Hvordan skaber vi en verden uden stigma? Er det overhoved muligt? Og hvordan ser kampen ud på verdensplan? Det var blot nogle af de spørgsmål, som blev stillet ved årets stigmakonference ”Overcoming barriers in minds and society – Together against stigma”, der blev afholdt i København d. 20-22 september

Af Naja Hyo Clement Hansen

Danmark fik i år den æren at være vært ved den ottende internationale stigmakonference, som ellers tidligere er blevet afholdt i storbyer som Tokyo, Washington og London. Repræsentanter fra 32. forskellige lande gæstede Københavns DGI-by. Både forskere, internationale støtteorganisationer og frivillige var mødt talstærkt op til.

Konferencen blev skudt i gang af sundhedsministeren Ellen Trane Nørby som i sin åbningstale valgte at citere Ronald Regan: ”Tear down the walls of stigmatization” Hun fokuserede på, hvordan vi både i Danmark og på verdensplan står over for et episk skift i den offentlige debat, og at vi i dag står på dørtærsklen til en ny kulturændring og samfundsopfattelse, hvor vi ikke længere bare ser på mennesker som diagnoser, men ser dem som hele, enestående individer.

Ministerens tale blev efterfulgt af Martin Lund, leder af ”EN Af OS”-organisationen, projektmanageren Johanne Bratbo, formanden for socialpsykiatrien i de danske regioner Charlotte Fischer og programmanageren for WHO Graham Thornicroft. De talte alle om, hvordan de igennem deres arbejde oplevede, at verden i dag er blevet langt mere klar til at rumme alle typer af mennesker og ikke kunne tolerere forskelligheder.

Tid til forandring
Time to change er navnet på en engelske organisation, der har en kampagne af sammen navn. Sue Baker, der er director for organisationen, formåede igennem sine inspirerende oplæg at give samtlige deltager ved dette års konference motivation og kampgejst til at forsætte kampen for en verden uden stigmatisering på grund af en psykisk sygdom. Hun forklarede, hvordan organisationen på trods af at være startet på et ”shoestring budget” (lavbudget red.) i dag, godt ti år senere, nu er blevet landskendt. De er i fællesskab med kendte politikere og Englands royale familie med til at skabe større opmærksomhed på psykiske problemer i befolkningen og den stigmatisering, der eksisterer blandt personer, som lider af psykisk sygdom. Der blev lagt vægt på, hvordan kampen for en verden uden stigma ikke kun bør udkæmpes i det offentlige rum, men i høj grad også i virksomhederne, da de også bærer et ansvar for at være inkluderende og åbne. Mange af deres resultater igennem de seneste ti år er ikke kommet uden blod, sved og tåre. Men i dag, hvor man kan se deres arbejde har gjort en forskel for de briter, der har en psykisk sygdom og deres pårørende, må man tage hatten af og anerkende dem for deres store indsats.

Hele verden kæmper
Det er ikke kun briterne, der har gjort en enorm indsats i kampen for at nedbryde fordomme og stigmatiseringen af psykiske sygdomme. Også lande som New Zealand, Australien, Skotland, Canada og vi herhjemme har gjort meget for at komme negative stereotyper og stigma til livs.

Eksempelvis præsenterede ”Like minds, Like mine” fra New Zealand deres antidiskriminerings-program og vigtigheden af at kunne stå imod, når modstanden bød sig.

Australiens bidrag hedder ”Beyondblue”. De forsøger at overkomme de barriere, der eksisterer i samfundet i forbindelse med psykiske sygedomme ved at fokusere på selvstigmatisering og skam. De mener, at skam i høj grad bidrager til den manglende åbenhed, som i høj grad er nødvendig for at skabe ny dialog på området. Skotlands bidrag til dette års konference var fra deres ”See me”-kampagne, som fokuserer på tre primære perspektiver på ”creating” (at skabe red.) 1. Creating awearness, 2. Creating more understanding 3. Creating Change.

Canadas bidrag ”Opening Minds” fokuserede i høj grad på samarbejde, da ingen varig forandring kan skabes uden samarbejde både i forhold til forskning, brugerinddragelse og sundhedssystemer. Danmarks bidrag blev præsenteret i form af ”EN AF OS” og deres kampenge for at oplyse og skabe større viden omkring psykiske sygdomme.

Ændringer tager tid
En af udstillingerne ved konferencen var et bidrag fra Bali. For mange associeres Bali nok med et ferieparadis. Men drømme-destination har også en skyggeside, en skyggeside som trækker tankerne tilbage til dengang, hvor psykiatrien her i Danmark ikke spildte tiden på behandlingen af patienter med mentale sygdomme, men kun opbevarede dem på fængselslignende lokaliteter og med lænker om anklen. Denne lille men utrolig kraftfulde udstilling med portrætter af psykisk syge, som havde fået frataget deres tøj og var blevet lænket til det kolde stengulv, gav kuldegysninger ned af ryggen. Fotografen bag disse billeder forklarede, at det var ikke noget, man gjorde ved de psykisk syge for at straffe dem. Men man havde ganske simpelt ikke den nødvendige viden og ressourcer til at skabe de rette rammer for deres psykisk syge. Han forklarede, man havde fjernet deres tøj, så de ikke gjorde skade på sig selv. Og man lænkede dem, så de ikke skulle gøre skade på andre eller risikere at forsvinde. På billederne sås både børn, voksne og ældre. De enten græd eller skreg. De få, der var bevidste om kameraet og fotografens tilstedeværelse, skjulte deres ansigt i hænderne af skam.

Når man ser portrætter som disse, er man som tilskuer ikke i tvivl om, at den kamp for at skabe en bedre verden for folk med psykisk sygdom ikke er forgæves. Men den sætter også problemerne i perspektiv. Jeg er ikke i tvivl om, at Danmark stadig mangler et godt stykke vej for at være i mål i forhold til en retfærdig behandling af psykisk sårbare, og at der stadig kan gøres meget for at komme stigmatiseringen og fordommene til livs. Men når jeg ser på disse billeder, kan jeg ikke lade være med at tænke, at vi ikke må glemme, hvor langt vi også er nået. En af de ting, jeg hørte mange tog med sig fra dette års konvention, var, at det ikke er nok at skabe en forbedring inden for egne landegrænser for at få succes, man må skabe forandringer på verdensplan.

 

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.