24.08.2017
Engang bekymrede jeg mig om næsten alt. I dag bekymrer jeg mig ikke om ret meget andet end den forbandede angst og den falske personlighed, som jeg har opbygget som en protest mod den genpulje, som jeg fik tildelt ved fødslen. Angsten rodfæstede sig allerede i de første skoleår, og den har fået sig helt eget liv. Den er i dag fuldstændig ligeglad med, at det normalt er negative tanker, der fremprovokerer uro og angst.
Paradoksalt glædes jeg over at have overlevet helbredsangsten og dødsangsten i så mange år, at skuldrene nu smerter af slidgigt, så jeg ikke kan styrketræne. Ikke engang med lette håndvægte.
Det er simpelthen spildtid af den værste slags at leve med helbredsangst og dødsangst i et land uden væbnet borgerkrig. Fra gruppeterapi, angstgrupper på internettet og rådgivningen for Angstforeningen påstår jeg med nogenlunde evidens, at helbredsangst er en af de sværest håndterlige angstlidelser for både den lidende og behandlere, men når jeg nu sidder som snart 50årig og har overlevet i omtrent 41 år, så føler jeg absolut ikke begavelse er et kendetegnende karaktertræk. Logik burde jo for mange år siden havde elimineret en så stupid frygt, for når man hører nogen sukke, at livet er hårdt, fristes man jo til at spørge sammenlignet med hvad? Det er et lidt omskrevet citat fra Søren Kierkegaards tankeunivers men et tankevækkende spørgsmål, der burde fjerne helbredsangst og dødsangst hos intelligente borgere; Det kan derfor ikke være hjernen, der har trykket mig platfodet.
Jeg har forsøgt mere end 30 gange med terapi og helbredelse inden for rimelighedens grænser samt mange alternative metoder uden for rimelighedens grænser for at eliminere den kroniske angsttilstand, men intet har virket i en længere periode. Jeg må være fattesvag.
Jeg sidder med overvejelser om de utallige gevaldige nedture og smutter i tankerne tilbage til barndommen og den spirende personlighed. Tilbage til tiden uden medicin eller alkohol som flugtmidler mod sårbarheden. Dengang var der vist ingen der forventede bogormen med de tykke briller ville udvikle sig til en mesterprovakatør i beruset tilstand. Den bogligt funderede hjerne i de første 7 skoleår havde heller aldrig forventet det plot, som Gud indførte i det gigantiske rollespil, som kedsomhed sikkert fik ham til at skabe, mens han almægtigt sad alene i universet.
Han har siden opfindelsen været fuldstændig grebet af rollespil, hvor han tildeler udøverne forskellige eller stort set ingen evner i kampen for overlevelse.
Skrivere dristede sig allerede cirka 1000 år før Kristi fødsel til beskrivelser om de fantastiske og ofte drabelige opgør mellem mennesker. Da øl og øllignende produkter udgjorde en stor del af den daglige næring er det naturligt, at det udviklede sig dramatisk. Jeg ville nok også have kreeret intriger, drab, jalousimord, kærlighedens veje og vildveje, gevaldige branderter med mere, hvis jeg sad uden mulighed for gæster, en elskerinde, en kæreste eller en underholdende aktivitet som computerspil.
Jeg forventede ikke optræning af en evne som mesterprovokatør på et kommende fiktivt visitkort i de første 8 år skoleår, hvor jeg sikkert optrådte som en ret kedelig dreng og dermed som en naturlig outsider. Sidstnævnte medførte 10 skoleskift, fordi den skrøbelige psyke fejlagtigt definerede outsider som mobningsoffer, hvorfor opfindelsen af sygdomme jævnligt resulterede i sygedage, så mors dreng kunne blive i trygge rammer. Måske kickstartede den bevidste taktik til undgåelse af skolen helbredsangsten, men jeg er faktisk fuldstændig ligeglad med årsag og virkning. Jeg irriteres over den skrøbelige psyke, som skulle være blevet til en plet på lagnet eller en abort, så det havde sparet familie, venner og mig for utallige bekymringer og alle de vanvittige nedture med dødsdrift. Men nogle af nedturene har alligevel en fantastisk underholdningsværdi, når jeg tænker tilbage på oplevelserne, der aldrig var fremkommet med en normal psyke med en rationel tilgang til tilværelsen.
I 8. klasse indledtes forvandlingen mod nutidens falske men særdeles integrerede identitet som førtidspensioneret amatørjournalist, amatørforfatter, rådgiver for Angstforeningen, billardhaj og måske også et ret underholdende menneske. De egenskaber har jeg finjusteret siden begyndelsen af tyverne som en lettere gennemtænkt vej til overlevelse, De tilkæmpede evner har skabt håb og resulteret i et liv, der kun har været fuldstændig blodfattigt i perioder, hvor jeg har trukket mig tilbage til kedsommelighed og frivillig isolation fra et uforståeligt samfund.
Ofte har tilgangen til livet været særdeles belastende for de nærmeste, men den har reddet mig fra samme skæbne som en del kroniske angstslidende og andre psykisk sårbare, der lever et langt liv uden kærester, børn, gode venner og grænseoverskridende oplevelser. Derfor gider jeg ikke ynke lresignerende, selvom jeg næsten altid har følt mig ensom blandt mennesker, hvis jeg ikke har været påvirket af alkohol. Der findes få mennesker som undtagelser, hvor bedøvelse af sanserne ikke er en nødvendighed for samvær. Den sandhed er årsagen til dyrkelse af venner i misbrugsmiljøer, der ikke er specielt fordømmende, hvis det er nødvendigt med et aftalebrud, Og på det område har jeg været overraskende heldig med venskaber, der har eksisteret i mere end 10 år. Og de accepterer stadig min til tider mørke side, hvor dødsdriften skaber kaos, når promillen kommer på et niveau, hvor mange sendes til udpumpning.
Men vennerne har forståeligt også serveret en del belastende lærestrege, når jeg har ringet til dem klokken lort op natten, fordi jeg var havnet i uoverskuelige problemer, der nemt kunne have medført en tur på intensiv afdeling. Eksempelvis måtte jeg engang på vej hjem til kæresten i Silkeborg vende om på Skanderborg station, fordi to venner påstod, at jeg havde provokeret en fuldgyldig HA-er så meget i løbet af nattens druktur, at de ikke kunne tale ham til ro uden en personlig undskyldning, så jeg og de voldsomme tømmermænd måtte rystende af mangel på søvn og frygt vende retur til Horsens og værtshuset, hvor de ventede. Da jeg med nervøs mave gik hen til de to venner, stod de sammen med en underholdende lille fyr, som de grinende præsenterede som HA-eren. Og han var ikke mere HA-er, end jeg er medlem af DKP (Dansk ordblinde samfund). Dårlig joke! Jeg har en del ordblinde venner og bekendte, så den var ringe.
Efter den lange omvej og et par øl kom jeg med toget igen. Måske blev jeg en lille smule klogere den dag, selvom det er tvivlsomt, for jeg har unægtelig aldrig været godt til at lære af mine fejl.
Angst har medført ufattelige mange aftalebrud og medfører endnu et, da sex og drukture udskydes til næste kapitel.