Mange gange i løbet af mit liv, har jeg sagt farvel..

Jeg har sagt farvel for altid, farvel til misbrug, farvel til venner, farvel til min far…
Ligegyldigt hvad for et slags farvel jeg har sagt, har det altid gjort lige ondt. Jeg ved godt at når en dør lukkes, så åbner der sig en ny.. Men det er aldrig sjovt at sige farvel.. Det gør altid ondt. Helt ind i maven. Som om jeg nærmest kan høre mit hjerte blive slået itu. Men på en eller anden rigtig mærkelig måde, har det gjort mig meget stærk. Jeg er stærk nok til at se en dag imorgen, selvom jeg har sagt farvel idag. På den anden side er jeg med tiden blevet en meget skrøbelig type, som har en frygt for at miste og skulle sige farvel. Jeg knytter mig hurtigt, jeg elsker hårdt og jeg giver ikke slip…

”Jeg har måtte sige farvel til mange grundet min sygdom, der er mange der ikke kan acceptere det. Der er mange som ikke forstår og bare støtter op om en. Jeg synes det er rigtig hårdt.. det hele er hårdt. Jeg har ingen tilbage, jeg står alene, jeg er helt alene.. selvfølgelig har jeg en rigtig god familie, men det er det eneste jeg har.. jeg forstår ikke hvordan man bare kan skrotte en pga en sygdom.. nej jeg er ikke som jeg var før. Jeg er ikke ligeså livsglad, jeg griner nok ikke ligeså meget mere, men jeg er stadig gode gamle Manja som bare kæmper for at få et godt liv.. jeg er ikke sygdommen, jeg har sygdommen, og det er der mange der slet ikke kan forstå og acceptere. Og det knuser mit hjerte.”

 

Det værste er at skulle sige farvel for altid…
Jeg tænker hver evig eneste dag, på alle dem der er gået bort. Jeg har simpelthen så svært ved at acceptere døden. Jeg har svært ved at forstå hvorfor… Jeg har svært ved at tro på skæbnen lige på det punkt. Jeg har så svært ved at acceptere og komme videre, selvom jeg er ved at vænne mig til det.. Jeg er ved at finde glæden ved at leve, glæden ved at leve i smerte..

 

Om Forfatteren

Jeg er en helt normal ung kvinde på 25 år. Bortset fra jeg har haft en psykose, jeg er dianotiseret med generaliseret angst, parnoid skizofreni samt træk fra panik angst. Dagligt kæmper jeg også med social fobi. Jeg har gennemgået enorme smerter, svigt, modgang, endnu flere smerter og lidt mere modgang. Jeg bruger min stemme, min passion for at skrive, mine erfaringer og personlige beretninger til at tale tabuet ihjel.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.