Af Maja Skov Vang og Ulla Køhler. Foto: Rasmus Cornelius Nielsen
Det er lettere, at sige til chefen og kollegerne, at man har brækket et ben eller har influenza, end at sige, at man har en depression. Lars J. Sørensen, der har været chefpsykolog på Psykiatriskhospital Nykøbing Sjælland og er forfatter til bogen ”Skam – medfødt og tillært”, mener, at åbenhed om diagnoser kan afhjælpe skammen, men man skal alligevel passe på.
– Man skal være åben, men på en nænsom måde. Som min bedstemor sagde ”man skal passe på, at det ikke ridser mere, end det renser”. Det er rigtig fint at eksponere sin sygdom, men det er kun en god ting, hvis det bliver set på med kærlige øjne. Hvis det ikke gør det, så eksponerer du blot din sygdom med risiko for at blive et freakshow.
Derfor har han et godt råd til, hvordan omgivelserne skal reagere.
– Det er bedre, at man reagerer på noget, som man ikke kender til, end man slet ikke reagerer. På den måde kan man kun blive klogere. Hvis en pårørende siger noget vrøvl om en psykisk sygdom, så giver det en anledning til, at man får snakket om sygdommen, og det er langt bedre end at undgå emnet. Desværre sker der ofte det, at vi bliver stive og kejtede, når det kommer til skam, fordi vi er bange for at sige noget forkert. Men det er så vigtig, at vi får startet en dialog, og nogle gange kan det være lettere, at det er omgivelserne, der gør det.
Det må aldrig blive et freakshow
Når Lars J. Sørensen holder foredrag, som han gjorde det i forbindelse med film-festivalen Don’t Fear the Weird, viser han klip fra den norske serie Skam. Han mener, at måden som de unge nordmænd møder deres venners skamfulde følelser på, netop er den måde, der kan afhjælpe de tabuiserede følelser på. Hovedpersonerne bliver ofte mødt med åbenhed og forståelse af deres venner, når de endelig tør at tale åbent om deres problemer.
– Det er fantastisk, når populærkulturen bruger psykisk sygdom, men det kommer selvfølgelig an på hvordan. Hvis man gør det på den måde, som man gør i Skam, hvor man ser mennesket frem for alt, og hvor man ser, hvordan mennesker kan hjælpe hinanden, så er det fantastisk. Men hvis diagnosen bliver vigtigere end mennesket, så nærmer vi os et freakshow. Diagnosen må aldrig blive vigtigere end mennesket.
Det med diagnosticering, mener psykologen, er et af de helt store problemer i psykiatrien i dag.
– Psykiatrien er blevet mere nuanceret, men der er stadig et problem omkring, at man kun kan få den nødvendige behandling, hvis man har en anerkendt diagnose. Men mennesker kan altid hjælpe mennesker, sådan har det altid været. Hvad dælen gjorde Freud? Han forsøgte sig frem længe før, der var alle de diagnoser, som vi har i dag, og på den måde hjalp han alligevel.
Læs mere om Lars J. Sørensen her