt, kunne jeg skam stadigvæk finde frem til ting jeg kunne skade mig selv med. Jeg har fået fat i elpærer, lysstofrør og glas fra vognen under måltiderne. Der var mange muligheder, og jeg var udspekuleret. For mine missioner var vigtige og ordren sad i mit hoved. Jeg kunne ikke sige nej. Den mulighed var der ikke.

Så jeg fik fat i noget, smadrede det på toillettet på min stue imellem et par håndklæder. Og så gemte jeg de forskellige glasskår rundt omkring i min stue. De ville aldrig finde alle skårene. Jeg gemte også tit nogen på mig selv, oftest i min bh.

Og Amanda klappede i sine hænder. Heppede på mig og jeg blev afslappet af at det lykkedes mig. Både for hendes skyld og min egen. Når jeg ignorede hende skete der oftest det at hun rev mig på mine overarme. Hun havde lange negle der rev så voldtsomt. Hun begyndte at true mig med ting der ville ske hvis jeg modsatte mig hende. Desuden blev hun med tiden mere uhyggelig at se på. Hendes hulrum i ansigtet, der hvor hendes øjne skulle sidde, begyndte hun at bløde. Det var meget skræmmende, men på den anden side også meget triggende, da jeg så kunne mærke at jeg skulle se mit eget blod, for at kunne falde ned igen.

Mit cutting blev mere ekstrem. Amanda blev mere ekstrem. Hun gik hånd i hånd med min sygdom. Jeg var til sidst meget, meget bange for hende. Bange for hvad der ville ske med mig når hun dukkede op. Jeg var træt af det, men kunne ikke se en udvej…

Så dukkede Anna op…

En kommentar

  1. Loucia Annachanell

    Et virkelig stærkt indlæg! 👌🏼
    Jeg venter spændt på Anna.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.