Psykisk syge indtager scenen

Psykiatribrugere fortæller åbent og ærligt om deres livs op- og nedture i stykket ’Forstyrrelser’ på Bremen teater

Af Camilla Kragh Fruensgaard. Foto: Bremen 

Præstationspres, isolation og kontroltab – men også accept, håb, og hvad man lærer, når livet ikke går som forventet. Det er omdrejningspunkterne, når Bremen Teater d. 11 december danner rammen om et teaterstykke, hvor tre psykiatribrugere hudløst ærligt går på scenen og fortæller om deres liv med psykisk sygdom. Stykket er med til at sætte fokus på et emne, der berører mange, men som stadig er forbundet med tabu og manglende forståelse.

-Det er rart at få talt om. Det gør, at jeg bedre kan lægge afstand til min sygdom, fortæller en af de medvirkende, Niels, der også håber, at publikum vil tage en stor lærdom med sig, når de forlader teatersalen.

– Folk ved ikke altid, hvad det vil sige at have en psykisk sygdom. Mange negligerer det. Jeg vil gerne vise publikum, hvor slemt det rent faktisk er, og hvad det er for et følelseskaos, vi befinder os i.

En platform for dem der bliver overhørt
Arrangementet er blevet til gennem et samarbejde mellem foreningen Outsideren og Os Imellem, som er titlen på en række arrangementer, der stiller skarpt på sociale udfordringer i samfundet omkring os. Initiativet er startet af Bremen Teater med støtte fra Københavns Kommune.

– Vi ønsker at være en platform for udsatte, der ofte bliver overhørt i den offentlige debat. Derfor siger vi: scenen er jeres, fortæl!, forklarer projektleder for Os Imellem, Marie á Rogvi, der lægger særligt vægt på samarbejdet med Outsideren, der med 15000 læsere om måneden er Danmarks største online-talerør og en levende arbejdsplads for psykiatribrugere.

– Det er vigtigt for os, at det bliver ægte og ærligt, og derfor skal vi involvere de mennesker, det handler om i denne situation folk, som har psykisk sygdom helt inde under huden, fortæller hun.

Og det var netop ønsket om at levere den ”ægte vare”, der fik Nis Bjarnhof fra Outsideren til at hoppe med på vognen.

– Vores primære mission er at tale psykiatribrugernes sag. Derfor er vi enormt glade for at kunne samarbejde med Bremen Teater om et stykke, der er helt uden filter og betingelsesløst på psykiatribrugernes præmisser, forklarer han.

Forestillingen spiller kun d. 11. december på Bremen Teater, men planen er, at stykket skal sættes op flere steder i København og omegn.

Kontaktinfo:

Tovholder på projektet: Nis Bjarnhof, 4037 0234, nis@outsideren.dk
Instruktør: Nellie Thule, 4270 0270, nelliethule@gmail.com
Medvirkende: kontaktoplysninger fås gennem Nis Bjarnhof

Projektleder, Os Imellem: Marie á Rogvi, 6177 8216, marie@brementeater.dk