Kit er vokset op med en mor, der er psykisk syg. Når moren har haft det værst, vil hun ikke kendes ved Kit. Læst første del af historien her

Af Kit Jensen

Det hele startede nytårsaften 1989. Der boede en kvinde med sin mand i en lille by i provinsen. Kvinden var højgravid. Parret havde gæster, der blev til langt ud på natten, og da gæsterne var gået, gik parret i seng. Det havde været en begivenhedsrig aften – uger i virkeligheden. Kvinden havde, trods sin store gravide mave, haft travlt med både rengøring og indkøb, samt afholdelse af diverse julefester – og nu en nytårsfest.

Hele huset var mørklagt, og de eneste lyde der kunne høres, var efterdønningerne af diverse fester rundt omkring, der var ved at dø ud. På trods af roen, kunne kvinden ikke sove. Klokken var fire om morgenen, og hun gav sig til at gøre rent i hele huset efter aftenens begivenheder.

Efter et stykke tid blev hun nysgerrig og gik ud på vejen for at se, om der skulle være gang i noget udenfor. Imidlertid kom der et par unge mænd gående ned ad gaden, og de spurgte kvinden, om der var nogle steder at få morgenmad i byen. Kvinden tilbød dem straks morgenmad, mod at de ville hjælpe hende med hendes store opvask. De unge mænd gik lettere modvilligt med på idéen og fulgte med kvinden ind i huset, hvor de snart fik serveret det store morgenbord. Kvinden var i højt humør, og talte – eller rettere fortalte – løst og fast om alt og ingenting. Hun talte hurtigt, og mændene havde svært ved at følge med. Det varede ikke længe, førend mændene rejste sig for at gå. Kvinden blev meget oprevet, da de havde aftalt, at mændene fik morgenmad mod at hjælpe med opvasken.

Manien ude af kontrol
Det hele gik over gevind, og politiet blev tilkaldt. Kvinden blev tvangsindlagt på psykiatrisk skadestue derefter. Hun fik morfin og andet beroligende, da hun ikke havde sovet i flere døgn. Den 17. januar 1990 valgte lægerne at sætte fødslen i gang en måned før tid, da de ikke kunne få kvindens mani under kontrol, og grundet graviditeten ville de ikke sætte medicinen op.

Senere samme dag fødte kvinden en lille pige. Kvinden var fortsat indlagt på den lukkede afdeling og et par dage efter fødslen, da hun sad og ammede sin datter, kom der en og prikkede hende på højre skulder. Kvinden kiggede til højre, og i det samme var der en, der fra hendes venstre side hev barnet ud af armene på hende.

Kvinden farede op, og blev hurtigt overmandet af to plejere. De lagde hende ned på gulvet og holdte hende fast, og kvinden blev ved at råbe og spørge, hvorfor de havde taget hendes datter, og hvor de tog hende hen. Lige med et slog det klik for kvinden. De havde taget hendes barn. Hun vidste ikke hvorfor, hun vidste ikke hvorhen, og hun vidste ikke, hvornår hun ville se hendes datter igen. Plejerne tilbød hende 5 mg morfin, hvorefter hun tørt svarede, at de kunne give hende 10 mg. Kvinden sov i to døgn derefter.

Hun blev genforenet med sin datter 3 måneder senere. Lige siden da ville kvinden i sine syge perioder ikke kendes ved sin datter. Hun prøvede at overbevise alt og alle om, at det ikke var hendes barn – selv hendes datter. Kvinden er min mor. Jeg er hendes datter.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.