Ja, nu var der ellers gået næsten 2 år uden at jeg har været indlagt. Og så bliver jeg indlagt endnu en gang. 13. November gik det helt galt, og jeg måtte indrømme overfor mig selv at jeg måtte være ærlig da jeg kom til en samtale på mit nye behandlingssted. Jeg havde lovet min ene bror og min svigerinde at jeg ville ærlig. Så efter at min medicin blev lavet om i sommers, er det gået ned af bakke. Ikke bare et præparat… ikke bare 2 præparater…. Men hele 3 præparater blev lavet om og det havde slet ikke den samme virkning som før. Oveni det så kæmper jeg med en ny diagnose, som er virkelig svær for mig at acceptere, for jeg føler mig så ussel. Og samtidig ikke syg nok til at have den diagnose.

Min nye diagnose er Bulimi nervosa. Så nu står der hele 3 diagnoser på papiret. Og det skal man altså lige vende sig til. Nu har jeg været indlagt siden den 13. november, og heldigvis har jeg støten fra min familie, fra min kæreste og fra mine venner og veninder. Jeg har også min computer, som er virkelig godt, for jeg skriver en masse. Jeg er i gang med flere bog projekter, som jeg vil fortælle om når jeg er kommet længere ind i projektet.

Jeg har efterhånden fået en ro på efter at have været indlagt i et stykke tid. Det underlige er jo at nu er jeg i december, og jeg ville egentlig helst bare nyde at pynte op og hente juletræ og bage og bare hygge derhjemme… Men lige nu er det bedst jeg er her.

Jeg er tvangsindlagt, hvilket også kan være en hård klump at sluge. Der er blevet brugt tvang i mod mig flere gange under denne indlæggelse. Det var heldigvis kun i starten, men alligevel så gør man sig jo en del tanker når man oplever den slags.

Min toiletdør er låst. Det har den været i over 2 uger. Jeg skal decideret bede personalet om at låse op når jeg skal på toillettet eller i bad. Og det er under overvågning. Det føles så akavet, men alligevel så er jeg heldig. For jeg kender afdelingen og de fastansatte.

Det gør det lidt mindre pinefuldt.

Jeg er glad for den støtte jeg har fra mine kære. Uden den, så ville jeg ikke være her. Savner dog min hund, Laika. Og jeg satser på at få lov til at fejre jul med mine forældre derhjemme. Det betyder meget for mig.

Ja tak, jeg vil gerne have det bedre. Derfor rakte jeg hånden ud efter hjælp. Og de tog imod den.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.