F200 Paranoid Skizofreni. 

Da jeg for knap et år siden, i efteråret 2016, fik diagnosen Paranoid Skizofren kom det som et chok for både mig selv om mine nærmeste. Jeg havde forinden været diagnosticeret med en Personlighedsforstyrrelse type Borderline(mere om denne diagnose i et senere indlæg).
Det hele begyndte da jeg blev indlagt på Psykiatrisk afdeling. Det var ikke min første indlæggelse, ej heller skulle det være min sidste.
Jeg blev indlagt da mine selvmordtanker en aften blev for virkelige for mig. Jeg er ind i mellem temmelig impulsstyret og jeg blev denne aften bange for disse impulser. Bange for at handle på mine meget mørke, destruktive tanker. Så jeg tog til nærmeste Psykiatriske Skadestue hvor jeg efter en samtale med læge blev indlagt på et lukket akut afsnit.

Billedresultat for mental illness

Som ung kvinde i slutningen af 20’erne er dét at ende sin aften på en lukket afdeling noget af en oplevelse.
Personalet er meget behagelige. Og der er ikke mangel på dem. Man har oveni købet en lille knap på sin enestue, man kan trykke på for at kalde en personale til sig. Og knappen kan der være brug for. For det er et skræmmende sted. Vokse mænd med sammenbidte, forpinte ansigtstræk. Unge piger med friske, åbne sår langs armene. Ældre psykotiske kvinder der taler i en lind strøm uden pause og uden mening for andre end hende selv. Alle er samlet og gemt væk. Beskyttet for omverdenen. Og dem selv.
Selv om der ikke er personalemangel er beroligende medicin den primære behandling.
Oxapax, Quetiapin og Imoclone er mine “fixere”.

Efter et par dage på “den lukkede” bliver jeg sendt videre til et åbent afsnit på et nærliggende hospital. Her er ikke længere udelukkende enestuer og heller ingen knap på væggen, som tilkalder personale. Til gengæld virker de andre patienter ikke nær så syge og forpinte, som på “den lukkede”. Og hvis de gør, er de mest på egen stue. Alt i alt en slags lettelse at skifte til et åbent afsnit. Nu må jeg da i det mindste selv tænde mine smøger med egen lighter, have snørebånd i mine sko og min deo skal ikke være låst inde i et skab.

Jeg har den første uges tid dagligt samtaler med hospitalets kliniske psykolog. Hun er streng, men dygtig. Hun stiller mig direkte spørgsmål. Spørgsmål jeg enten ikke tidligere har forstået eller fået. Jeg husker tidligere tests med spørgsmålet “Har du været på forsiden af et blad for nylig?”. Jeg forstod det aldrig. Det gør jeg nu.
Psykologen spørger ind til mit generelle funktions niveau. Det er ofte helt i bund. Jeg kommer ikke i bad, børster ikke tænder og får ikke lavet mad eller gjort rent. Psykologen taler om Negative Symptomer. Begrebet er nyt for mig. Men det er som en mindre åbenbaring for mig. Jeg bliver endelig forstået. Jeg har i årevis troet jeg var angst eller bare exceptionel doven.
Psykologen spørger ydermere til mine tanker. Jeg fortæller jeg er meget ængstelig. Er bange for andre mennesker, bange for at de vil gøre mig ondt. Utryg ved at købe ind, da jeg mener kassedamen holder øje med mig. Jeg får sat ord på en fremmed stemme, jeg har haft i mit hoved siden jeg var barn. At jeg har kropslige fornemmelser, som synes unormale. En følelse af at svæve, være på lag.Relateret billede

Efter en del samtaler med psykologen diagnosticerer hun mig med F200 Paranoid Skizofreni.
Jeg afslutter efter udskrivelsen mit forløb i Distrikspsykiatrien og opstarter i OPUS, som er et to-årigt behandlingstilbud til unge med skizotypi og skizofreni.

Noget jeg især har kæmpet med i mit første år i OPUS har været at acceptere min diagnose. Jeg er ofte bange for, det hele bare er noget jeg bilder mig selv om andre ind. Ligesom jeg også kan tvivle på om jeg overhoved har brug for kontaktlinser, eller om det bare er noget jeg gør for at få opmærksomhed.
Jeg nærmede mig først en snert af reel accept, da jeg for kort tid siden igen var indlagt og var trappet ud af mit antipsykotiske medicin, Solian(pga. bivirkninger) og oplevede at være psykotisk i form at vrangforestillinger. Det føltes som om en fremmed, men meget ægte tanke blev plantet i mit hoved. Jeg var kun psykotisk i kort tid, i en lille uge, men det hele føles nu som en drøm. Jeg har svært ved at forstå hvordan noget så fremmed kunne virke så ægte. Psykotiske symptomer kaldes også Positive Symptomer fordi de, modsat negative symptomer der fratrækker, tilfører personligheden noget.
Denne oplevelse har bekræftet mig mere i at det er den rette diagnose jeg er blevet stillet.
Jeg kæmper dog endnu med generelt at acceptere at mit funktionsniveau er nedsat, at jeg ind i mellem ryger i dyb depression og at jeg ikke lever et liv som alle andre i 20’erne.
Det er som om jeg er blevet lam fra benene ned og ikke kan acceptere, jeg ikke kan løbe eller gå. Det er bare ikke mine ben der er lammede, men mit hoved der er forstyrret og min hjerne der ind i mellem sidder i kørestol.

En kommentar

  1. Angsting

    Hej,
    Som jeg har forstået det, så var du ikke tryg ved mennesker, men du var bange for at dræbe dig selv. Så spiste du hjernegift, så fik du noget der ligner vrangforestillinger og en skade på leveren eller på hjernen ud af hjernegift. Prøv at greje det, at hjernegift ligner heroin, alkohol og nikotin. De der stoffer er gift, fordi de smutter ind i nervecellerne. Hjernen vil altid prøve at gøre noget for dette. Jo længere der er gift, jo mere bygges hjernen om. Når du ryger nikotin, som gør sløv, så vil hjernen bygges om, så du bliver rask. Når du så stopper med nikotin, så er hjernen stadig bygget om, og du vil være alt for nervøs. Når du spiser hjernegift imod vrangforestillinger, så vil hjernen bygges om, så du har nemmere til vrangforestillinger. Når du så holder op med hjernegift, så kan du have vrangforestillinger på grund af ombygningen i din hjerne. Når du spiser hjernegift, der hæmmer dig i at føre dine tanker ud i livet, så vil hjernen bygges om, så du har nemmere til at føre dine tanker ud i livet. Når du så stopper med hjernegift. Så vil dine tanker bare føres ud i livet med det samme og du har ikke styr på det.

    Det siges, at mennesker med “skizofreni” har en meget dårlig prognose og de dør 10-20 år tidligere. Men det kan godt være det er hjernegiftet, der medfører den dårlige forløb.

    Der er mange mennesker, der slet ikke er syge, men de køber smøger og de ryger. De synes godt om det i starten, og de har nemt ved at slappe af. Årene går, hjernen er bygget om, og mennesket har enten brug for mere nikotin til at slappe af, eller mennesket bliver mere og mere præget af uro. Så går det op for mennesket, at det er svært at holde op med nikotin. Enden på historien er min nabo, der ligger og hoster, fordi han har rygerlunge. Selvom det lykkes for ham at holde op med at ryge, så har han lunger der er ødelagt. Der er ingen, der kan gøre noget ved sot i lungerne. Han vil nok dø 10-20 år for tidligt.

    Der er ingen der kan gøre noget ved ombygninger efter hjernegift. Der går mennesker og de rækker tungen ud, og det gør de fordi hjernegift har ødelagt noget i hjernen, som der ingen kan gøre noget ved til de dør.

    Du kan ikke godt få børn med hjernegift, nikotin eller heroin i blodet.

    På den lange bane, så er både hjernegift, nikotin og heroin en måde at ødelægges på. Når du har svært ved at holde dig fra at dræbe dig selv, så bør du finde frem til årsagen til dette, mens en god ven passer godt på, at du kan faktisk ikke dræbe dig. Det kan være ved at binde dig fast, mens din ven sover.

    Når en hjerneforgifter skriver “paranoid skizofreni” på et stykke papir, så ved han/hun ikke noget om din hjerne! Det er bare en kasse, som du alligevel best ved, hvad det er han/hun lægger ind i den. Du mistænker en kassedame. Det er jo det. Hvad med at gå hen til hende og spørge, hvad hun synes om dig? Der kan ikke ske så meget, som der kan ske ved at spise hjernegift, vel?

    Du siger, at personalet er behagelige. Men de elsker dig ikke. Du udskrives og de kommer ikke forbi. Kommer de alligevel, så er det for pengenes skyld. De får ikke penge af dig, så de gør først og fremmest det, der gavner giftfængslet. Og når du har spist de piller som giftfængslet gerne vil have du spiser, så kan de være behagelige over for dig, for så har de det selv bedre. Men det vil ikke sige, at det de gør er best for dig på den lange bane. Når du mener, det hedder ikke “paranoid skizofreni”, det du er, så gå hen til ham/hende der siger, at det hedder det. Og så spørg ham/hende om, hvorledes han/hun er hittet ud af det. Du skal nok høre ingenting om dín hjerne i det han/hun svarer. Men der er tale om en teorí på noget, som ingen har set i livet – “paranoid skizofreni”. Det er i bund og grund en madglokke for hjerneforgifterne. Når en hjerneforgifter læser “paranoid skizofreni”, så tænker han/hun på at fylde det på, som han/hun plejer at fylde på. Det er ikke din hjerne, han/hun kan se. Men det er din hjerne giftet går ud over.

    Tænk. Du bør holde op med hjernegift, inden du har et foster i maven. Så, det er øge OG trappe ud. Og der er skader ved dette, som slet ikke kan undgås. Så dette giver kun mening, når din hjerneforgifter har svar på, hvorledes det kan være, at du går klip af at skulle dræbe dig selv ved at øge OG trappe ud. Har din hjerneforgifter ikke svar på det, så er den gal.

    Tænk. Hjerneforgifteren har en helt anden regning. Hver dag du ligger i sengen på giftfængslet, så får han/hende penge for det. Det er nemt at gøre dig sløv og gøre det han/hun plejer at gøre. Du er så sløv, at du dræber dig ikke. Han/hende udskriver dig. Han/hende tænker ikke meget over, om du vil få børn eller ej. Når din hjerne er bygget om, så kan han/hende finde på, at bare prøve samme sag som altid. Mere hjernegift. Mere hjernegift. Jo mere hjernegift, jo bedre for ham/hende. Så kommer du gang på gang til ham/hende, og hver gang får han/hende penge ud af dig. Men han/hun får 0 kroner i alt, når du er rask. Det skal være dig, der får styr på din behandling.

    Jan.PPHansen@gmail.com

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.