Cecilie Lund Ramsing er så bange for sin sygdom, at hun nogle gange ønsker at dø. Men tanken om selv at skulle planlægge sin død, dø alene og uden ordentlig information er skræmmende. Cecilie Lund Ramsing lægger med sin artikel op til debat, en debat som hun synes mangler. Artiklen er et udtryk for Cecilies holdning og er altså ikke nødvendigvis et udtryk for Outsiderens holdning

 

Af Cecilie Lund Ramsing

 

Jeg skrev for nylig blogindlægget ”Jeg har det godt, men jeg vil gerne dø”. Her beskriver jeg, hvorfor jeg ønsker at få hjælp til selvmord under ordnede forhold, mens jeg har det godt og er ved mine fulde fem. Dette skyldes, at jeg er bange for at blive syg igen og ende med selvmord under syge og utrygge rammer. Aktiv dødshjælp er ulovligt i Danmark, men et flertal af danskerne er faktisk for en lovændring på området. Men den diskussion handler om uhelbredeligt, fysisk syge. Hvad med psykisk syge? Kan lidelsen ved en psykisk sygdom være lige så stor som ved fysisk sygdom? Og hvis ansvar er det i grunden at tage beslutningen om livets slutning? Disse problematikker vil jeg blandt andre forsøge at diskutere i følgende artikel.

Man skelner mellem aktiv dødshjælp, passiv dødshjælp og assisteret selvmord. I Danmark er passiv dødshjælp, hvor man undlader livsforlængende behandling, lovligt. De to andre metoder er ikke tilladt. Aktiv dødshjælp er, når en patient får hjælp til at dø af for eksempel en læge. Assisteret selvmord er, når patienten modtager hjælp til selv at begå selvmord, for eksempel ved udskrivelse af medicin. I Holland har aktiv dødshjælp og assisteret selvmord været lovligt siden 2001 og i Schweiz har assisteret selvmord været lovligt siden 1942.  Men er det rimeligt, at syge mennesker skal rejse til et fremmed land for at få deres sidste ønske opfyldt?

Retten til selvbestemmelse
Vi bestemmer i dag generelt set over store beslutninger i vores liv. Vi bestemmer selv, hvor vi vil bo, hvilken uddannelse vi vil tage og hvilke mennesker, vi ønsker at have i vores liv. Derfor er et af argumenterne for aktiv dødshjælp, at det må være op til det enkelte menneske at bestemme, hvordan man vil herfra. Det handler kort sagt om retten til selvbestemmelse og kontrol over eget liv og død. Men det handler også om værdighed. Hvis en person ønsker at dø har personen selvfølgelig altid mulighed for at begå selvmord, men det er en voldsom og ensom måde at dø på. Ved denne mulighed vælger man at dø alene og efterlader de pårørende med spørgsmålet om, hvad der gik galt. Det er nedværdigende for den syge, og det er traumatiserende for de pårørende.

Værdien af liv
Et vigtigt spørgsmål i denne debat er, hvordan man vurderer værdien af et liv. Hvis ansvar er det at vurdere, om livet er værd at leve? Jeg vil umiddelbart mene, at det er op til den enkelte at vurdere, om det liv man lever giver mening. Der er i samfundet en række mål og værdier, som bliver opstillet som vejen til det gode liv, men i sidste ende handler det vel om, om man selv føler, at livet er værdifuldt. Sygdom kan for mange være med til at gøre livet mindre meningsfuldt. I hvert fald i en periode mens sygdommen står på eller til man lære at leve med symptomerne. Men hvad hvis sygdommen gør, at man finder, at livet mister sin værdi? Skal man så have lov at tage herfra med hjælp fra lægerne? Jeg har ikke svaret, men det er heller ikke min intention at give et endeligt svar på det spørgsmål.

Et spørgsmål om helbredelse
Værdispørgsmålet er som sagt væsentligt i denne debat. Ved uhelbredelig, fysisk sygdom er det for de fleste (ifølge meningsmålinger) let at forstå, hvorfor patienterne ønsker hjælp til at dø, men hvad med psykisk syge? Kan lidelsen ved psykisk sygdom være lige så stor som ved fysisk sygdom? Det er et svært spørgsmål at svare på, fordi vurderingen af lidelse og smerte er lige så individuel som vurderingen af livets værdi. Men psykiske udfordringer kan, ud fra min erfaring, også give så store smerter – både fysiske og psykiske – at man ikke føler, at livet har værdi. Der er dog det store ”men”, at psykisk sygdom i mange tilfælde ikke nødvendigvis er kronisk. Der er altså et håb om helbredelse for rigtig mange patienter. Men helbredelse kan aldrig loves. Man ved altså ikke, om man bliver rask i overmorgen, eller om man er syg resten af livet. Er den usikkerhed nok til at gøre livet mindre meningsfuldt? Det kommer selvfølgelig an på, hvor generet man er af sin sygdom.

Definerer psykisk sygdom personligheden
Et af argumenterne mod aktiv dødshjælp er vurderingen af, om patienten tænker klart i beslutningsøjeblikket. Ved fysisk sygdom er der ofte en ide om, at tankeaktiviteten er upåvirket, hvor der i tilfælde af psykisk sygdom er en opfattelse af, at sygdommen påvirker patientens tankeaktivitet i en syg retning. Sygdommen bliver således en del af ”personligheden”, hvorfor beslutningen om selvmord bliver set som en syg beslutning, måske endda et ”råb om hjælp”.  Men der vil jeg gerne påpege, at man som psykisk syg IKKE er påvirket af sin sygdom hele tiden. Jeg selv, og mange jeg kender, har lange perioder, hvor sygdommen står i baggrunden, og hvor man kan passe et helt almindeligt liv uden indlæggelser. Selvfølgelig kan man argumentere for, at sygdommen altid ligger i baghovedet og altså påvirker også i perioder, hvor man har det godt, men jeg vil mene, at det ikke er så meget anderledes, end hvordan raske personer passer på sig selv.

Jeg vil til enhver tid mene, at sygdom er noget, man har – ikke noget man er. Derfor mener jeg ikke, at man kan argumenterer i mod aktiv dødshjælp til psykisk syge ved at sige, at sygdommen til alle tider påvirker tankeaktiviteten på en måde, som gør den syge ude af stand til at vurdere værdien af sit eget liv. Argumentet holder muligvis i en situation, hvor sygdommen er i udbrud. Under eksempelvis en dyb depression er patienten måske så påvirket af negative tanker og manglende lyst til livet, at det ikke ville være forsvarligt at tilbyde aktiv dødshjælp på dette tidspunkt. Og her er det, at diskussionen bliver kompliceret. For hvis ikke man kan få lov at dø, når man har det allerværst, er det så overhovedet relevant med aktiv dødshjælp til psykisk syge?

Jeg har det godt, men jeg vil gerne dø
Jeg har en god ven som engang sagde til mig, at man aldrig skal begå selvmord på en dårlig dag. Man skal ikke slutte livet, mens det er værst. Det har jeg tænkt meget på, når jeg var syg. Men hvad med, når man har det godt? Blogindlægget som jeg referer til i indledningen er en diskussion af dette. Baggrunden for mit ønske om at dø, selvom jeg har det godt, er, at jeg er vanvittig bange for min sygdom. Jeg har svært ved at nyde, at jeg har det godt, fordi jeg er bange for, hvornår jeg bliver syg igen. Derfor har jeg leget med tanken om at tage mit eget liv, mens jeg har det godt. Jeg vil gerne dø glad. Men jeg vil ikke dø alene. Derfor ønsker jeg at kunne tage beslutningen sammen med min familie, venner og kæreste og have dem omkring mig, når jeg skal sige farvel. Men det er ikke en mulighed. Derfor lader jeg det være ved tanker.

Den ultimative fred
Hvis aktiv dødshjælp til psykisk syge skulle indføres, synes jeg ikke, det skal være nemt at få lov. Det er en meget stor beslutning uden fortrydelsesret og en beslutning, der påvirker de pårørende meget. Derfor mener jeg, at beslutningen skulle tages i samarbejde med læger, psykologer og pårørende, således at motivationen for dødsønsket afdækkes grundigt og beslutningen bliver taget i fællesskab med de mennesker, der elsker patienten. Dermed ville man opnå en bred og grundig udredning af patientens sidste ønske. Dette ville give psykisk syge patienter friheden til at tage herfra på en værdig måde med behandlingspersonale og pårørende omkring sig.

Men skal aktiv dødshjælp til psykisk syge indføres? Jeg ved det ikke, men jeg synes, det er en vigtig debat.

Hvis du har det svært og overvejer at tage dit eget liv, er der blandt andet hjælp at hente hos Livslinien 

2 Kommentarer

  1. Katja

    Det er en virkelig interessant artikel, så giver stof til eftertanke. Jeg synes aktiv dødshjælp til psykisk syge skal lovliggøres, for vi skal bestemme over vores eget liv, og hvornår det skal afsluttes. Som Cecilie siger, så skal det være svært at få lov til aktiv dødshjælp, og det skal sikres, at vedkommende er klar i hovedet, når beslutningen skal tages. Jeg synes aktiv dødshjælp skal være lovlig både i forhold til fysisk og psykisk sygdom. Godt at få sat gang i debatten.

    Svar
  2. Asbjørn

    Virkelig vigtig debat og fremragende indlæg, jeg synes ligeledes at ideen om at alle mennesker med sygdom bør have valget med aktiv dødshjælp og er 100% enig i at det bør være en beslutning der skal tages med både læger og psykologer, det er utrolig vigtigt at en beslutning for noget der er så endegyldigt bliver taget af et menneske der føler sig frisk og rationel, det er nemt at føle det som en udfrielse midt i al ens dårligdom. Men overall er emnet bestemt et der burde være me til debat.

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.