For tre år siden blev jeg pludselig en af de 5000 i Danmark, der led af anoreksi. To år efter jeg fik diagnosen, skrev jeg et brev til ”Ana”, som er et synonym for anoreksi. Dette digt handler om, hvordan jeg først troede på alt, hvad anoreksien fortalte mig, men til sidst lige så stille begyndte at slippe ”Ana” fri. I dag er jeg stort set fri fra anoreksiens kløer, men det har sat nogle dybe spor i mig
Af Linedanseren, foto: Linedanseren
Du holdt om mig med dine spinkle arme
Gav mig varme
Du lovede mig guld og grønne skove
Hver gang jeg lagde mig til at sove
Folk råbte og skreg til mig
Skreg at jeg skulle slippe dig
Du klemte luften ud af mine lunger
Jeg gav efter for din hunger
Til sidst blev jeg reddet
Jeg var blevet fredet
Du skreg at det var livet det gjaldt
Men intet hjalp
De gav mig livet tilbage
Jeg må ikke klage
Men det gør du
Jeg slipper dig fri nu
Kære Ana jeg slipper dig fri
Du er færdig med at gi’
Jeg er færdig med at tage
Du er væk resten af mine dage